Indlægget blev bragt i Politiken den 13. januar 2020
Hvad har pædagogen, der ikke har tid til at hjælpe lille Molly med at blive en del af legen, til fælles med læreren, som skal håndtere to elever med særlige behov? Og hvad har pædagogen og læreren til fælles med den pressede sosu-assistent? Med den frustrerede socialrådgiver og HK’er? Og med sygeplejersken, der render fra stue til stue?
De tilhører alle det frontpersonale i velfærdsstaten, som dagligt oplever, hvordan pressede budgetter skaber afstand mellem den fagligt forsvarlige indsats og muligheden for at realisere den. Og de ser, hvordan det går ud over barnet i børnehaven, eleven, patienten, den hjemløse og plejehjemsbeboeren.
Professor Jørgen Goul Andersen har for Mandag Morgen lavet en opsigtsvækkende analyse, der viser, at udviklingen i det offentlige forbrug per indbygger fik et dramatisk knæk i 10’erne.
I 1990’erne og 00’erne voksede de offentlige udgifter med 1,8 procent om året per borger i gennemsnit. Men i 10’erne har væksten været tæt på 0 procent om året. Og nu presses velfærden af, at antallet af børn og ældre vokser.
Jørgen Goul Andersen advarer mod et ’systemskifte’, hvis det økonomiske pres fortsætter. For hvis 20-30 procent af befolkningen vælger private alternativer, når det gælder sundhed, daginstitutioner, skoler etc., vil de miste interessen i de fælles løsninger, og det vil kunne underminere den universelle danske velfærdsmodel, mener han. Point of no return.
Store ord. Og vi deler dem. Der er rigtig meget på spil. Derfor er der brug for et markant velfærdsløft, hvad angår daginstitutioner, skoler, sundhedsvæsenet, socialområdet og ældreforsorgen.
Som om det ikke var nok, står vi også over for endnu en kæmpe udfordring: En nødvendig og ambitiøs klimaomstilling, hvor udledningerne af drivhusgasser skal begrænses med 70 procent frem mod 2030.
Kan man overhovedet finde pengene?
Vores svar er: Ja, det kan man. Pengene er der.
Skal vi så gøre, som vi plejer, når vi vil skaffe penge til velfærd? Skal vi øge arbejdsudbuddet gennem gulerod og pisk-reformer?
Nej, det skal vi ikke.
Siden 00’erne har arbejdsudbudsreformer stået højt på dagsordenen. Målet har været at flytte mennesker fra passiv forsørgelse ud på arbejdsmarkedet og at lokke de velbjærgede til at arbejde mere.
Grebene? Politikerne har sat folkepensions- og efterlønsalderen op. Strammet reglerne for kontanthjælp, sygedagpenge og førtidspension. Halveret dagpengeperioden. Indført kontanthjælpsloft og integrationsydelse. Og de har lettet skatten i toppen. Kort fortalt: Pisken er brugt i bunden, og guleroden er brugt i toppen.
Den vej til flere penge har nået en grænse. Og den holdning står vi ikke alene med.
Topøkonomer som Nina Smith og Torben M. Andersen, der i årtier har anbefalet arbejdsudbudsreformer, siger i dag som andre topøkonomer: De lavthængende frugter er plukket, og vi er kommet så langt ned i bunkerne blandt de ledige, at der ikke er meget mere at hente ved at presse dem, der står uden for arbejdsmarkedet. Tværtimod risikerer vi at skubbe mennesker med problemer endnu længere væk fra et job og en bedre tilværelse.
Vi er altså nødt til at finde andre veje til flere penge. Her vil vi opfordre politikerne til at se i seks retninger:
Indfør intelligente skatter
Det har været et dogme i mange år, at skatter ikke kan sættes op – kun ned. Og det er gået ud over velfærden.
Hvor mange penge har vi tabt på gulvet? AE-Rådet viser i et nyt notat, at den offentlige velfærd går glip af 35 milliarder kroner hvert år, fordi der siden 2001 er gennemført lettelser af topskatten, selskabsskatter, arveafgifter, formueskatter mv.
Heraf er mere end en tredjedel af skattelettelserne foretaget af Lars Løkke siden 2015. I de 35 milliarder kroner om året er skattestoppet på boligområdet, som først og fremmest er kommet de rigeste boligejere til gode, ikke engang talt med.
Hvad kunne man ikke få af velfærd, hvis man rullede disse skattelettelser tilbage?
Det har AE-Rådet også regnet på. 35 milliarder kroner i tabte skatteindtægter hvert eneste år svarer til 59.500 offentligt ansatte – skolelærere, pædagoger, sosu’er, HK’ere, sygeplejersker og socialrådgivere.
Det er blevet tid til intelligente skattestigninger.
Heldigvis har den nye regering lagt op til et brud med skattestoppet. Regeringen og dens støttepartier har tilbagerullet den nedsættelse af arveafgiften, som den borgerlige regering gennemførte i forhold til arvinger af virksomheder. Det medfører et årligt merprovevu på 1 milliard kroner. Det svarer til 1.700 offentligt ansatte.
Boligjobordningen, som koster knap en halv milliard kroner, kunne også afskaffes.
Efter vores mening bør man gå videre ad skattevejen for at skaffe penge til velfærden.
Vi vil opfordre Christiansborgs politikere til at gå de senere års skatterabatter og lempelser i toppen efter i sømmene.
Styrk skattekontrollen
Det har rystet mange, at et netværk af finanssvindlere har kunnet fuske sig til 12,7 milliarder kroner i forbindelse med udbytteskatten. Med god grund – det er en skandale.
Men de færreste er opmærksomme på, at den danske statskasse hvert år går glip af mindst 14,1 milliarder kroner – læs: 24.000 offentligt ansatte – alene fordi små og mellemstore virksomheder betaler mindre i skat, moms og afgifter, end de burde ifølge loven.
Selv om Skattestyrelsen selv vurderer, at cirka hver tiende virksomhed snyder bevidst, kontrollerede styrelsen i 2017 20 procent færre virksomheder, end den gjorde i 2015. Kontrolprocenten faldt fra 3,5 til 2,7 procent på blot 2 år. Kontrollen halter.
Det fører til kæmpe tab i skatteindtægter, det svækker tilliden til velfærdsstaten, det skaber unfair konkurrencefordele til snyderne, og det åbner for en ladeport af organiseret kriminalitet.
Skattekontrollen er en god forretning for statskassen. I 2017 indbragte guldkalven et nettoprovenu på 5 milliarder kroner. Det svarer til et nettoprovenu på mere end 5 millioner kroner per ansat.
Med finansloven har regeringen og dens støttepartier tilført skattekontrollen 250 nye årsværk. Det er en god start. Men der er brug for en langsigtet og ambitiøs aftale for skatteforvaltningen – for velfærdens skyld.
Og så skal vi begrænse transnationale virksomheders muligheder for at flytte rundt på overskud mellem lande efter forgodtbefindende. Især på EU-niveau skal reglerne strammes.
Sats på ny type reformer
Som nævnt har fremtrædende økonomer gjort op med traditionelle arbejdsudbudsreformer som vejen til flere penge. Nu er det tid til at fokusere på en ny type reformer.
Som professor Nina Smith har udtrykt det:
»De næste reformer – man kunne kalde dem for ’andengenerationsreformer’ til forskel for ’førstegenerationsreformerne’, som mest vedrørte kvantiteten af arbejdsudbuddet – må have fokus på hele styringen og indretningen af den offentlige sektor og kvaliteten af arbejdsudbuddet, dvs. uddannelsessystemet, kvaliteten af uddannelserne og deres relevans for arbejdsmarkedet«.
Ifølge Nina Smith handler det altså ikke længere om, hvor mange hænder og hoveder reformer kan få ud på arbejdsmarkedet. Det er vigtigere at have dygtige hænder og kloge hoveder.
Den vision abonnerer vi i den grad på. Lad os komme i gang. For det her er der altså penge i.
AE-Rådet har i august lavet en analyse, som viser, at opkvalificering er en god forretning. Hvis man f.eks. giver 2.000 ekstra ufaglærte 30-årige en faglært uddannelse, vil det allerede efter 5 år give et overskud til det offentlige. Over tid vil det årlige overskud stige til 3 milliarder kroner. Det skyldes, at man får markant lettere ved at finde et job, når man får en faglært uddannelse.
Her kan kommunerne og Christiansborg med fordel hive et redskab frem, som bliver brugt mere og mere: revalidering.
Og så er der de ikkevestlige indvandrere. Ifølge Finansministeriet ville danske skatteydere have sparet op mod 17 milliarder kroner i 2015, hvis ikkevestlige indvandrere, især kvinder, havde været i beskæftigelse i samme omfang som etniske danskere.
Andengenerationsreformer viser, at vi ved at bruge penge på en indsats i dag kan opnå en økonomisk gevinst i morgen, der kan bidrage til at finansiere fremtidens velfærd.
Gør regnemodellerne bedre og invester i mennesker
’Skaffedyrene’ hed overskriften på en leder i JyllandsPosten, der blev bragt i valgkampen. Pointen var, at den private sektor skaffer pengene, mens den offentlige sektor bruger pengene.
Hele forestillingen om, at den offentlige sektor er en klods om benet på den driftige private sektor, er udbredt. Men det gør den ikke mere rigtig.
Sandheden er, at den offentlige sektor i høj grad understøtter den private sektor, og at offentlig service og sociale investeringer generelt er en forudsætning for en stærk og produktiv privat sektor.
Det begynder i daginstitutionerne. Den amerikanske økonom James Heckmann har vist, at offentlige investeringer i børn giver et kæmpe afkast. Og den største arbejdsudbudsreform, vi nogen sinde har lavet i det her land, var, da vi fik daginstitutioner, som frisatte mor til arbejdsmarkedet.
Sådan er det hele vejen rundt: Skolerne og uddannelsessystemet kvalificerer arbejdskraften til arbejdsmarkedet. Sundhedsvæsenet lapper arbejdskraften sammen. Flexicuritymodellen giver fleksible hyre- og fyreregler, ro på arbejdsmarkedet og opkvalificerer arbejdskraften. Pointen? Skattekroner går langt hen ad vejen til at skabe en stor, veluddannet, velmotiveret og sund arbejdsstyrke.
Derfor er det ikke underligt, at Danmark ligger i verdenseliten i internationale målinger af erhvervsklimaet fra Verdensbanken, Forbes Magazine mv.
Desværre tæller de sunde økonomiske effekter af offentlige investeringer ikke systematisk med i regnemodellerne og dermed i de politiske prioriteringer, når der laves f.eks. finanslovsaftaler. Det gør de såkaldte dynamiske effekter af skattelettelser til gengæld.
Det er pivskævt og dumt.
Hvis vi gør noget ved den ubalance – som der blandt andet er taget tilløb til med den socialøkonomiske model (SØM) – vil vi få et mere retvisende billede af, hvordan velfærdsstaten bidrager til økonomien. Brugt på den rigtige måde kan SØM åbne vores øjne for, hvor vigtigt det er at lave kloge investeringer i mennesker. Lykkes det, har vi skabt et paradigmeskift.
Gør op med den snærende budgetlov
Og så nytter det altså ikke, at vi spænder ben for en ordentlig velfærd med rigide budgetregler for kommunerne.
Kommunerne er i dag underlagt en budgetlov, som betyder, at der vanker økonomiske sanktioner, hvis den enkelte kommune overskrider det aftalte årsbudget med bare et lille beløb.
Det gør det umuligt at lave de kloge langsigtede investeringer, som kan give store samfundsøkonomiske gevinster. Med de etårige udgiftslofter holder kommunerne igen med indsatser, som kan give besparelser på den lidt længere bane.
Loven betyder også, at mange kommuner ikke udnytter hele deres budget af frygt for at blive straffet økonomisk af staten. Det betyder, at borgerne ifølge beregninger lavet af FH på grund af budgetloven er gået glip af 23 milliarder kroner i kommunal service – daginstitutioner, skoler, ældreforsorg mv. – fordi kommunerne ikke har udnyttet budgettet fuldt ud.
Gør budgetloven fleksibel. Lad os få flerårige budgetter med mindre rigide lofter. Som Det Økonomiske Råd har vist, er den danske budgetlov strammere, end EU kræver.
Der er råd til både velfærd og klimaomstilling
Samtidig med at velfærden skal have et markant løft i kroner og øre, kræver klimaomstillingen også penge. Mange penge. Og man kan ikke få begge dele, mener man fra borgerlig side. Vi må prioritere, og her er klimaet vigtigst, lyder det fra den nye Venstre-formand, Jakob Ellemann-Jensen. Det var også budskabet på Dansk Industri Klimaets Topmøde.
Men det er en fejlslutning. Der er nemlig ingen modsætning mellem at prioritere velfærden og klimaet højt på én og samme tid.
Tværtimod giver det rigtig god mening med klimabriller at erstatte en fremtidig vækst i privatforbruget med en vækst i offentlig omsorg, sundhed, socialt arbejde og uddannelse, som ikke belaster klimaet på samme måde som flere biler, rejser og udendørspejse. Det er den prioritering, vi skal foretage.
På samme måde vil det være oplagt, hvis man f.eks. gennem grønne statslige investeringspuljer kunne inspirere pensionskasser til at investere endnu mere i klimaomstilling.
Jo flere penge pensionsselskaber investerer i klima, jo flere penge kan den offentlige sektor reservere til velfærd. Her er det positivt, at den danske pensionsbranche har øremærket 350 milliarder kroner til grøn omstilling frem mod 2030.
Det er også et vigtigt – første – skridt, regeringen og dens støttepartier har taget med Danmarks Grønne Fremtidsfond, her er der et stort potentiale.
Danmark står lige nu med en presset velfærdsmodel og en bunden opgave: Der skal simpelthen findes penge, der kan finansiere et løft i velfærden og modvirke, at velfærdsmodellen slår sprækker.
Som vi har vist her, er det bestemt ikke umuligt. Pengene er der. Hvis vi sætter skatterne op for de mest velhavende. Styrker skattekontrollen. Sender flere i uddannelse. Investerer i mennesker. Laver bedre regnemodeller. Løsner den snærende budgetlov. Og motiverer pensionsselskaber til at investere i klimaet.
Så skal vi ikke bare se at komme i gang?
