Hvor stort er problemet?
»Meget alvorligt. I det meste af Europa har galoperende boligpriser presset mennesker med lave indkomster ud af storbyerne. Men det er ikke alle byer, der bare overgiver sig og ser passivt til. Bystyret i Hamburg har haft held med en skærpet lovgivning og en skrap politisk styring, som København bør lære af«.
»Vi bør indføre det, som man i Hamburg har kaldt en ’tredjedelspolitik’. Det betyder, at alt nybyggeri består af en tredjedel almene boliger, en tredjedel ejerboliger og en tredjedel private udlejningsboliger, hvor andelsboliger tæller med. Det er langt mere ambitiøst end den 25-procents regel for almene boliger, som vi har i Danmark, men som bliver brugt alt for lidt«.
»Hamburg praktiserer også en langt mere offensiv udstykningspolitik med en effektiv sagsbehandlingstid over for de udviklere og boligselskaber, der bygger boliger for lav- og mellemindkomstgrupperne. I Hamburg har man godkendt byggeprojekter med over 21.000 almene boliger og opført 14.000 billige boliger fra 2011 til 2018. I Københavns Kommune har man i samme periode kun afleveret 3.158 almene boliger. Det er politiske prioriteringer, der koster, både for investorer og for byens pengekasse. Men det er politiske valg, man må være villig til at træffe, hvis sygeplejersken og politibetjenten stadig skal have mulighed for at bo i storbyen«.
»Skal fremtidens storby også være for mennesker og familier med almindelige og lave indkomster, kræver det, at vi er parate til at regulere boligmarkedet og nybyggeriet. Vil du tjene penge på boligejendomme, må du også bidrage til den blandede by. Man kan som borger og politiker godt blive en smule opgivende, når man ser, at en familiebolig på Amager på omkring 130 kvadratmeter efterhånden koster 5,5 millioner kroner. Men Hamburg har vist, at en man med en progressiv boligpolitik kan gøre rigtigt meget for at skaffe boliger til folk med almindelige lønninger. Det skal vi lære af«.
