Under coronakrisen har politikerne udskrevet milliardstore hjælpepakker til dansk erhvervsliv. Både lønmodtagere og erhvervsliv har rost politikerne for at handle hurtigt, holde hånden under beskæftigelsen og kompensere virksomhederne for nedlukningernes konsekvenser.
Men hvorfor er det kun erhvervslivet, der skal have fair erstatning for tabte indtægter? Hvor er Lars Sandahl Sørensen fra Dansk Industri, Jacob Holbraad fra Dansk Arbejdsgiverforening og Brian Mikkelsen fra Dansk Erhverv i debatten om rimelige dagpenge? Hvad med de arbejdsløse, der også mister deres indkomst, når krisen kradser?
Brian Mikkelsen, direktør i Dansk Erhverv, udtalte i september om hjælpen til virksomhederne, at »velfærdssamfundet er et kredsløb, så jo bedre vilkår vi giver virksomhederne for at skabe velstand, jo bedre vilkår giver vi velfærdssamfundet. Vi ønsker et opgør med et dem og os – det offentlige og private«. Det har Brian Mikkelsen ret i, men han glemmer, at lønmodtagerne er helt afgørende for landets virksomheder. Uden dem ingen vækst.
DI’s direktør Lars Sandahl Sørensen har kaldt hjælpepakkerne for en »tiltrængt håndsrækning« og udtalte i foråret, at virksomhederne er »desperate« og står i en »vanskelig situation«.
Politikerne har imødekommet virksomhedernes desperation, men den har bidt sig fast for landets dagpengemodtagere. Det dokumenterer en undersøgelse fra Danske A-kasser til fulde: 52 pct. af de ledige med over tre måneders ledighed får hjælp fra familie og venner for at klare sig. For dagpengene slår ikke til.
Jacob Holbraad, direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, kaldte hjælpepakkerne til virksomhederne for »nødvendige, ikke velgørenhed«. Det samme er dagpengene til ledige. En nødvendig erstatning for tabt indkomst.
Få lande i verden har så liberalt og velfungerende et arbejdsmarked som det danske. Den danske flexicuritymodel forudsætter, at der er en rimelig erstatning for tabt arbejdsindkomst under ledighed, fordi det er så let og billigt at fyre, når ordrebøgerne er tomme. Tilsvarende er det let at hyre, når behovet for arbejdskraft opstår igen. Arbejdsløshedsforsikring er ment og tænkt som en erstatning for et midlertidigt tab af arbejdsindkomst. Det er dagpenge langt fra at være i dag for langt de fleste, der har forsikret sig gennem en a-kasse.
Det, der er på spil, er ikke alene den danske model. Det er også i virksomhedernes egen interesse. For hvis ikke der sker noget med dagpengene, vil kravene til længere opsigelsesvarsler, aftrædelsesordninger og supplerende ordninger vokse markant. Det bliver dyrt.
Kære Sandahl, Mikkelsen og Holbraad. Logikken bag jeres argumenter for en rimelig kompensation til landets virksomheder tilsiger, at I også burde argumentere for en rimelig erstatning til landets arbejdsløse. Men hvis argumenterne fra en progressiv tænketank til venstre for midten ikke er nok, så udtalte DI’s tidligere direktør Karsten Dybvad i 2018 om dagpengene: »Det kan godt være, at du på marginalen kan jagte noget, der måske beregningsteknisk ville øge arbejdsudbuddet en lille smule. Men du vil starte en proces, hvor vi begynder at ændre vores arbejdsmarkedsmodel. Det vil være meget mere omkostningsfuldt for os.«
Vi ser frem til, at toppen af dansk erhvervsliv med lige så stor entusiasme begynder at argumentere for, at dagpengesatsen er alt for lav. Ligesom virksomhederne har de ledige nemlig – for at bruge jeres egne ord – brug for en tiltrængt håndsrækning i en vanskelig situation, ikke fordi der er brug for velgørenhed, men fordi det er nødvendigt.
Landets fagforeninger har forstået det forbundne kredsløb mellem velstand, velfærd og virksomheder. Nu mangler vi blot erhvervslivet.
Bragt i Jyllands-Posten, d. 15. december 2020.
