Der er ikke meget Robin Hood over Ydelseskommissionens forslag til reform af kontanthjælpssystemet. Kravet fra regeringen var, at kommissionen skulle prioritere forholdene for børnene og børnefamilierne i kontanthjælpssystemet. Men det var samtidig en bunden opgave, at anbefalingerne skulle være udgiftsneutrale, og at de ikke måtte svække beskæftigelsen. Med andre ord: Hvis én gruppe i kontanthjælpssystemet skal have bedre vilkår, må det modsvares af forringelser for andre grupper. Det er den måde, Finansministeriet regner på.
Men det er yderst tvivlsomt, om forringelserne af de mest udsatte unges vilkår er en god idé, for den økonomiske pisk får ikke de unges udsathed til at forsvinde.
I kommissionens forslag bliver det de udsatte unge på mellem 25 og 29 år – de såkaldte aktivitetsparate uden uddannelse – der kommer til at betale den største del af regningen for at forbedre forholdene for børnefamilier. Det er nogle af de mest udsatte unge, vi har i Danmark. Ni ud af ti har folkeskole som højeste uddannelsesniveau, 25 procent har været anbragt som børn, cirka 40 pct. har modtaget ’forebyggende foranstaltninger’ i barndommen, og 14 procent har modtaget psykiatrisk behandling inden for de seneste fem år. Der er tale om massive sociale udfordringer, svigt i barndommen og psykiske lidelser, der ikke forsvinder gennem lavere sociale ydelser.
Det samme fastslår kommissionen faktisk selv i sin store rapport, når de diskuterer, hvorfor sanktioner over for denne gruppe ikke er en god idé. Her står der, at de aktivitetsparate unge kan være »meget udsatte« og »have svært ved at reagere på en økonomisk sanktion i form af fradrag i deres forsørgelsesgrundlag. Det kan for eksempel være på grund af svær psykisk sygdom, misbrugsproblemer, hjemløshed eller lignende«. Af præcis denne grund mener vi ikke i Cevea, at benhårde økonomiske incitamenter for de selvsamme udsatte unge er løsningen. Rigtig mange af de udsatte unge er vokset op som udsatte børn med mange udfordringer. De har brug for vores hjælp, ikke økonomisk utryghed.
Ydelseskommissionen vil fjerne et tillæg for aktivitetsparate, så de ikke får mere end andre 25-29-årige i kontanthjælpssystemet, de såkaldt uddannelsesparate. Dermed vil de få et stærkere incitament til at uddanne sig eller komme i beskæftigelse, lyder argumentet. Især de knap 6.500 unge, der har psykiske lidelser eller er udeboende, bliver hårdt ramt. De mister i gennemsnit over 2.200 kroner om måneden.
Med henvisning til én interviewundersøgelse blandt sagsbehandlere, lavet af Marselisborg Consulting, er kommissionens argument, at aktivitetstillægget »hæmmer de unges progression mod uddannelse«, og at de unge måske slet ikke ønsker at blive uddannelsesparate, da de så vil gå ned i ydelse. Det oplever 61 procent af sagsbehandlerne kan være tilfældet. Men den samme undersøgelse siger også, at 87 procent peger på, at dialog med de unge er vigtigt for at fastholde de unge i uddannelse.
80 procent af kommunerne mener, at 13 ugers virksomhedspraktik øger progressionen mod uddannelse blandt de aktivitetsparate, og 86 procent mener, at mentorstøtte har samme effekt. Det er dér, man skal sætte ind. Som Rigsrevisionen påpegede sidste år, er det uhyre begrænset, hvor megen mentorstøtte de udsatte unge får. Noget tyder på, at vi i stedet for at piske de udsatte unge med lavere ydelser skulle tage fat i de indsatser, der virker: dialog, vejledning, mentorordninger.
Findes der evidens for, at benhårde økonomiske incitamenter virker og får udsatte unge i uddannelse og job?
Det nærmeste, man kommer, er en tilsvarende kraftig reduktion i de uddannelsesparates ydelse gennemført i 2014 – dvs. en gruppe, som er mere ressourcestærk og mindre udsat end de aktivitetsparate. En analyse lavet af Cevea viser, at der i den mere ressourcestærke gruppe var 14-19 procent, som kom i uddannelse eller job. De resterende 81-86 procent blev bare fattigere. Effekten vil være endnu mindre for de aktivitetsparate.
Ifølge nyligt offentliggjorte tal fra Finansministeriet må vi forvente, at effekten er cirka en femtedel. Kommissionens forslag om en ydelsesreduktion for de aktivitetsparate er af nogenlunde samme størrelsesorden, som de uddannelsesparate oplevede i 2014. Hvis forslaget bliver virkelighed, må vi forvente, at omkring 3-5 procent af de aktivitetsparate 25-29-årige kommer i arbejde eller uddannelse. Det betyder omvendt, at mindst 95 procent blot vil opleve markant dårligere levevilkår.
Ydelseskommissionens forslag for udsatte unge 25-29-årige er hverken beskæftigelses- eller socialpolitisk en god idé. Forslaget øger ikke alene uligheden, det er en kold spand vand i hovedet på de mest udsatte unge. Der er rigtig meget, der tyder på, at man kun i begrænset omfang har brugt de instrumenter, som ifølge sagsbehandlerne har en god effekt, såsom mentorstøtte, psykolog- og lektiehjælp og brug af kontaktlærerordninger.
For resten af samfundet bruger man ofte positive økonomiske incitamenter for at få folk til at ændre adfærd – hvorfor ikke også bruge gulerod i stedet for pisk for de udsatte unge? Faktisk foreslår regeringen i ’Danmark kan mere 1’ en skattefri jobpræmie på 5.000 kroner til kontanthjælpsmodtagere, der kommer i arbejde. Det kunne udvides til også at gælde unge, der starter på uddannelse, og gentage sig, hvis de unge bliver på uddannelsen.
Ydelseskommissionen foreslår, at aktivitetsparate og andre på lave ydelser kan beholde hele indtægten fra småjobs op til en vis grænse (cirka 8 timer om ugen). Det er et fint forslag, som man kan bygge oven på de nuværende ydelser.
Kravet til Ydelseskommissionen var, at de samlede forslag ikke måtte koste statskassen en eneste ekstra krone. Nu kan Christiansborg i efterårets forhandlinger overveje, om det er rimeligt, at udsatte unge skal betale for at forbedre forholdene for udsatte børn. En lavere ydelse til udsatte unge hjælper nemlig ikke.
Bragt i Politiken d. 17/10/2021
