Indlægget blev bragt i Politiken den 27. juni 2015
Kontinuiteten – videreførelsen af det, hun selv har stået bag som del af regeringen – er simpel nok. Fornyelsen er det sværere. Men det er også her, mulighederne ligger.
Mette Frederiksens socialdemokrati kan med fordel skærpe prioriteterne og profilen på en række områder.
Socialdemokratiet skal være langt mere optaget af, at Danmark er ved at blive delt på midten. Opdelingen af arbejdsmarkedet er i gang. Vi har i stigende grad fået vinder- og taberhold og en oplevelse blandt mange faglærte og ufaglærte af, at de skal ned i løn og op i tid, for at andre kan blive rigere.
Det er en udvikling, som Lars Løkke og Co. kun vil styrke med et moderne kontanthjælpsloft, svækkede dagpenge, nulvækst og øget brug af billig udenlandsk arbejdskraft.
Opdelingen kan allerede ses geografisk. I store dele af landet føler man sig langtfra ude af krisen og oplever, at Folketinget primært laver politik for eliterne i storbyerne.
Hvis polariseringen af arbejdsmarkedet bliver endnu stærkere, vil det i sidste ende vise sig i den måde, vores velfærdssamfund er indrettet på. De højtlønnede vil på sigt ikke være med til at finansiere de lavtlønnedes velfærd.
Mette Frederiksen har tidligere sagt, at målet ikke er at skabe mønsterbrydere, men at bryde mønstre. Det er helt afgørende, at det bliver hele hendes partis grundindstilling.
For at de ulighedsskabende mønstre kan brydes, må Socialdemokratiet udvide forståelsen af, hvad ansvarlig økonomisk politik er. Det er nemlig ikke kun at sikre finanspolitisk holdbarhed på langt sigt, men også at få så mange som muligt i arbejde på kort sigt, at udvikle alle menneskers kompetencer og færdigheder, og at folk ikke føler sig usikre og utrygge og dermed trækker en krise i langdrag.
Socialdemokratiet skal også blive langt bedre til tage udgangspunkt i sine egne værdier, og hvad partiet vil med Danmark, når der diskuteres politik. ’Hvorfor?’ er det afgørende politiske spørgsmål, ikke ’hvordan?’.
Ethvert politisk spørgsmål eller forslag skal derfor placeres i en værdimæssig ramme, før dets konkrete detaljer behandles. Ellers risikerer man som politiker at minde om en teknokratisk embedsmand, der enten har glemt baggrunden for det, man gør, eller dårligt kender den.
I det greb må man, særligt når man er Socialdemokratiet, vise, hvis side man er på. Politik handler grundlæggende om konflikter mellem forskellige interesser. Der må aldrig være tvivl om, hvem Socialdemokratiet og resten af centrum-venstre bekymrer sig om.
I den forgangne regeringsperiode var der desværre alt for mange, der til tider oplevede, at man i regeringskontorerne primært lyttede til arbejdsgiverne, de finansielle markeders stemmer og andre eliter.
I Danmark kan vi vinde sammen. Men det sker kun, hvis der tages udgangspunkt i, at den brede befolkning ikke bare skal med på vindervognen, men er selve forudsætningen for den.
Dygtige faglærte og ufaglærte i det private er sammen med dedikerede velfærdsmedarbejdere – lærere, pædagoger, HK’ere, sygeplejersker, sosu’er, socialrådgivere og mange flere – et af grundstofferne i dansk økonomi. Det skal de igen og igen have at vide og kunne se i de politiske prioriteter.
Mette Frederiksen står med en god mulighed for at styrke den socialdemokratiske fortælling og det socialdemokratiske projekt i vor tid. Det skal hun gøre med stærke rødder i partiets egen idéhistorie og med fokus på, hvorfor det er Socialdemokratiet, der kan sikre folks reelle frihed i fremtiden.
Men vigtigst af alt skal hun og resten af partiet huske, at den politiske opgave er at ændre samfundets strukturer – ikke kun at afbøde de forskellige negative konsekvenser, de måtte have.
