Indlægget blev bragt i Information den 1. marts 2016
Gylle-Gate vakte opsigt, og ministeren måtte trække sig, men der er som sådan intet nyt i, at ministerier sminker tallene. Det er en stolt tradition i økonomisk politik.
»Det, som Eva Kjer har gjort, det gør man hele tiden i politik. Det er der intet som helst nyt i.«
Sådan skrev Liberal Alliances Joachim B. Olsen på Facebook i sidste uge, inden miljø- og fødevareministeren valgte at trække sig som følge af fejlagtige beregninger for landbrugspakken og De Konservatives mistillid til hende.
Og kuglestøderen har helt ret – hvorfor vælte en minister på grund af sminkede tal? Hvorfor pludselig brokke sig over, at regeringen og ministerierne fremlægger sminkede og fabrikerede tal som forhandlingsgrundlag for love, de vil have igennem?
Professor i forvaltningsret Jens Elo Rytter spurgte i lørdagens Information, om det er blevet »business as usual, at ministre med villig hjælp fra embedsapparatet manipulerer og tilskærer tal, fakta og jura, hvis det er nødvendigt for at få politiske forslag til at glide lettere igennem i Folketinget«.
Svaret er ja. Eksemplerne er mange. Ministerierne sagde, at 2.000 til 4.000 mennesker ville falde ud af dagpengesystemet, men virkeligheden er 70.000. Finansminister Claus Hjort Frederiksens første kasseeftersyn viste et rungende hul i kassen; næste kasseeftersyn viste efter socialdemokratisk kritik et pænt rådighedsbeløb. Økonomi i dansk politik er ideologi i metermål. Beregningerne holder sjældent, og forudsætningerne ændres konstant. Stilles politiker og embedsværk over for kritiske spørgsmål, er der tre svartyper: ti, benægt, lyv. For nylig demonstreret af ikke kun forhenværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen i forbindelse med landbrugspakken, men også af Dansk Folkeparti i forbindelse med beregningerne af, hvor mange ældre der vil blive ramt af beskæringer i boligydelsen
Ministerier er tænketanke, og økonomers og mange fagspecialisters beregninger er ofte ideologiske partsindlæg. Intet sted er det mere tydeligt, end når det kommer til samfundsøkonomien. Men der er måder at komme de sminkede tal til livs på.
Modellerne fejler altid
Først skal vi dog 30 år tilbage i tiden. Her var kongstanken inden for økonomi i Danmark keynesiansk. Lidt simpelt udlagt troede man, at det er efterspørgslen, der skaber job, og vækst skabes derfor gennem stimulans af efterspørgslen. Da den unge liberale Anders Fogh Rasmussen forsøgte at sætte spørgsmålstegn ved den logik, blev han pisket ud af banen og, ja, latterliggjort af økonomer i råd, ministerier og organisationer. Og i dag er det så omvendt de såkaldte neoklassikkere, der hersker over den økonomiske politik i Danmark. Her er roden i modellerne – igen meget forsimplet – at det er arbejdskraftsudbuddet og de frie kræfter, som skaber vækst.
Men hverken keynesianere, neoklassikere eller nogen anden økonomisk skole kan fuldstændigt forklare økonomiske sammenhænge og årsager eller modellere dem. Kunne nogen det, var der ikke grund til at have en million økonomiforskere, som diskuterer med hinanden i tusindvis af videnskabelige journaler og ved ditto konferencer år for år. Og lige meget om man fra 1960 til 1990 gennemtvang den neokeynesianske skole og fra 2000 til 2016 har ført neoklassisk økonomisk politik, så ender den virkelige verden altid med at modbevise modellerne og til sidst i så stærk en grad, at paradigmet skifter. Reality bites.
Ingen forstår det hele
Men en ting er sikkert: Det er fornuftigt at have den herskende økonomiske skole med sig, hvis man vil have succes med sin politik. Ellers får man som Eva Kjer Hansen forskerne og fagspecialisterne i hovedet.
Det lærte den unge Anders Fogh Rasmussen på den hårde måde, så da han fik nøglerne til ministerierne i 2000, gik han direkte ned i maskinrummet og forlangte, at modellerne blev lavet om. Hans opgør med smagsdommerne var reelt et gennemtvunget økonomisk og ideologisk paradigmeskift i ministerier, råd og udvalg.
Det var klogt, for Fogh Rasmussen havde ikke fået liberal politik igennem, hvis ikke modellerne i ministerierne understøttede, at det var den nødvendige medicin. Liberal Alliances vækstplan er et godt eksempel på det liberale tilsnit af modellerne, der har hersket lige siden. Her fik de Finansministeriet til at finde 124.000 job ved at sænke skatter og afgifter og fyre offentligt ansatte. Sådan kan man ikke regne, svarede Bjarne Corydon, men det er præcis, hvad økonomerne i ministerierne og organisationerne gør – også under de fire år, Corydon selv sad i Finansministeriet, og det er præcis det, Mogens Lykketoft påpeger som en fatal fejl, for så kan man ikke føre socialdemokratisk politik.
Så at ministerierne er tænketanke og leverer sminkede og forregnede tal, er en simpel konsekvens af, at ingen har helt ret eller forstår det hele, og at økonomi og de tal, der lægges frem, er sandhed i metermål skabt af de metoder, antagelser og principper, man har anvendt. Diskussionerne om landbrugspakken er et fint eksempel, for vi ved faktisk slet ikke, om modellerne ’regner’ rigtigt i forhold til eksempelvis den såkaldte nitrat-udvaskning – altså den mængde nitrat, som bliver optaget af planterne, og som ryger ned i grundvandet – og det tager 10 til 30 år, før vi kan måle den i drikkevandet.
Det er kampen om modellerne, som hele tiden foregår. Eva Kjer Hansen-dramaet var blot lidt mere krydderi på realityshowet for dem, der interesserer sig for Borgen.
En ny diskussion
Efterhånden som det bliver tydeligere, at modeller og metoder ikke afspejler kompleksiteten i virkeligheden og derfor kommer til forkerte resultater, må man fifle lidt mere med sine antagelser for at forsøge at styrke logikken i beregningerne. Og når det så bliver svært, kommer vi til ’ti, benægt, lyv’. Man fremlægger måske en eller to analyser som håndfast dokumentation, velvidende at der er 100 andre undersøgelser, der viser noget andet. Man siger måske, at man løbende udvikler modellerne og metoderne. Ti, benægt, lyv.
Men er der måske en anden måde at gøre tingene på? Ja, det er der faktisk. Kræv en sammensætning af De Økonomiske Råd, der afspejler mangfoldigheden blandt økonomer og fagdicipliner. Kræv, at økonomer og politikere tager ansvar for, at deres antagelser diskuteres. Kræv af vores journalister, at de ikke altid kun spørger økonomer og politikere til tallet, resultatet og dets betydning, men også til antagelserne bag beregningerne, til risikoen og usikkerheden i beregningerne, og til hvilke faktorer, der skaber disse risici og den usikkerhed.
I Eva Kjer Hansen-sagens tilfælde ville denne type spørgsmål have ført til en diskussion af de modeller, man anvender til at beregne eksempelvis nitrat-udvaskning. Herigennem ville det altså også blive klart, at vi først kender sandheden om mængden af nitrat i drikkevandet 30 år.
Så kunne vi få en reel diskussion af, om vi som samfund tør tage risikoen. Det vil måske også aflede et spørgsmål om, hvad vi får ud af at redde de konventionelle landbrug. Det ville så være politik på et oplyst niveau og sammenvejning af risiko og resultater. Ikke en sag om endnu en minister, der løj og bagefter kæmpede for at blive på taburetten.
At stille disse spørgsmål giver nemlig en anden diskussion. Liberal Alliances vækstplan er et andet godt eksempel. Kan man skære en procent om året på de offentlige institutioner uden kvalitetssvigt? Giver det tusindvis af arbejdspladser at sænke bilafgiften? Og arbejder vi mere, hvis topskatten sænkes? Alt det og mere til var indregnet som sikre fakta i partiets vækstplan, selv om intet af det er videnskabeligt bevist, og der findes modsatrettede svar i de journaler, som alle økonomer higer efter at publicere i.
En ny sammensætning i De Økonomiske Råd og mere kritisk journalistik vil aftvinge en langt mere brugbar og fremadrettet debat også blandt økonomer, hvilket i sidste ende vil føre til en bedre politik end i dag, desuagtet om man er rød eller blå.
