Indlægget blev bragt i Information den 13. maj 2020
Med en moppedreng på over 1.000 sider lægger den franske økonom og forfatter Thomas Piketty med Kapital og ideologi nu op til et ideologisk opgør med det økonomiske regime, han kalder for hyperkapitalisme. Centrum-venstre skal definere et nyt samfundsprojekt, der går i kødet på den ødelæggende økonomiske ulighed. Hørt!
Hans stærkeste våben i den kamp er en sammenhængende og overbevisende samfundsanalyse, der tager afsæt i historisk materiale og solide data. Kapitalismen udsættes her for en rodbehandling, hvor Piketty igen og igen rammer den blottede nerve.
Først og fremmest dokumenterer den franske økonom, at kapitalen akkumulerer hurtigere end væksten i vores samfund. Det betyder, at dem, der har formue og investerer den, vil få et større afkast end dem, der har et lønarbejde, og det fører til, at rigdommen koncentrerer sig på stadig færre hænder.
Vi skaber med andre ord et samfund, hvor man ikke bliver belønnet mest for at knokle i sit ansigts sved, men for at eje, arve eller gifte sig til formuer. Hvor den økonomiske elite stikker af fra fællesskabet.
Det er i sig selv dybt problematisk. Men Piketty går videre og viser de fatale sociale og politiske konsekvenser af denne syge og skæve økonomiske udvikling: Arbejderklassen og den lavere middelklasse føler sig utryg og alt andet end genkendt af de politiske eliter.
Denne utryghed og mistillid har fået briterne til at stemme sig ud af EU, amerikanerne til at vælge Donald Trump og franskmænd til at trække i gule veste, mens socialdemokratier og venstrefløjen er underdrejet i det meste af Vesten. Sammenhængskraften hænger i laser.
Piketty drager de helt rigtige konsekvenser af denne udvikling, når han afviser såvel resignation og revolution. Progressive kræfter skal derimod fortsætte med det, de var så godt i gang med, inden liberalisterne og populisterne tog over for årtier siden: Insistere på begavet regulering af kapitalismen. Den virkede før. Den virker nu. Og den vil virke i fremtiden.
Thomas Piketty revitaliserer troen på progressiv politik. Det er befriende!
Handler også om Danmark
Godt nok fokuserer Piketty ikke på Danmark, og selv om vi med god grund er blevet gjort til et idealsamfund i den amerikanske primærvalgkamp, så har vi også oplevet en udvikling, der har sat profit før mennesket, øget uligheden, forringet det sociale sikkerhedsnet og udfordret den sociale sammenhængskraft. Jo, Pikettys bog handler også om os.
Og vi mener, at forskerens modige, konkrete politikforslag fortjener at blive diskuteret i en dansk kontekst. Ikke mindst i en situation, hvor centrum-venstre er kommet til magten.
Piketty har fat i det helt rigtige, når han argumenterer for, at en Robin Hood-omfordeling over skattesystemet skal modvirke uligheden og gøre op med det forhold, at kapitalismen belønner kapitalejere mere end lønmodtagere.
Han har også ret i, at vi skal omfordele bedre i uddannelsessystemet til fordel for de underprivilegerede, at en progressiv CO2-afgift er vejen frem, at vi skal have demokratiseret erhvervslivet, og at et stærkere internationalt samarbejde er helt nødvendigt for at sikre en politisk regulering af de globale markedskræfter.
Tjek, tjek, tjek, tjek, tjek. Retningen er fuldstændig rigtig. Så langt, så godt.
Men man kan diskutere de konkrete forslag. Her vil vi gerne forholde os til tre af forslagene.
Tre forfriskende forslag
Pikettys mest kontroversielle forslag er, at han vil sætte ejendoms-, formue- og arvebeskatningen markant op og bruge en del af provenuet på at sætte 120.000 euro ind på bankbogen hos alle, der fylder 25 år.
Det er et farverigt og forfriskende forslag, og vi er helt med på at hæve skatterne for de rigeste gennem en progressiv beskatning af ejendom, formue og arv.
Men vil det at sætte en mindre formue ind på alle 25-åriges bankbog vitterlig være den bedste måde at bekæmpe formueuligheden på? Det er vi meget usikre på.
Dels er det svært at se, at en så voldsom omfordeling vil kunne lade sig gøre i praksis. Og dels vil forslaget ikke skabe de rette incitamenter til at uddanne sig og arbejde i et samfund baseret på rettigheder og pligter.
Hvis man skal lade sig inspirere af Piketty, vil vi i stedet foreslå en uddannelseskonto, hvor det samme beløb sættes af til hver eneste unge dansker. Det vil sikre, at ham eller hende, der må nøjes med en kort uddannelse i ungdomsårene, til gengæld får muligheden for at uddanne sig senere i livet.
Man kunne ved samme lejlighed overveje en boligkonto til alle unge, så den enkelte kan investere i egen bolig og dermed åbne det ellers ulighedsskabende boligmarked for flere.
Dernæst foreslår Piketty med inspiration fra Sverige og Tyskland at hæve antallet af medarbejderrepræsentanter og begrænse enkeltaktionærers magt i virksomhedsbestyrelser.
Det er godt set. Alt for længe har medarbejdernes indflydelse på arbejdspladsen været under radaren. Men hvad med at se på medarbejdermedeje?
Cevea har lavet en international kortlægning af helt eller delvist medarbejderejede virksomheder. Den viser, at disse virksomheder er mere produktive, innovative og klarer sig bedre gennem kriser end ikkemedarbejderejede virksomheder. Hvorfor ikke lade staten sætte skub i sådan en udvikling via eksempelvis skattemæssige incitamenter og gennem lån og garantier til medarbejderejede fonde? Danmark halter langt efter lande som for eksempel Storbritannien og USA på dette område. Kom nu.
Endelig foreslår Piketty et opgør med de rå markedskræfter i EU og efterlyser en social og klimapolitisk overligger på det europæiske projekt.
Enig! EU har alt for længe været overladt til henholdsvis markedsfundamentalister og højrepopulister med hang til national indadvendthed. Her har vi savnet en europæisk centrum-venstre-stemme.
Den bedste samfundsmodel
Desværre sætter Piketty sine forhåbninger til et føderalistisk forslag, der skal møblere rundt på det europæiske samarbejde og etablere nye institutioner. Konstruktionen er af en anden verden, har for meget fokus på institutioner og vil sende den politik, der er brug for nu, ud på en lang tidsrejse.
Lad os i første omgang hellere få et stærkt fokus på den politik, der føres af medlemsstater og europaparlamentarikere.
Her – i indholdet – er vi helt enige med Piketty: Centrum-venstre må presse på for at bekæmpe skattely, indføre minimumssatser for selskabsskat og beskatte techgiganter. CO2-afgifter skal også løftes til europæisk plan, som Piketty foreslår.
Og så er der frem for alt brug for et opgør med den europæiske økonomiske politik, der med Finanspagten forhindrer nationalstaterne i at gennemføre de offentlige investeringer, der skal til for at løfte europæernes uddannelser, og som kan sætte gang i klimaindsatsen. Selvfølgelig skal EU være med til at sikre den bæredygtige vækst og beskæftigelse.
Centrumvenstre-partier bør lade sig inspirere af enmandshæren Thomas Pikettys kamp mod den syge kapitalisme, den destruktive ulighed og rovdriften på klodens ressourcer. Også i Danmark.
Piketty bygger videre på det vilde projekt, der har gjort vores samfundsmodel til verdenshistoriens bedste: Begavet regulering af kapitalismen. Det virker! Ingen når det til sokkeholderne.
Men reaktionære kræfter har desværre formået at stoppe udviklingen af det i årtier. Nu er det tid til at komme videre. Vi har det bedste til gode.
Tak for din insisteren på den pointe, Piketty!
