Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten Finans den 14. september 2018
I denne uge er det, som mange nok har bemærket, 10 år siden, at investeringsbanken Lehman Brothers krakkede og endegyldigt kastede verden ud de seneste 80 års største finanskrise. Siden da har vi hørt en masse om risikotagning, bonusser, kapitalkrav, finansskatter, bankopsplitning og lignende.
Men en enkelt ting har ikke fået den opmærksomhed, som det fortjener, hvis vi virkelig skal lære af krisen: fællesejede pengeinstitutter, dvs. banker, andels- og sparekasser m.m., som ikke eksisterer for at skabe overskud til deres ejere, klarede sig langt bedre end de investorejede og børsnoterede finansinstitutioner.
I Europa som helhed var kooperative banker mere stabile under krisen og har generelt klaret sig bedre end alle andre typer af banker de sidste 10 år, viser analyser fra den europæiske investeringsfond. I Danmark viser branchens egen opgørelse, foretaget af Finans Danmark, at de fællesejede pengeinstitutter kom bedre gennem krisen.
Der var 19 danske banker m.m., der blev afviklet eller fusioneret som følge af krisen. Af dem var 15 konventionelle banker, mens 4 var sparekasser. Det til trods for, at der før krisen var omtrent lige mange konventionelle banker og fællesejede pengeinstitutter.
Siden 1980’erne er store dele af finansverden gået fra at være grå mellemmænd til at blive økonomiens og erhvervslivets nye farverige fyrster.
Men tidligt i krisen stod det klart, at ’boring banking’ – kedelig bankdrift – var sagen. At det at matche udlån med indlån måske mest af alt mindede om et revisorliv, og langt fra var så hæsblæsende som at handle derivater med resten af verden, men at det sikrede en afgørende ting: overlevelse. Og at fællesejede banker i endnu højere grad udgjorde et værn mod finansiel ustabilitet.
Sparekasserne havde et mere stabilt udlån under krisen og har et fortsat fokus på de lokale små- og mellemstore virksomheder. I Danmark er de således afgørende for at vi har et levedygtigt erhvervsliv i hele landet.
De fællesejede realkreditinstitutter sikrer så billige boliglån som muligt. Og det at have diversitet i ejerskabsstrukturer og risikoprofiler, så man ikke er udsatte for de samme økonomiske chok, gør vores finanssektor mere robust overfor nye kriser.
Men de små sparekasser er pressede af den regulering, der skal sikre, at danskerne ikke hænger på regningen fra et krak i Danske Bank eller Nordea. Den er lavet til store finansielle supermarkeder, og det er godt, at den er hård overfor dem. Men standardiseringen af eks. kapitalkrav betyder – formentlig uden at det er hensigten – at de små banker, hvis aktiviteter typisk er mindre risikobetonede, bliver presset mod den klassiske aktieskabsmodel.
Vi skal sikre, at vi også i fremtiden har plads til lokale sparekasser, pengeinstitutter og kooperative banker. Vi er åbenlyst ikke tjent med kun at have store internationale banker, der havner i hvidvaskskandaler og er ekstra sårbare overfor internationale kriser. Den finansielle regulering skal derfor ikke rettes mod dem, men tage højde for de forskellige forretningsmodeller i finansverden.
