Regeringen ønsker at styrke borgernes valgfrihed på velfærdsområdet. Men ønsket om mere frit valg egner sig mest til politiske skåltaler. Det er både urealistisk og en dårlig idé, hvis man ønsker at styrke sammenhængskraften.
SVM-regeringens vil »styrke det frie valg« og skabe »flere valgmuligheder for den enkelte.« Det kunne være frit valg af skole, plejehjem eller sygehus. Det lyder da godt, gør det ikke? Det modsatte budskab, »lad os begrænse borgernes frie valg«, er ikke en sællert.
Men ret beset er det et ønske, som måske mest egner sig til politiske skåltaler og glitrede papirer. Nu og her er det ikke realistisk at øge det frie valg. Og det er nok heller ikke en god idé, hvis man vil styrke sammenhængskraften.
For det første skal der være noget at vælge imellem, for at man reelt har et frit valg. Er det noget jeg har misforstået, eller er der ikke en kæmpe mangel på varme hænder ude i kommunerne? Der mangler masser af SOSU’er i ældreplejen, lærerdækningen i folkeskolen halter i mange kommuner, og pædagoger er der heller ikke nok af.
Uanset om regeringen forestiller sig, at de mange valgmuligheder delvist skal dækkes af private udbydere, kræver det stadig flere varme hænder, hvis der skal være noget at vælge imellem. Der skal være en overskudskapacitet for, at man kan vælge en anden serviceudbyder. Det vil der ikke være i mange år fremover. Så alene af den grund bør man nok ikke tale så meget om frit valg i årene, der kommer. Skal vi ikke hellere prøve at sikre kvaliteten i den offentlige velfærd og bruge de varme hænder her?
Det er nok også derfor, at regeringen selv begrænser behandlingsgarantien i sundhedsvæsenet. Der mangler hænder.
For det andet er det især de mest ressourcestærke borgere, der gør brug af det frie valg. Det gælder uanset, om det er valget af en privat leverandør, for eksempel privatskoler eller private sygehuse, eller om det er valget mellem offentlige serviceudbydere. Det er de ressourcestærke, der har overskud til at sætte sig ind i tingene og stå på deres ret til at vælge.
Konsekvensen kan let blive, at vi får en øget opdeling mellem ressourcestærke og ressourcesvage borgere. En øget ’ghettoisering’ i vores velfærdssystem. Det er en udfordring for sammenhængskraften. Og det kan også føre til større forskelle på kvaliteten af de velfærdsydelser, som borgerne får. Vi ved for eksempel, at en skoleklasse med en blandet elevsammensætning er med til at øge det faglige niveau – også for de svageste elever.
Forudsætningen for et reelt frit valg er, at vi har en overskudskapacitet, så folk har noget at vælge imellem. Det har vi ikke, så langt øjet rækker. Dertil kommer, at øget frit valg kan føre til en større social opdeling af borgerne og mindske sammenhængskraften.
Vi må håbe, at regeringens ønske om mere frit valg på alle velfærdshylder bliver ved de politiske skåltaler. Nu og her er det ikke en god idé.
