Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten Finans den 18. august 2015
Forhandlingerne mellem EU og USA om en transatlantisk handels- og investerings partnerskabsaftale, den såkaldte TTIP-aftale, er i fuld gang.
Et bestemt punkt i aftalen har skabt stor debat rundt omkring i Europa. Det drejer sig om, hvilke rettigheder investorer skal have, og hvordan uenigheder mellem dem og de stater, de investerer i, skal løses. Bestemmelsen er kendt som investor-to-state dispute settlement – i daglig tale ISDS.
ISDS-mekanismen kendes fx fra handelsaftaler mellem USA og diverse udviklingslande. Den giver udenlandske investorer adgang til at sagsøge regeringer uden om de nationale domstole. I aftalen med EU vil det betyde, at udenlandske koncerner, der mener, at lokal regulering i det pågældende EU-land strider imod regler indskrevet i investeringstraktaten, får mulighed for at bruge en international voldgift til at sagsøge værtsstaten.
Investeringsvoldgiften består af tre advokater, der i tilfælde af en tvist mellem en udenlandsk investor og værtslandet bestemmer, hvorvidt og i hvilket omfang værtslandet skal betale erstatning. På den måde kan udenlandske investorer gå helt uden om nationale domstole.
Dette kan med de aktuelle forhandlinger om TTIP-aftalen meget vel blive virkeligheden i Danmark og resten af EU.
Emnet kan forekomme tungt og teknisk, men er for vigtigt til, at der ikke også er en dansk debat om ISDS-mekanismen. Vil vi i Danmark give amerikanske investorer mulighed for at forbigå det danske retssystem, hvis de mener ny dansk lovgivning går imod deres interesser?
Den investorbeskyttelse og særbehandling, som ISDS-mekanismen indebærer, er uhensigtsmæssig af flere årsager.
For det første kan den på sigt have en negativ indflydelse på indholdet af vores politik. Danmark er eksempelvis et forgangsland, når det kommer til regulering af erhvervslivet i forhold til beskyttelse af miljøet. Og vi forventer naturligvis, at virksomheder, der driver forretning i Danmark, lever op til vores miljøkrav.
Men investorbeskyttelse via ISDS-mekanismen kan meget vel betyde, at Danmark ender med at betale en pris for vores progressive politik – eller ikke tør holde fast i den. Hvis en amerikansk virksomhed, der er aktiv i Danmark, vurderer, at nye danske miljøkrav fratager dem en forventet indtjening, kan virksomheden sagsøge Danmark. Og investeringsvoldgiften kan ende med at pålægge den danske stat en erstatning, som skal betales til virksomheden.
I Canada har man flere gange oplevet konsekvenserne af en investeringsvoldgift. I Canada er det NAFTA-aftalen, der gør det muligt at rejse sagerne, og et flertal af tvisterne drejer sig om, at investorer udfordrer Canadas miljølovgivning. For nylig tabte Canada eksempelvis en sag, hvor en amerikansk virksomhed klagede over en miljøregulering, der forhindrede et stort mineprojekt i et beskyttet område. Canada står nu til skulle betale op imod to milliarder kroner i erstatning. Og tidligere har man i Canada enten tabt sager ved ISDS-voldgiftsretssager eller indgået kompromiser og betalt erstatning til de sagsøgende virksomheder.
Skal vi i Danmark risikere at betale udenlandske investorer erstatning, fordi vi vil passe på vores miljø? Eller vil vi begynde at gå på kompromis med vores høje standarder, fordi det går imod udenlandske virksomhedsinteresser? Begge dele vil være absurde.
Investeringsvoldgiften er derudover uhensigtsmæssig af rent principielle årsager. Det er direkte udemokratisk at sagsøge stater, fordi internationale virksomheder mener, at deres mulighed for at tjene penge bliver begrænset af ny national lovgivning. Og det er lige så udemokratisk at give store multinationale virksomheder rettigheder, som andre nationale – i dette tilfælde danske – virksomheder ikke har.
Det strider mod de grundlæggende liberale principper, vi kerer os om i Danmark. Samtidig går det imod selve ideenerne bag frihandel, som jo netop handler om, at handel mellem lande skal kunne foregå uden restriktioner og støtteordninger.
ISDS-mekanismen har mødt stor modstand fra blandt andet forbruger- og miljøorganisationer samt fagforeninger i hele Europa. Der er brug for, at vi tager den debat herhjemme i Danmark. Det er et spørgsmål om balancen mellem demokrati og økonomiske interesser, og om nogle virksomheder skal have rettigheder, som de fleste andre ikke har.
Det er alt for vigtigt til, at vi ignorerer det.
