fbpx

Panama-skandalen: hvor er de riges oprør?

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten Finans den 8. april 2016

Rige danskere er mindst lige så afhængige af et velfungerende samfund som resten af befolkningen. Villigheden til at benytte sig af bankernes tilbud om skattely viser dog, at ikke alle tager deres ansvar over for samfundet alvorligt.

Mange rige danskere er givetvis forargede over den samfundsnedbrydende adfærd, som skattesnyd er. Det er dog ikke velhaverne, der råber højeste. Hvor er eksempelvis den danske Warren Buffet, en af USA’s mest succesfulde investorer, der i en årrække har argumenteret for, at han og andre rige skal bidrage med mere til den amerikanske statskasse?

Der er hårdt brug for, at stærke stemmer blandt velhavende danskere støtter op om velfærdsstaten og gør modstand mod anvendelsen af skattely. Det er nemlig i høj grad velfærdsstaten, der med gratis uddannelse, infrastruktur og forskning samt et velfungerende rets- og statsapparat har været med til at muliggøre deres økonomiske succes. Det kunne være ved at afbryde samarbejdet med banker og revisorer, der tjener penge på at hjælpe andre danskere med at skjule penge fra skat.

Brugen af skattely koster fælleskabet dyrt. Det vurderes, at den danske statskasse årligt går glip af 3-5 mia. kr. Og selvom politikere fra alle dele af det politiske spektrum forsøger at komme skattefiksfakserier til livs, og bankerne har travlt med at bortforklare eller pudse deres glorier, er det tvivlsomt, hvorvidt den omfattende afsløring af skattely i Panama fører til reel forandring. Det viser erfaringer fra lignende afsløringer såsom LuxLeaks i 2014. Ligeledes bliver bankerne næppe mindre tilbøjelige til at hjælpe rige danskere med at undgå skat – de bliver blot mere forsigtige.

Bankerne er – præcis som de velhavere, de hjælper – dog også helt afhængige af det omkringliggende samfund. I en tid hvor banker og andre virksomheder smykker sig med godgørende sociale projekter, er der behov for, at virksomhederne viser deres sociale ansvar ved at bidrage skattemæssigt til det samfund, de er en del af. Og at de ikke gør det som et onde, men er stolte af deres bidrag. Der påhviler bankerne et særligt ansvar ikke kun i forhold til at betale deres egen retmæssige skat, men ligeledes til ikke at tjene penge på at hjælpe kunder med at skjule deres penge for skattemyndighederne.

Når velhavende danskere og bankerne udøver deres skattefiduser, snyder de med andre ord det samfund, som de selv er afhængige af. Så kære velhavere, kom ind i kampen. Lav ’strandvejen mod skattely’ og understreg, at heller ikke I vil være i samme båd som skattefuskere.

FORFATTER(E)

Kristian Weise

DEL INDLÆG: