Indlægget blev bragt i Berlingske den 21. april 2018
Al energi koster penge at producere – også den grønne. Og selv om vi i Danmark er langt fremme med den grønne energi, vurderes det, at kun 42 procent af vores samlede energiforbrug i 2020 kommer til at stamme fra vedvarende energi. Den bedste energi er stadig den, vi ikke bruger, både klimamæssigt og økonomisk.
Men regeringen er langt med planer, hvor den foreslår, at vi holder op med at spare på strømmen.
Hvis vi endelig skal skabe mere forbrug af noget, skal det så være elektricitet?
Efter at topskattekrigen blev tabt i det borgerlige Danmark, er det nu andre skatter, der står for skud. Helt aktuelt energibeskatningen, som regeringen varsler et stormløb mod i det forestående energiforlig.
Der er to argumenter, som bruges i forhold til at sænke elafgiften. Det ene er, at det er en skattelettelse med en socialt forsvarlig profil, fordi lavtlønnedes elregning udgør en større del af deres disponible indkomst end højtlønnedes. Det er rigtigt. Men det ændrer ikke ved, at samfundet ikke får noget for pengene. Pengene kunne bruges bedre, og der efterlades i stedet en regning i børneværelset, for regeringen planlægger at hente de manglende indtægter i »råderummet«. Altså penge, der teoretisk kommer i kassen om mange år.
Det andet argument – som er bedre – er, at så stor en del af strømmen er blevet grøn, at der ikke er nogen grund til at have så høje grønne afgifter, og at lavere elafgifter vil billiggøre elbiler og varmepumper.
Her det dog vigtigt at huske, at der stadig er masser af sort strøm i systemet, og det vil der blive ved med at være. Bruttoforbruget af elektricitet er faktisk steget de seneste to år. Dertil kommer, at især forbruget af el forventes at stige på grund af planlagte datacentre fra Facebook, Apple og Google.
Hvis Danmark skal bibeholde og forbedre sin internationale styrkeposition inden for grønne teknologier, kan vi ikke lade resten af den grønne omstilling gå i stå. Hvis vi dropper satsningen på at reducere elforbruget, kommer vi ikke i mål med klimamålene, og den grønne eksport, som vi har inden for andre områder, vil miste sit hjemmemarked. Det kan meget vel være resultatet af det forestående energiforlig.
Kan man finde en model, hvor elektricitet til varmepumper samt elbiler, elbusser med mere gøres billige – hvor man altså erstatter olie og benzin – men hvor man i øvrigt beholder en fornuftig beskatning af elektricitetsforbruget, har man både en grøn beskatning, der virker i retning af, at vi nedbringer vores ressourceforbrug, og som samtidigt hænger sammen med en erhvervspolitik, der gavner andre end de danske elselskabers bundlinje. Selv om en stor del af vores energiforbrug er grønt, er vi stadig langt fra en bæredygtig model.
Elselskaberne tjener deres penge på det danske hjemmemarked, hvorimod grønne teknologivirksomheder som Velux, Rockwool, Danfoss og Grundfoss tjener penge på verdensmarkedet til Danmark. Det gør de vel at mærke på teknologier fremelsket af en dansk politik, der har prioriteret energieffektiviseringer og grøn energi samtidigt. Regeringen overser den betydning, dansk klimapolitik har haft for dansk erhvervslivs grønne førerposition.
Det vil være et kolossalt tilbageskridt at opgive en klimapolitik og en grøn erhvervspolitik, der går på to ben. Vi skal ikke gøre den sorte strøm billigere og droppe ambitionerne om at sænke energiforbruget.
På selve klimapolitikken må man sige, at vi er kommet langt med elektricitetsdelen, og selv om vi kan komme længere, mangler vi, at regeringen tager fat på de to udfordringer, hvor vi ikke er kommet ud af stedet: Landbruget og transportsektoren. Vi kan godt lave endnu mere grøn strøm, men der er helt uløste problemer. Måske regeringen skulle forsøge at løse de reelle udfordringer i stedet for at ødelægge en velfungerende dansk klima- og erhvervspolitik.
