»Jeg synes,der er stort behov for at samarbejde bredt. Og trække Danmark fremad med en grøn økonomi, der gør det muligt at investere i mennesker«, skrev Sofie Carsten Nielsen på Facebook i begyndelsen af året.
Det kunne umiddelbart lyde som en ny økonomisk retning for Radikale, men i stedet linkede hun til et interview i Berlingske, hvor hun omtalte regeringen og resten af rød bloks politik som »stilstandspolitik« og dagdrømte om et midtersamarbejde mellem Socialdemokratiet, Venstre og Radikale.
Den konstellation er ikke blot et politisk fatamorgana. Den er heller ikke svaret på de udfordringer, Sofie Carsten Nielsen selv rejser.
Det er, som om Radikale Venstre stadig befinder sig i skyggen af Margrethe Vestagers økonomiske politik, hvor alt handlede om arbejdsudbud og demografiske udfordringer.
Sofie Carsten Nielsen kritiserer Socialdemokratiet for at se tilbage mod Anker Jørgensen og Venstre for at hænge fast i Fogh-æraens skattepolitik. Det kan hun have en pointe i, men det er samtidig svært at få øje på Radikales bud på en ny økonomiske politik.
Skal vi ud af stilstanden, så må Radikale selv tænke ud af boksen. En ny økonomisk tænkning hos Radikale Venstre kan bane vejen for, at de radikale og rød blok kan skabe store sociale forbedringer, men er Sofie Carsten Nielsen parat til økonomisk selvransagelse?
10’ernes økonomiske reformer har haft den konsekvens, at uligheden er steget, og den økonomiske usikkerhed er vokset. Især dem med de laveste indkomster halter efter. Den virkelighed er de radikale også nødt til at tage bestik af.
Sofie Carsten Nielsens løfte om at skabe et grønnere samfund, der investerer i mennesker, klinger hult for den store gruppe af danskere, der blev efterladt på perronen i 10’erne, fik forringet deres dagpenge og mistede deres efterløn. Også velfærden har lidt under, at skatten i to årtier er faldet markant, især for dem med de højeste indkomster.
Set fra et centrum-venstre-perspektiv kan det undre, at de radikale fortsat drømmer om en politisk akse i dansk politik, der tager udgangspunkt i en økonomisk politik, der har haft store negative konsekvenser for så mange danskere. At fortsætte ud ad den vej er ikke en politisk midterposition.
Det er der ikke noget særlig socialliberalt over. De økonomiske vinde blæser lige nu i en ny retning. Læren fra sidste krise er ved at bide sig fast. I Danmark har vismændene opfordret til at lempe budgetloven, så vi kan investere mere i vores samfund, og førende økonomer som Nina Smith har udtalt, at der ikke er meget mere at komme efter i de klassiske arbejdsudbudsreformer.
OECD’s cheføkonom Laurence Boone udtalte, at regeringerne skulle »gentænke begrænsningerne for det offentlige forbrug«. Der burde efterhånden være nok ekspertudtalelser fra topøkonomer til, at Radikale Venstre også kan lægge kursen om.
Det betyder ikke, at der bare skal bruges penge, men at vi sagtens kan tåle større budgetunderskud, hvis vi investerer pengene klogt i mennesker og grøn omstilling. For eksempel de ufaglærte, hvis job er forsvundet på grund af globaliseringen, og som hver gang, vi oplever kriser, er de første til at miste arbejdet.
Den store gruppe af danskere uden en uddannelse er en potentiel guldgrube for Danmark. En reformpolitik, der aggressivt investerer i dem med færrest muligheder, burde være en mærkesag for de radikale og et projekt, som resten af rød blok kan bakke op om.
Og så hæver det tilmed både arbejdsudbuddet og produktiviteten. Det er den type reformer, der kan forbedre folks liv og samfundsøkonomien på en og samme tid.
Og så burde Radikale Venstre samle rød blok om en økonomisk politik, der tager udgangspunkt i at styrke produktiviteten og sætte skub i den grønne omstilling. Det kan fungere som en motor for forbedringer af det danske samfund, som vi ikke har set siden efterkrigstiden.
Den dagsorden er spækfyldt med radikale mærkesager: Uddannelse hele livet. Massiv investering i forskning og innovation. Mere privat og offentligt samarbejde om de største samfundsinvesteringer i grøn og smart tech. Regulering – ikke afskaffelse – af markedsøkonomien, så markedskræfterne bidrager til den grønne og sociale omstilling.
Når vi siden 60’erne har arbejdet mindre og mindre og alligevel er blevet rigere, skyldes det, at vi har formået at hæve produktiviteten stort set hvert eneste år. Og det er på lange stræk sket på en måde, hvor velstanden er fordelt retfærdigt.
På den måde kommer maskiner, software og automatiseringer hele samfundet til gavn. Det er den værktøjskasse, som rød blok skal tage fat i. Det burde være et radikalt projekt.
Trods coronakrisen er de offentlige finanser overholdbare. Der er ikke brug for flere økonomiske reformer. Nu er det på tide, at vi kigger fremad, lytter til økonomerne og investerer i mennesker. Det politiske projekt burde få Sofie Carsten Nielsen til at føle sig hjemme i rød blok.
Bragt i Politiken d.24/1-2021.
