fbpx

Dimensionering af uddannelser er en god idé, men kan ikke stå alene

Skiftende regeringer har siden 2015 dimensioneret videregående uddannelser efter ledigheden i et fag eller en faggruppe. Universiteter og andre uddannelsesinstitutioner kan altså ikke selv bestemme, hvor mange de vil optage på en uddannelse, selv om de har en vis fleksibilitet i præcist, hvordan de vil udmønte dimensioneringen, dvs. reduktionen i antallet af studiepladser.

Uddannelserne var også tidligere dimensioneret – der har aldrig været frit optag og et uendeligt antal pladser på medicin, kunsthistorie eller forhistorisk arkæologi. Optaget har altid været politisk reguleret, selv om såvel antallet af uddannelser som antallet af studiepladser på universiteterne steg betragteligt gennem 1990’erne og ganske voldsomt gennem 2000’erne. Det nye i 2014-2015 var den åbne og eksplicitte dimensionering efter ledigheden i et fag.

I et velfærdssamfund som det danske, hvor videregående uddannelser til højeste niveau samt verdens højeste SU er skattefinansieret, og hvor man efter endt uddannelse har adgang til dagpenge under ledighed, bør optaget på uddannelserne selvfølgelig være politisk reguleret.

For de fleste uddannelser er det fornuftigt at skele til ledigheden – eller måske snarere beskæftigelsen, når antallet af pladser på en uddannelse skal fastsættes. I 1990’erne var den politiske melding, at universiteterne burde regulere optaget efter søgningen, dvs. uddannelsernes popularitet. Det er ikke en god idé – i hvert tilfælde ikke som det eneste kriterium. 

Den nuværende dimensionering bør dog ændres, så det bliver beskæftigelsen og ikke ledigheden, der måles på. Men er det ikke to sider af samme sag? Nej, ikke helt. For en del uddannelser har ganske mange udenlandske studerende, især EU-borgere, som tager en gratis uddannelse i Danmark og rejser hjem efter endt uddannelse. De bliver ganske vist ikke ledige i Danmark, men de bidrager heller ikke til beskæftigelsen.

Dimensionering efter beskæftigelse kan dog aldrig stå alene, når man planlægger nye uddannelser eller beslutter at skære ned på eller nedlægge uddannelser.

For det første er det svært at forudsige fremtidens behov. Både politikere og universiteter skal turde at satse og være visionære, når man laver uddannelser til fremtidens samfund.

For det andet er uddannelsers formål ikke kun vækst og beskæftigelse. Historisk viden, filosofisk erkendelse, sprog, samt litteratur- og kunstforståelse bør selvfølgelig indgå i universiteternes forskning og udbud af uddannelser. Uddannelse handler ikke kun om den korteste vej ”fra tanke til faktura”, og hvad der kan betale sig på kort sigt. Det kunne være ganske befriende, hvis politikere i åben dialog med universiteter og andre interessenter engagerede sig i dén diskussion og klart meldte ud, at vi har og fortsat skal have uddannelser, ganske enkelt fordi vi ønsker at have dem.

For det tredje bør man også tage hul på diskussionen om, hvordan man skaber fagligt bæredygtige uddannelser og dimensionerer på tværs af universiteter. Optaget på tysk-uddannelsen på Københavns, Aarhus og Syddansk Universitet i 2021 var alt i alt på 65 studerende. Regner man de merkantile tysk-uddannelser med, bliver tallet 105. Og alle steder var der ledige studiepladser. Medregnes frafald ender man hurtigt på ca. 70 studerende. Selv hvis man samlede alle tysk-studerende på et dansk universitet, vil der være tale om en mindre uddannelse. Såvel forskning og lærerdækning som studiemiljø vil vinde ved at samle uddannelsen på et sted. Det vil sikkert også være mere effektivt.

Den tværgående dimensionering af små uddannelser på tværs af universiteter er en vigtig del af diskussionen om, hvordan vi dimensionerer antallet af studiepladser på forskellige uddannelser og samtidigt sikrer kvalitet og et godt studiemiljø.

Bragt på Altinget.dk d. 16/11/2021

FORFATTER(E)

Asbjørn Sonne Nørgaard
21725413

DEL INDLÆG:

SENESTE INDLÆG MED TEMAET Dimensionering
SE ALLE
Dimensionering
Dimensionering af uddannelser er en god idé, men kan ikke stå alene
16. november 2021