Ny uddannelsesydelse til unge fejler fælt

 

Det har i årevis været populært på Christiansborg at svinge den økonomiske pisk over de mest ressourcesvage i vores samfund. Kontanthjælpsmodtagerne har f.eks. over flere omgange fået reduceret deres ydelser. Argumenterne har været, at alt for mange ’sidder fast’ i systemet, og at det ikke kan ’betale sig at arbejde’. Stort set alle de hårdtslående reformer af kontanthjælpen har haft størst effekt på fattigdommen og mindst på beskæftigelsen.

Eller sagt med andre ord: Flere er blevet fattige, få er kommet i arbejde.

En af de største forringelser af kontanthjælpen blev gennemført i 2014. De unge mellem 25 og 29 år fik reduceret deres kontanthjælp med 45-75 procent. Den daværende regering under statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) døbte nedskæringen ’uddannelseshjælpen’ og fik det til at fremstå, som om politikerne gjorde de unge en tjeneste ved at forringe deres levevilkår.

Tanken med reformen var, at hvis man halverede ydelsen til noget, der minder om SU-niveau, så ville det give et stærkt økonomisk incitament for de 25-29-årige til at søge over i uddannelse eller et job inden for 12 måneder. Men hvordan er det så gået med uddannelseshjælpen? Har den virkelig hjulpet de unge i gang med job og uddannelse?

Man må konstatere, at resultaterne ikke er imponerende: 5 ud af 6 kontanthjælpsmodtagere mellem 25 og 29 år er blevet fattigere af uddannelseshjælpen. De er ikke kommet i arbejde eller i skole.

For at forstå, hvad der sker med de unge på uddannelseshjælpen, har vi i Cevea undersøgt, hvor længe de er på uddannelseshjælp, og hvor de er, 1 år efter at de har afsluttet deres uddannelseshjælpsforløb. Vi har også kigget på, hvor stor en andel der falder fra de uddannelser, de starter på.

Resultaterne er nedslående. Tallene viser, at en tredjedel af de 25-29-årige er på uddannelsesydelsen i mere end 1 år. Det er direkte imod lovens hensigter. Mange, der forlader uddannelseshjælpen, kommer tilbage på offentlig forsørgelse igen. 40 procent af de unge, der har forladt uddannelseshjælpen, er 12 måneder efter enten faldet tilbage til uddannelseshjælpen, havnet på kontanthjælp, fordi de er fyldt 30 år, eller blevet selvforsørgende. Det sidste betyder egentlig, at de ikke har nogen registreret arbejdsindkomst.

Og endelig er frafaldet blandt dem, der så kommer i uddannelse, enormt. Hele 51 procent falder fra uddannelsen inden for 1 år.

Politikerne må fjerne blikket fra regnemodellernes økonomiske logik og bidrage med initiativer, der kan løse de udfordringer, den enkelte ung står med. Uddannelseshjælpen bygger tydeligvis på en fejlagtig antagelse om, at det er høje overførselsindkomster, der afholder de unge fra at tage en uddannelse.

Men lavere ydelser og hårde økonomiske incitamenter resulterer ikke i sig selv i svendebrev eller eksamensbevis for flertallet af de unge på kanten. Socialpolitikken skal ud af regnedrengenes kløer, og i stedet skal vi i gang med en indsats, der hjælper de udsatte unge med de faglige, sociale og psykiske udfordringer, der i langt højere grad kan forklare, at de aldrig har gennemført en uddannelse.

For den positive historie er også, at en stor del af de unge på kanten af uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet faktisk gerne vil i gang med en uddannelse. Uddannelsesinstitutionerne, primært erhvervsuddannelserne, og de unge selv skal have langt mere støtte, hvis det skal lykkes at få antallet af unge uden uddannelse ned. Vi skal indføre sociale mentorordninger, der tager hånd om de udfordringer, som unge i kontanthjælpssystemet har.

Der er brug for et langt bedre samarbejde mellem jobcentret, erhvervsuddannelserne og ungdomsuddannelserne, så langt færre falder fra. Og så skal vi kigge kriterierne for at blive erklæret uddannelsesparat og blive visiteret til den lave ydelse efter i sømmene. Når alt for mange er på uddannelseshjælp alt for længe, og så mange falder fra deres uddannelsesforløb, så kunne det også tyde på, at nogle af de unge er fejlvisiteret.

En reform af uddannelseshjælpen skal skrue på alle de håndtag, der rent faktisk kan hjælpe de unge igennem et uddannelsesforløb. Frafald bliver alt for ofte den enkeltes problem, men når så mange unge står med de samme udfordringer, så er det også et samfundsproblem, som skolerne skal påtage sig et ansvar for at løse.

Vi skal ikke fratage den enkelte unge sit eget ansvar for at uddanne sig, men vi er nødt til at spørge os selv, om vores uddannelsessystem gør det godt nok. Om vi anskuer uddannelse fra den rigtige vinkel. Om vi gennem andre metoder og nye teknologier kan få flere med.

Det står under alle omstændigheder klart, at uddannelseshjælpen ikke har løst sin opgave. Nu er det en politisk opgave at lave den om. Det bør et bredt flertal på Christiansborg kunne blive enige om, hvis målet stadig er, at flere unge skal have en uddannelse.

 

Bragt i Politiken, 17/4 – 2021

FORFATTER(E)

Ask Lund Jakobsen
Alexander Grandt Petersen
41400033
Asbjørn Sonne Nørgaard
21725413

DEL INDLÆG:

SENESTE INDLÆG AF Alexander Grandt Petersen ELLER Asbjørn Sonne Nørgaard ELLER Ask Lund Jakobsen
SE ALLE
Økonomi
Biden gør op med 40 års forskruet reaganisme og neoliberalisme. Nu skal venstrefløjen gribe chancen.
10. maj 2021
Ulighed
Samfundet har også brug for en betydelig genopretning af lighed efter coronakrisen
19. april 2021
Uddannelse
Ny uddannelsesydelse til unge fejler fælt
17. april 2021
Arbejdsmarked
ATP er en succes – set i bagklogskabens klare lys
6. april 2021