Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten Finans den 14. juni 2017
Regeringen måtte i forrige uge opgive sine planer om at begynde en privatisering af den vigtigste del af den danske forsyningssektor, fjernvarmen. Socialdemokraterne fik sammen med bl.a. DF og SF fastholdt, at fjernvarmeforbrugernes penge bedst bruges på fjernvarme, og det bliver dermed ikke tilladt at trække fortjeneste ud af forsyningsvirksomhederne.
Man kan ikke fortænke kapitalfonde, velpolstrede elselskaber og andre investorer i at se et guldrandet investeringsobjekt i de danske husstandes vand- og varmeforsyning.
Men det ville have være helt uansvarligt at åbne op for profitmaksimering i forsyningssektoren. For når man først har kontrol over de naturlige monopoler, som vand- og varmeforsyning er, har man forbrugerne i sin hule hånd. Og staten vil altid blive den svage part i forsøget på at prisregulere sektoren.
Regeringen havde ellers, endnu engang med McKinseys hjælp, udarbejdet en plan om, at den fællesejede forsyningssektor skulle gøres til investeringsobjekt og dermed gøre endeligt op med non-profit princippet. Et princip, der, i parentes bemærket, har udviklet en enestående stor, billig fjervarmesektor og været med til at sikre Danmark en førerposition i den grønne omstilling og grønne jobs.
Men indsatsen fra oppositionen reddede reelt Danmark fra vand- og varmeregninger, der kunne vokse eksplosivt – som det har været tilfældet i andre lande, der har eksperimenteret med privatisering af essentielle forsyningsområder.
Erfaringer fra vores nabolande viser, at det er utrolig svært at regulere sektoren, så virksomhederne ikke kan udnytte deres monopol.
Borgerne i Berlin købte derfor for få år siden deres vandforsyning tilbage. For bare fem år efter, at dele af vandforsyningen var blevet solgt til private investorer, var priserne steget med 35 procent. Og overalt i den vestlige verden sker der store tilbagekøb af f.eks. vandressourcer til offentligt ejerskab.
Mange havde kastet et sultent blik på den fjernvarmesektor, der opvarmer rekordmange huse i Danmark. Der er nemlig meget kapital, der savner et afløb, og de nemme investeringer er svære at få øje på. I april i år advarede flere kapitalfonde mod, at priserne på virksomheder, de kunne opkøbe, var på vej gennem taget. Og man får, når man taler med folk i branchen, også det indtryk, at der måske ikke er så mange oplagte danske familieejede virksomheder tilbage, som kapitalfondene kan professionalisere, vækste og afsætte igen. Blandt pensionskasserne skaber de lave renter også en permanent jagt på bedre investeringsobjekter.
I stedet for at forsøge at sælge ud af vores fælles forsyningssektor burde regeringen (udover generelt at føre en sund erhvervs-, forsknings- og energipolitik), understøtte, at der bliver skabt flere nye virksomheder – samt at de kan vokse og skabe gode job.
