fbpx
Vælg en side

Liberale debattører fejllæser uligheds-redegørelse

Borgerlig-liberale stemmer udlægger Finansministeriets ulighedsredegørelse forkert.
Forhenværende professor, Ole P. Kristensen, fremfører den påstand, “at det kun er otte procent af indkomstforskellene, der skyldes ulighed i muligheder”. Resten kan henføres til individuelle valg, forstås.
Samme toner hører man fra Cepos’ Mads Lundby Hansen. Hansen mener, at en meget stor del af indkomstforskellene kan forklares ved, at nogle kan lide at arbejde, men andre bedre kan lide at holde fri.

Det havde i sig selv været ganske glædeligt, hvis det rent faktisk var tilfældet, men sådan kan man ikke udlægge redegørelsen.
I ulighedsredegørelsen forsøger Finansministeriet at forklare danskernes forskelle i indkomst på baggrund af individuelle valg eller omstændigheder. Man drister sig altså til at undersøge, om forskellen på rig og fattig skyldes personlige valg og præferencer eller vilkår og betingelser, vi ikke selv bestemmer over.
Det er en ganske vanskelig, hvis ikke umulig, opgave, Finansministeriet har sat sig for.

Simpel model til kompleks virkelighed

Tag bare uddannelse, som hænger positivt sammen med livsindkomst. I Danmark har vi fri og lige adgang til uddannelsessystemet, men alligevel er personer uden uddannelse i langt højere grad vokset op med ufaglærte forældre.
Er valget om at tage en uddannelse et resultat af personlige præferencer? Eller er det snarere betinget af opvækstvilkår?
I teorien har alle mulighed for at tage en uddannelse, men med mindre personer med ufaglærte forældre ved en simpel tilfældighed har en særlig aversion imod svendebreve og eksamensbeviser, så spiller opvækstvilkårene nok også en væsentlig rolle for danskernes uddannelsesvalg.
Der er nok snarere tale om en gråzone mellem individuelle valg og ulige muligheder. Og sådan forholder det sig velsagtens for næsten alle valg her i livet.
Og det er helt centralt for denne sag.
Når Finansministeriet i redegørelsen fastslår, at kun otte procent af indkomstforskellene i Danmark kan henføres til ulighed i muligheder, er der tale om en forsimplet analyse af et meget komplekst spørgsmål.
Finansministeriet kigger nemlig kun på betydningen af ni faktorer, blandt andet opbrud i familien, udsathed som barn/ung og forældrenes beskæftigelse, indkomst og uddannelsesniveau, mens et utal af observerbare og uobserverbare forhold er udeladt fra modellen, blandt andet på grund af manglende data om andre forhold.

Fejltolkning

Det betyder ikke, at det “kun” er otte procent af de samlede indkomstforskelle, der skyldes ulighed i muligheder, sådan som Ole P. Kristensen og Mads Lundby Hansen fremlægger det.
Det betyder, at otte procent af indkomstforskellene kan forklares specifikt ved de ni faktorer, der er data på og med i modellen. De øvrige 92 procent kan vi faktisk ikke sige noget som helst om.
Lad os prøve at illustrere pointen:
Forestil dig to veninder, som har ens opvækstvilkår, dog med den undtagelse, at den ene arver en formue fra sin bedstemor, mens den anden ikke gør. Finansministeriets model fanger ikke, at de to har vidt forskellige muligheder for at få en høj indkomst senere i livet.
Vedkommende, som arver, kan selvfølgelig investere formuen i bolig eller aktier med store afkast til følge.
Det er ikke nogen urimelig formodning, at Finansministeriets analyse er følsom over for, hvilke faktorer der inkluderes, og hvilke der udelades.
Hvis vi ikke kun ser på forældrenes indkomst og uddannelsesbaggrund, men også inkluderer det enkelte barns uddannelsesniveau og beskæftigelsesstatus, når vedkommende er fyldt 35 år, så kan man pludselig forklare over 40 procent af de samlede indkomstforskelle.
Og så kan du selv forestille dig, hvad der sker, hvis vi tilføjer flere faktorer til modellen.

Større forsigtighed i næste redegørelse

Men hvad så? Er uddannelse og beskæftigelse ikke baseret på individuelle valg, spørger du måske? Kun delvist.
Du kan jo prøve at spørge en af de mange nyledige under coronakrisen, om deres arbejdsløshed skyldes et personligt valg eller en omstændighed.
Du kan også spørge den 35-årige, der er startet på fem uddannelser uden at gennemføre en eneste af dem, om det så er udtryk for, at han eller hun har truffet et frivilligt valg om ikke at tage en uddannelse.
Valg og omstændigheder kan kun i meget sjældne tilfælde adskilles entydigt, og vover man alligevel at gøre forsøget, skal man være yderst forsigtig med, hvilke konklusioner man drager på baggrund heraf. Særligt når der er tale om et så alvorligt emne som ulighed.
Det gør embedsmændene bag rapporten faktisk et relativt stort nummer ud af at tydeliggøre.
Men Ole P. Kristensen og Mads Lundby Hansens fejllæsning af tallene bør være en lektie til Finansministeriet om ikke at drage firkantede konklusioner på baggrund af forsimplede beregninger, når ministeriet udarbejder den næste ulighedsredegørelse.

Bragt i Altinget Social d.18/1-2021.

FORFATTER(E)

Asbjørn Sonne Nørgaard
21725413
Simon Bruun

DEL INDLÆG:

[addtoany]