Indlægget blev bragt i Børsen den 27. juli 2015
Ryanair-sagen har været den mest principielle – og måske også mest afgørende – sag om arbejdsmarkedet, og om hvad det vil sige at drive forretning i Danmark, det seneste halve år.
Børsen har på lederplads igen og igen slået til lyd for, at Ryanair og deres forretningsmodel skulle hilses velkommen, og at fagbevægelsen gjorde lønmodtagerne og forbrugerne en bjørnetjeneste med sit klare ultimatum: overenskomst eller exit.
I Børsens leder fredag i sidste uge skriver Lisbet Røge Jensen, at det “gør Danmark fattigere”, når Ryanair lukker sine lufthavnsbaser i Danmark. Hendes pointe er, at “de forbrugere, der har den mindste pengepung, bliver hårdest ramt, når priserne stiger”.
Men lederskribenten glemmer, at hvis Ryanair fik sat sit aftryk på det danske arbejdsmarked, så ville de selvsamme forbrugere få en endnu mindre pengepung. Det er nemlig de lønmodtagere, der har den mindste pengepung, hvis arbejdsliv bliver direkte påvirket af Ryanair og lignende virksomheder. Derfor er det også så afgørende en sag for de fagforeninger, der repræsenterer lønmodtagerne med de laveste lønninger.
Andre ville få blod på tanden
Havde Ryanair fået endnu en fast base i Danmark og haft held med at sænke lønninger og presse arbejdsvilkårene blandt dem, der arbejder med rengøring af deres fly og pålæsning af bagage, ville lignende virksomheder have fulgt efter.
Andre discountvirksomheder ville have fået blod på tanden og med Ryanair som forbillede satse på rengøring, supermarkeder og andet til lønninger langt under det, der skal til for at leve ordentligt her i landet.
Resultatet vil være øget konkurrence baseret på løn frem for kvalitet og kompetencer, og et arbejdsmarked vi allerede kan se i Tyskland, hvor andelen af arbejdende fattige som bekendt stiger.
De lønmodtagere, der i forvejen har mindst, ville få endnu mindre. Når opsparingen til ferien må spares væk, kan de billige flybilletter være ét fedt for de forbrugere, Lisbet Røge Jensen taler om.
Ryanairs argument for ikke at ville betale en løn, man kan leve for, er i øvrigt ualmindeligt tyndt. De kunne godt drive forretning på ordentlige vilkår i Danmark – men ønsker ikke at gøre det. 37 kr. ekstra pr. flybillet ville det koste for Ryanair at overholde de danske overenskomster.
Men det ønsker lavprisselskabet ikke, da de så kan blive presset til at gøre det samme i andre dele af Europa og dermed miste muligheden for at omgå de regler, stort set alle andre virksomheder spiller efter.
Når globaliseringen banker på vores dør, skal vores svar i Danmark ikke være lavtlønsstrategien. For det vil gøre os fattigere.
På sigt vil det nemlig underminere netop det, der giver Danmark sin konkurrenceevne og gør os til et eftertragtet land at etablere virksomhed i: vores kompetente arbejdsstyrke samt evne til at producere varer og tjenesteydelser af høj kvalitet og værdi.
Under Ryanair-konflikten er det ofte blevet fremført, at tiden er løbet fra den danske arbejdsmarkedsmodel, som er kendetegnet ved at lønmodtagere og arbejdsgivere i fællesskab forhandler løn og øvrige arbejdsforhold.
Men kritikerne overser flere forhold om det danske arbejdsmarked.
Ansvarlig fagbevægelse
For det første handler dansk fagbevægelse meget ansvarligt og helhedsorienteret. Siden 1980’erne har man fra LO-familiens side understreget, at man hellere vil have “jobfest” end “lønfest”.
Og i de senere kriseår er det da netop også i Danmark, at lønmodtagerne har været blandt de bedste til at tilpasse sig vilkårene og acceptere en flad lønudvikling.
For det andet er de fleste af de aftaler, der indgås mellem arbejdsmarkedets parter, med til at fremtidssikre dansk økonomi.
Ordentlige lønninger og arbejdstid m.m. er med til at sikre, at arbejdskraften bruges klogt, og at der investeres i den.
Samtidig betyder aftaler om efteruddannelse, kompetencefonde og lignende, at penge, der kunne have været udbetalt som løn, i stedet går til opkvalificering.
Ryanair underminerer model
Alt det er ting, som Ryanair og andre firmaer, der har samme forretningsmodel, vil underminere.
Ryanairs exit fra Danmark er ikke et tab. Når lønmodtagere på tværs af fag står sammen om at undgå Ryanair-forhold, er det et rungende “nej tak” til et opdelt arbejdsmarked med taber- og vinderhold. Et arbejdsmarked, hvor forbrugerne med den mindste pengepung, bliver endnu fattigere.
Og det er et “ja tak” til et Danmark, hvor arbejdsgiverne som del af deres forretning skal investere i deres medarbejderes evner og kompetencer og dermed bidrage til, at Danmark fortsat bliver rigere.