Beslutningen om at indføre en ret til tidlig pension – Arne-pensionen – er én politisk beslutning. Beslutningen om at finansiere store dele af udgiften med en højere selskabsskat i den finansielle sektor er en anden beslutning.
De blev ganske vist koblet sammen i den aftale, der blev indgået i oktober 2020 mellem regeringen, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti. Det blev de, fordi man var enige om, at pengene “skulle passe,” og at reformen skulle være fuldt finansieret.
Men det er stadig to forskellige beslutninger, som politisk skal forklares og kan forsvares hver for sig. Man kunne have valgt andre finansieringskilder. I mine øjne kan de to beslutninger både forklares og forsvares.
Men hånden på hjertet, så havde jeg hellere set en generel introduktion af en progressiv selskabsskat. Det vender jeg tilbage til.
Arne-pension er ret og rimelig
Først retten til tidlig pension. Arne-pensionen er en retfærdighedshandling, som bygger på det princip, der i sin tid lå bag velfærdsreformens ide om at hæve pensionsalderen i takt med, at vi lever længere.
Princippet var, at der skulle være en sammenhæng mellem antal år som yder på arbejdsmarkedet og antal år som nyder på pension. Arne-reformen gennemfører dette princip mere konsekvent, så dem der har arbejdet længst tid også får ret til nogenlunde lige så mange som pensionist som andre grupper.
Uden Arne-pensionen vil det være de faglærte og ufaglærte, som betalte til os med lange uddannelser, der har arbejdet færre år og i gennemsnit lever længere. Reformen retter op på denne helt åbenlyse urimelighed. Indførelsen af Arne-pensionen kan i høj grad forsvares og forklares.
Særlig finansskat er ikke urimelig
Så er der finansieringen, hvor al opmærksom er rettet mod finanssektorens særlige “samfundsbidrag.”
Man skal normalt ikke lave særskatter. Man skal prøve at sikre ens skattesatser på tværs af sektorer. Det er mest effektivt. Men i enkelte tilfælde kan særskatter faktisk være en god idé. Hvis der er “en svag konkurrencesituation” i en sektor, og profitten er højere end normalt, kan en højere selskabsskat godt forsvares.
Der er ikke for nyligt lavet grundige undersøgelser af, hvor hård konkurrencen er i de forskellige dele af finanssektoren herhjemme. Men en del analyser peger på, at konkurrencen ikke er så hård endda, og at bankerne kan tage sig godt betalt for deres ydelser. Det er ifølge Det Økonomiske Råd også opfattelsen i den internationale forskning: Virksomheder i finanssektoren har typisk magt til at sætte priserne så højt, at de kan sikre mere end normal profit.
Dansk Aktionærforening, Dansk Erhverv og Dansk Industri er ikke enige i, at en øget skat på finansielle virksomheder er en god idé. De siger i deres høringssvar til det aktuelle lovforslag, at priserne på finansielle ydelser vil stige, og at særskatten vil blive “overvæltet” på virksomheder og forbrugere. Det bliver os alle, der kommer til at betale det meste af prisen, må man forstå.
Det sjove er, at det kan faktisk kun være sandt, hvis de finansielle virksomheder kan og vil øge prisen på deres ydelser markant. Altså, hvis konkurrencen i sektoren ikke er så hård endda, og man so-oder-so selv kan sætte prisen.
Men hov, det er jo faktisk et af de bedste argumenter for, at en særskat på finanssektoren kan være en god idé. Særskatten kan altså både forsvares og forklares.
En bedre og bredere finansiering
I den bedste af alle verdener havde jeg helst et en anden finansiering. Overskuddene i finanssektoren har været store de senere år. Men det er ikke kun i finanssektoren, at man ser meget store overskud og “overnormale” profitter.
Det vil være mere rimeligt og nok også mere fornuftigt administrativt og økonomisk, hvis alle virksomheder med overnormal profit bidrager til finansieringen af Arne-pensionen.
Det Økonomiske Råd foreslår, at man i stedet for generelt at øge selskabsskatten for finansielle virksomheder kun beskatter den “overnormale” profit i sektoren.
Jeg mener, man bør gå et skridt videre og beskatte overnormale profitter i alle sektorer. Måske i form af en progressiv selskabsskat. Det må juristerne hjælpe med at få på plads.
Aktuelt med krigen i Ukraine, vil det nok i højere grad være energisektoren, våbenindustrien og dele af fødevareindustrien, som oplever meget store overskud og vil skulle betale skat af overnormale profitter.
En sådan skat vil både kunne forsvares og forklares. Og det vil være en god måde at finansiere såvel Arne-reformen som andre udgiftskrævende og fornuftige reformer, der kræver “fuld finansiering.”
