Indlægget blev bragt i Politiken den 10. juni 2017
De økonomiske vismænd har i deres nye rapport om dansk økonomi gransket Finansministeriets regnemodeller. Konklusionen er, at modellerne er »ubalancerede«, fordi de favoriserer sænkning af skatter frem for investeringer i velfærdsstaten. Det skaber en spillebane for økonomisk politik, hvor venstre side af Folketinget starter alle kampe med at være bagud 3-0.
Det har ikke altid været sådan. I 1990′ erne brokkede daværende oppositionspolitiker Anders Fogh Rasmussen sig i pressen over regnemodellerne, der ikke tog højde for værdien af at »afregulere markeder og øge folks incitamenter til at arbejde«. Derfor kunne man lige så godt skrotte modellerne, som ifølge Fogh stred imod »sund fornuft«. Siden er der kommet nye boller på suppen, og regnemodellerne er blevet justeret, så de i stadig højere grad understreger fordelene i en mindre stat og et mere frit marked.
INDEN FOR økonomisk teori kan man kalde justeringen af modellerne neoklassisk.
Logikken består, som Fogh argumenterede for, i at skabe gode økonomiske incitamenter, så folk gerne vil arbejde og producere mere. I dette univers er staten som regel en forhindring, fordi den via skatter, afgifter og regulering skaber dårlige incitamenter, der gør, at dovne Robert og venner bliver hjemme på sofaen frem for at tage McDonald’s-uniformen på og komme i sving.
Problemet er, at økonomisk teori og økonomiske modeller sjældent er politisk neutrale. Neoklassisk økonomi understreger én side af sagen. Men som vismændene konkluderer i deres rapport, har staten også positiv indflydelse på vores økonomi. Et effektivt retsvæsen, et politi, der håndhæver loven, en infrastruktur, der gør det muligt at handle, er forudsætninger for, at markedsøkonomien fungerer. Gode sygehuse, børnehaver og skoler bidrager til, at vi kan tage på arbejde i stedet for at vente hjemme på operationer, eller fordi vores børn ikke kan blive passet. Og så videre.
Skævheden i Finansministeriets modeller består bl. a. i, at de ikke har blik for positive effekter af offentligt forbrug.
De har i dag derimod særdeles godt blik for, at man ved at justere skat og overførsler nedad kan øge udbuddet af arbejdskraft, som så igen bliver til beskæftigelse inden for en overskuelig årrække. Det er især inden for de sidste 15 år, at ministeriet for alvor har hældt kryptonit i regnemaskinen.
I 2002 introducerede man to nye regler om såkaldte dynamiske effekter for henholdsvis overførselsindkomster og marginalskatter. Reglerne består i, at folk som følge af bedre incitamenter ændrer adfærd og arbejder mere, hvis der bliver større afstand mellem overførselsindkomst og arbejdsindkomst, eller hvis skatten på den sidst tjente krone bliver sat ned. Det giver flere jobs og mere økonomisk vækst.
I 2006 og i 2014 introducerede man dynamiske effekter for uddannelsesniveau.
Folk med højere uddannelse har højere erhvervsdeltagelse (men da de også bruger mere tid på at tage en uddannelse, går effekten cirka i nul) og højere produktivitet. Der er dog ingen sammenhæng mellem, hvor mange penge man bruger på uddannelsen, og disse effekter.
Man kan for eksempel godt skære folkeskolens budget ned med halvdelen, uden at det har negative konsekvenser økonomisk.
I 2010 indførte man en hurtigere tilpasningstid for økonomien end den, som Danmarks Statistik havde brugt hidtil.
Tilpasningen sker cirka dobbelt så hurtigt som tidligere, og det vil sige, at mennesker, der sættes ned i ydelse eller sættes ud af for eksempel dagpengesystemet, i modellen hurtigere vil finde et job end tidligere.
ALT I ALT betyder udviklingen, at hvis du har en økonomisk plan, der består i at begrænse statens størrelse, sænke skatter og sænke overførselsindkomster, bliver det siden 2001 stadig lettere at få et flot 12-tal, når Finansministeriet giver karakterer.
Det så man for eksempel, da ministeriet i 2015 vurderede Liberal Alliances økonomisk plan.
Samtidig bliver det stadig sværere for partier, der vil i retning af mere økonomisk lighed og flere investeringer i velfærdssamfundet.
Det kræver som regel, at man omfordeler og kræver skatter ind.
Og den slags er dårligt for økonomien.
Her er vi så tilbage ved vismændenes pointe.
Det er ikke nødvendigvis dårligt for økonomien at investere i fællesskabet.
Og hertil kan man tilføje: Skævheden i regnemodellerne er ikke kun et økonomfagligt problem. Det er et politisk problem.
Regnemodellerne fremmer en politisk agenda og afgør, hvilke politiske argumenter der er fornuftige, og hvilke der er uansvarlige. Det er hverken uskyldigt eller neutralt.
Vismændenes forslag om at introducere nye regneregler for dynamiske effekter af offentligt forbrug bør overvejes seriøst.
Alternativt kunne man simpelthen fjerne alle dynamiske effekter fra modellerne og acceptere, at deres svar er begrænsede, og at politikerne derfor må tænke selv. I Sverige og Norge regner man for eksempel som hovedregel ikke med dynamiske effekter af skattelettelser.
Måske i erkendelse af, at ingen nuværende model kan rumme en brøkdel af verdens kompleksitet, og på trods af modellernes øgede antal variable er vi ikke blevet bedre til at forudsige udviklingen.
