Kvinders lønninger er i gennemsnit lavere end mænds. Det er ikke nyt. Vi ved også, at der er flere mænd i højere stillinger end kvinder, og ifølge Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, er mænds »højere placering i stillingshierarkiet« en af grundene til løngabet mellem kvinder og mænd.
Men der er mere på spil, for de kvinder, der rent faktisk opnår en lederstilling i velfærdsstatens institutioner – hvad enten vi taler om børnehaver, skoler eller sygehuse – får mindre i løn end mænd i tilsvarende jobs.
Et nyt studie af ’kvindefag’ i den offentlige sektor viser, at mænd har betydelig større chance for at sidde i en lederstilling, 5-10 år efter at de blev færdiguddannet. Det ser man blandt såvel sygeplejersker og pædagoger som lærere. Studiet viser, at mænd har 2-5 gange større chance for at være ledere end kvinder 10 år efter endt uddannelse. Ser man på udviklingen over tid, er forskellen i sandsynligheden for at ende som leder endda taget til.
Der kan være mange grunde til, at færre kvinder end mænd ender i offentlige lederstillinger. Vi ved, at kvinder bruger mere tid end mænd på ikkebetalt husligt arbejde, omsorg, indkøb mv. Fra international forskning ved vi også, at mænd er mere selvpromoverende end kvinder, og det gælder også, når vi sammenligner mænd og kvinder med samme evner og præstationer. Mænd har med andre ord en større tilbøjelighed til at vurdere egne kvalifikationer højt, og de fortæller gerne omgivelserne om deres egne fortræffeligheder.
Selv om selvpromoverende mænd med mindre husligt arbejde oftere kravler hurtigere og højere op ad karrierestigen end kvinder, er der trods alt mange kvinder med lederjobs – ikke mindst i den offentlige sektor. Men hvordan ser lønnen så ud for mænd og kvinder, der er ledere i velfærdens institutioner?
Cevea har på baggrund af kommunernes og regionernes løndata undersøgt forskellen på mænds og kvinders løn blandt lærere, pædagoger og sygeplejersker, der har sammenlignelige lederstillinger i danske kommuner og regioner. Der er ikke tale om topledere i den kommunale forvaltning, men ledere i velfærdsstatens frontlinje. Resultaterne er lige så entydige, som de er nedslående. I alle tilfælde tjener mænd mere end kvinder.
Mænd i stillinger som skoleledere, daginstitutionsledere og ledende sygeplejersker tjener betydeligt mere end deres kvindelige kolleger. Forskellen er 2.571 kr. om måneden for skoleledere, 2.462 kr. for ledende sygeplejersker i regionerne og 2.305 kr. for daginstitutionsledere. For kommunalt ansatte ledende sygeplejersker er forskellen mindst, men beløber sig alligevel til 990 kr. om måneden, se figur.
Blandt skoleledere og daginstitutionsledere er der både forskel på grundløn og pension og på tillæg, mens løngabet for sygeplejersker i både regioner og kommuner især skyldes, at mænd i lederstillinger får større tillæg end kvinder i samme jobs.
Dykker vi længere ned i tallene, kan vi se, at det både er funktions- og kvalifikationstillæg, som er større blandt mændene. Så selv blandt mænd og kvinder, der bestrider sammenlignelige lederjobs, er der forskel på, hvor højt mænds og kvinders kvalifikationer vurderes.
Det interessante er, at såvel indplacering på løntrin som tillæg i høj grad forhandles lokalt ifølge overenskomsten. I det lokale forhandlingsspil vinder mændene.
Igen er det nærliggende, at kønsbetingede forskelle i selvpromovering kan spille en rolle for, hvad man får ud af de lokale lønforhandlinger. Men det handler ikke kun om evnen til selvpromovering. Kvinder er mindre tilbøjelige end mænd til at ’spille spillet’, selv om de er bevidst om, at det kan være vigtigt. Forskning peger på, at kvinder i højere grad end mænd foretrækker at stole på systemet, og at man belønnes efter fortjeneste. Vores tal viser, at mændenes strategi indtil videre har været mest succesrig.
Det efterlader os med to muligheder: Enten kan vi opfordre kvindelige ledere i velfærdsstatens tjeneste til at acceptere præmisserne for, hvordan man opnår forfremmelse og højere løn. Så er svaret, at kvinder skal blive lige så gode som mænd til at promovere sig selv og fremhæve egne fortræffeligheder. Kvinder skal blive bedre til at ’spille spillet’.
Eller også skal vi gå en anden vej og være betydeligt mere opmærksomme på den kønsskævhed, der stadig hersker, når vi besætter lederstillinger og fastsætter lønnen for ledere i velfærdens tjeneste. Vi skal ændre spillereglerne. Den sidste løsning er langt at foretrække.
