Det var svært for de blå partier at finde den sædvanlige kritiske mine, da regeringen og dens støttepartier præsenterede en aftale om et nyt kontanthjælpssystem, der både løfter 9.300 børn ud af fattigdom og samtidig hæver arbejdsudbuddet med 300 fuldtidspersoner. Hummelgaard løste den gordiske knude. Færre fattige børn. Større arbejdsudbud. Mindre ulighed.
I sidste uge fik de blå politikere så hjælp af den altid hjælpsomme liberalistiske tænketank Cepos, der som en slidt lirekassemand spillede den samme kendte melodi: ”Det kan ikke betale sig for en kontanthjælpsmodtager at tage sig et arbejde”.
Tænketanken har tænkt sig til et eksempel med en enlig mor, der får et job til 133,50 kr. i timen. Fordi kontanthjælpsreformen gør det attraktivt at tage småjob for at komme ind på arbejdsmarkedet, og fordi modregningen i kontanthjælpen stiger, jo mere man arbejder, regner Cepos sig frem til, at timelønnen de facto er 5 kroner i timen. Det er jo en sandhed, man kun kan falde ned af stolen over. Eller kan man?
Hvad tjener en kontanthjælpsmodtager egentlig i timen?
For hvor kommer de 133,50 kroner egentlig fra? I 2015 undersøgte Beskæftigelsesministeriet lønudviklingen for langtidsledige i kontanthjælpssystemet, der var kommet i job. Halvdelen af dem tjente mere end 152 kr. i timen den første måned, de var i arbejde. Og det er vel at mærke uden arbejdsmarkedspension. Lægger du pensionen oveni, så bliver de rene økonomiske incitamenter til at tage et fuldtidsarbejde endnu større.
Cepos’ eksempel er altså konstrueret til lejligheden. Jo lavere løn i Cepos’ regnestykke, jo mindre bliver forskellen på arbejdsindkomst og kontanthjælp. Men virkeligheden er altså, at halvdelen af dem der kommer i arbejde, tjener mere end 152 kr. i timen og de fleste oplever derefter pæne lønstigninger. Det er meget langt fra Cepos’ regneeksempel.
Vejen til højere indkomst kommer gennem arbejde
Normalt argumenterer borgerlige for, at mennesket er økonomisk rationelt. Men det gælder åbenbart ikke for kontanthjælpsmodtagere. De kan kun se den belønning, der ligger lige foran dem. Det er selvfølgelig noget sludder.
Noget andet er så, at mange har andre udfordringer. Ingen danskere er blevet rige på kontanthjælp. Vejen til en højere indkomst og et bedre liv går for langt de fleste af os gennem et arbejde. Sådan er det også for kontanthjælpsmodtagerne. Og det ved de godt. Den samme analyse fra Beskæftigelsesministeriet viser, at andelen af kontanthjælpsmodtagere, der får en timeløn over 150 kr., stiger fra 47 pct. til 62 pct. to år efter de er kommet i job.
For de allerfleste på kontanthjælp vil det være en gevinst at få et fuldtidsjob og få fodfæste på arbejdsmarkedet. Sådan er det stadig.
Incitamenter er ikke alt
Men et er de rene økonomiske incitamenter, noget andet er de sociale. Friheden fra aktivering, kontrol og beskæftigelsessystemets konstante mistillid. Følelsen af at tjene sine egne penge, kunne forsørge sig selv og sin familie og bidrage til fællesskabet. Ej at forglemme det boost i selvtillid, det giver at have et arbejde at stå op til.
Incitamenter og pisk har bare ikke den store effekt, som Cepos påstår. Det viste kontanthjælpsloftet, som i gennemsnit reducerede ydelserne med 1.500 kr. om måneden, og som kun fik 450 i job, mens ca. 28.000 – mange med børn – bare blev fattigere. Det er ikke vejen til mere beskæftigelse.
Kritikken fra Cepos er et klassisk skrivebordseksempel, der kun har det formål at få selv de laveste offentlige ydelser længere ned. Men det får vi ikke færre fattige børn af eller et mere lige samfund. Pengene, dem ved vi godt, hvad de i stedet vil bruge til.
