På både fagforenings- og arbejdsgiverside er det efterhånden blevet en naturlov, at arbejdsugen er fem dage lang. Men en ny global bevægelse mod fire-dages arbejdsuge, eller en mere fleksibel arbejdsuge, er i gang og corona-pandemien har kun sat turbo på den udvikling. Hvor er den danske fagbevægelse?
På Island er det allerede virkelighed. 86 pct. af lønmodtagerne har en arbejdsuge, der er kortere end fem dage. I New Zealand har den socialdemokratiske premierminister Jacinda Ardern, der er lidt af en global stjerne på den socialdemokratiske himmel, talt om fire-dages arbejdsuge, som en måde at genopbygge landet efter covid-19 og skabe bedre balance mellem arbejde og fritid.
I EU er Belgien det første land til at virkeliggøre kortere – eller mere fleksibel – arbejdsuge, for tusindvis af lønmodtagere. Det skete i sidste uge, da regeringen foreslog ændringer af arbejdsreglerne, så lønmodtagere i fremtiden kan arbejde ti timer dagligt i stedet for de nuværende 8 timer, og få en ekstra ugentlig fridag.
Kald mig bare helt tonedøv, midt i diskussionen om mangel på arbejdskraft, men mens både politikere, fagforeningsledere og arbejdsgiverne taler om, at der er brug for flere hænder, og at vi arbejder mere, så er der et ulmende ønske blandt folkene på gulvet, som det hedder på fabriksdansk, om mere fritid, færre arbejdsdage eller som man vil sige i HR-afdelingerne: Work/life-balance.
Vi vil gerne arbejde – hvis ikke mindre – så hvert fald mere fleksibelt. For nogle er det færre dage. For andre er det færre timer. I Danmark har det synspunkt været stemplet som utopisk alternativt fjolleri, ligesom ambitiøse klimamål var det, dengang det kun var Uffe Elbæk, der var rigtig grøn. Men nu er det tid til at flytte arbejdsugen op på den arbejdsmarkedspolitiske dagsorden.
Inden nogen angriber mig for at ville lovgive om arbejdsmarkedsstof, så er jeg nødt at skrive en tydelig disclaimer: Det skal selvfølgelig foregå gennem overenskomsterne, men det skal ikke afholde os fra at have en tiltrængt debat af, hvordan arbejdslivet bør se ud.
Problemet er veldefineret. Stress, dårligt psykisk arbejdsmiljø, nedslidning. Det er et bredt problem i alle brancher. Hvis man forestiller sig, at det her bare er for folk med krea-stillinger, der efterspørger bedre balance, så tager man fejl. I Göteborg har Toyota Center 36 mekanikere og smede. De arbejder 30 timer om ugen og får løn for 40. Det har givet værkstedet en produktivitetsforøgelse på 20 procent. Der er altså både god forretning og gladere medarbejdere i bedre balance i arbejdslivet.
Bevægelsen er i gang herhjemme. Men lige nu foregår den uden om den danske model. Folk der siger 8-16 jobbet op for at arbejde som freelancere. Men kortere – eller mere fleksibel – arbejdstid bør ikke kun være for den kreative klasse. Hvorfor skal sosu-assistenten selv betale for at gå på deltid, mens andre kan tage på workcation, som det er blevet døbt, når den københavnske krea-elite tager computeren med til caribiske bounty-strande? Kampen om kortere arbejdsuge er da klassekamp for fuld udblæsning, så også dem med de korteste uddannelser får mere balance i arbejdslivet. Fordelene er gladere medarbejdere, bedre balance mellem arbejdsliv, fritid og familieliv. Mindre stress og bedre arbejdsmiljø. Og højere produktivitet i en lang række brancher. Hippie og kapitalisme på samme tid.
Det ville da være interessant, om fagbevægelsen kan strikke en model sammen, som giver den enkelte lønmodtager muligheden for at arbejde mindre, hvis man har lyst. Hvad med at give medarbejderen en rettighed til at veksle fremtidige lønstigninger, stigninger i pension og fritvalgskonto til mere fritid? Allerede nu kan seniorerne fem år før pensionsalderen vælge at bruge fritvalgskontoen til at finansiere seniordage – det burde udvides til alle lønmodtagere. Dem der ikke vil arbejde mindre eller arbejde mere fleksibelt, kan så bare lade være.
På mange måder har fagbevægelsen repræsenteret det vigtigste frigørelsesprojekt de sidste 150 år. Der går en lige linje fra de sidste 150 års kamp for kortere arbejdstid, bedre løn, pension, ferie osv. og til debatten om fire-dages arbejdsuge eller seks timers arbejdsdag.
Min mavefornemmelse siger mig, at ønsket om bedre balance i arbejdslivet stikker langt dybere end mere i løn. Og det er en dagsorden, der taler til de unge generationer på arbejdsmarkedet, der har svært ved at få øje på, hvad det er fagforeningen lige har kæmpet hjem til dem på det seneste.
