Indlægget blev bragt i Information den 18. februar 2016
At en selverklæret socialist som Bernie Sanders stadig er med i demokraternes valgkamp, ville have været utænkeligt for bare otte år siden.
Men det vidner om det mismod og den utilfredshed, der ulmer i den brede amerikanske befolkning. En utilfredshed med den ulighed i samfundet, der bliver mere og mere ekstrem.
Sanders er populær, fordi han langt mere end Hillary Clinton taler til den brede sans af armod og forståelse af fairness, og fordi de fleste ved, at den ’pragmatisme’ og ’nødvendighedspolitik’, som er ført også af socialliberale regeringer i de seneste 10-15 år, bare forstærker uligheden.
Bag Bernie Sanders’ succes gemmer sig imidlertid en interessant tendens: Det er gået op for eliten, at den er nødt til at bekæmpe den ekstreme ulighed. Ikke kun i USA, men også i samfund som det danske.
Man ser det blandt andet ved, at World Economic Forum (WEF) – et forum for verdens absolutte elite – faktisk er det organ, der i dag er den kraftigste stemme for at reducere uligheden. Det er tydeligt, hvis man læser de mange rapporter, World Economic Forum har udgivet især i de seneste tre år.
Det er tydeligt, når vi ser de seneste meldinger fra det økonomiske topmøde i Davos, de største banker og de største pensionsforvaltere, som alle kalder på skift til grøn energi og bæredygtighed og investeringer i uddannelse til alle.
Min påstand er derfor, at vi de kommende 30 år ikke vil se den samme stigning i ulighed – især ikke den ekstreme af slagsen – som vi har set i de foregående 30 år. Det kan lyde som en våd venstreorienteret drøm, men det er præcis det, den absolutte verdenselite diskuterer i World Economic Forum.
Hvorfor? Fordi den ønsker at sikre både vækst og velstand, og især også fordi den for alt i verden vil undgå den sociale uro, som en yderligere stigning i ulighed vil føre med sig. Det er nemlig præcis, hvad risikobetragtningerne om social ustabilitet viser. Alle i eliten kender historien. De ved, at de står over for et valg mellem omfordeling og horder med høtyve.
Uartig eller nødvendig?
De netop offentliggjorte tal for uligheden i Danmark har fået en del opmærksomhed, formodentlig fordi de viser ganske store forskelle i danskernes formuer.
Egentlig afspejler formuetallene den ulighed, vi også finder i den disponible indkomst: De rigeste 10 procent ejer det samme som de fattigste 70 procent, og de rigeste 10 procent er også dem, der de seneste 20 år har haft mærkbare reallønsstigninger.
Disse forhold har affødt en debat om, hvorvidt uligheden er uartig eller nødvendig.
Politik handler i dag om at gennemføre nødvendighedens politik, der skal understøtte den hellige gral: økonomisk vækst.
I et markedsbaseret system er ulighed ikke alene en nødvendighed, men også uundgåeligt, idet den er centralnerven i den økonomiske udvikling.
Der bør derfor ikke være megen diskussion om nødvendigheden af en vis ulighed. Og der bør ligeledes ikke være megen diskussion om det markedsbaserede systems berettigelse, fordi det er det økonomiske system, som har vist sig holdbart, siden vi tændte den første gnist.
Men mange studier viser, at den såkaldte trickle-down-økonomi ikke virker, idet den forbliver en såkaldt stuck on top-økonomi. Det drypper altså meget lidt på degnen, når det regner på præsten. Som Paul Krugman for nylig skrev for The New York Times: »Ulighed er uundgåeligt, men ekstrem ulighed er ikke.« Voldsom ulighed fremmer slet ikke iværksætteri og dynamik, lyder det fra den Nobel-prisvindende økonom.
De rigeste 0,1 procent
Den ekstreme ulighed skabes ikke kun i økonomien, men af politik, som er tilrettelagt for, at den absolutte elite kan få mere og bibeholde deres magt. I den sammenhæng taler vi ikke om de rigeste 10 procent, heller ikke i Danmark.
Vi taler om de rigeste en eller 0,1 procent. Ser vi på dem, finder vi ikke mange af de iværksættere, som liberale taler om. Der er nogle, men vi finder hovedsageligt folk, der har arvet deres formuer, topcheferne i de største virksomheder og en god del fra den finansielle sektor, som aflønnes ud fra branche-benchmarks og aktier eller optioner i virksomhederne.
De fleste nyere studier lavet af internationalt førende økonomer for WEF, OECD, IMF og endda FED peger alle på, at den ekstreme ulighed er hæmmende for vækst.
En allokering af ressourcerne til de 40 procent fattigste i samfundet vil derimod være fremmende for væksten. Svaret på spørgsmålet om, hvorvidt den markante ulighed, vi ser i Danmark og andre af verdens førende økonomier, er nødvendig i økonomisk forstand er derfor et klart: nej!
Afkoblet fra drømmen
Hertil kommer så, at uligheden er så uanstændig og amoralsk, at det kan få betydning for samfundsudviklingen. En lige så naturlig del af vores udvikling, som det markedsbaserede system, er nemlig, at når den ekstreme ulighed bliver for tydelig, og for mange bliver afkoblet fra drømmen om en bedre fremtid, så fordrives eliten.
Udviklingen i USA er et godt eksempel på dette. En stadig større del af middelklassen er blevet afkoblet fra den amerikanske drøm. Det er sket inden for de seneste otte år, samtidig med at de rigeste er blevet markant rigere, og Wall Street er i gang med at gentage fejlene, der første til krisen.
USA har altid haft fattige og minoriteter, men de har været holdt i skak af en bred middelklasse. Nu er den middelklasse bare skrumpet betydeligt, og mange veluddannede mennesker, der før havde gode job, hus og en firhjulstrækker, har nu to til tre deltidsjob med meget lave lønninger. De hænger i med neglene.
Det er derfor, Bernie Sanders har vind i sejlene. Han taber måske valget, men det samfundssyn, han står for, vil vinde krigen.
Historien viser, at perioderne efter ekstrem liberalisme med stor udvikling af uligheden har to svar: en egalitaristisk eller en nationalistisk – men begge med elementer af socialisme og begge med betydelige konsekvenser for de rigeste og den etablerede elite. I USA personificeres tendensen lige nu i Bernie Sanders og Donald Trump.
Lighedens retorik
Den amerikanske valgkamp udstiller, hvordan opgøret med nødvendighedens politik også er begyndt at komme fra eliten.
Det er et krav om omfordeling i og mellem landene, og det er et krav om at sætte skub i overgangen til en bæredygtig økonomi.
De mennesker, der styrer de store kapitalfonde og de globale virksomheder, har indset, at det er den eneste mulighed for at skabe en reel vækst i hele verden som de på alle måder økonomisk, politisk og socialt er afhængige af.
Det handler om at undgå revolten. Migration og social bevidsthed har sjældent fyldt så meget i risikobilledet blandt de multinationale, som det gør nu. Og risiko skal her forstås som det, der får økonomien til at stagnere eller gå i recession og dermed udgør en direkte effekt på virksomhedernes omsætning og bundlinje.
Retorikken om nødvendigheden af mindsket ulighed i og på tværs af lande er optrappet. Det bliver eliten selv, som kommer til at knække ulighedskurverne. Uligheden vil også falde i Danmark, ikke som konsekvens af en markedsøkonomisk logik, men som en konsekvens af en politisk omfordeling, som vil genskabe både en økonomisk og social balance i samfundet.
