Indlægget blev bragt i Politiken den 21. januar 2019
Det langtrukne og mislykkede frasalg af statens vaccineproduktion rejste i starten af året atter spørgsmålet om hvor kompetent en ejer – og dermed også lejlighedsvis sælger – af offentlige virksomheder, staten egentligt er. Sagen fulgte en lang række problematiske håndteringer af offentligt ejerskab. DONG, Københavns Lufthavn, TV2, DSB, DR, PostNord og lige om lidt er det SAS og Danske Spil, man måske skal gentænke sit ejerskab af.
Den danske stat har skabt enorme værdier og er fuldstændigt afgørende for, at vi har en stærk og velfungerende økonomi. Offentligt ejerskab og regulering i forsyningssektoren har givet os enestående lave priser på el, vand, varme og affaldshåndtering. Offentlige selskaber varetager at drive store infrastrukturinvesteringer – broer og jernbaner – og offentlige ejede selskaber som Ørsted har investeret på forkant af verdensudviklingen og gjort os til et teknologisk og bæredygtighedsmæssigt førerland. Stat og kommuner er de rigtige ejere og operatør af en lang række virksomheder.
Men lige så fremsynet staten og kommunerne har været, lige så martret af problemer er det offentlige ejerskab – især det statslige.
I staten er det måden vi forvalter ejerskab af offentlig virksomhed på, der giver konstante problemer. Ejerskabet ligger typisk hos et fagministerium, med Finansministeriet som økonomisk bagstopper. DSB er fx ejet af Transportministeriet med Finansministeriet i et skyggeejerskab. Ingen af ministerierne er reelt kompetente ejere: fagministerierne skal varetage reguleringen, og udarbejde lovgivningen på et område, og skal ikke have interesser i at drive virksomhed indenfor samme område som de skal regulere. Man ender med at regulere sig selv. Det er et dobbelthensyn, man oftest løser dårligt. Og i øvrigt har fagministerierne ikke kompetencer til at være virksomhedsejere.
Finansministeriets opgave er statens budget, udgiftsstyring og makroøkonomi – heller ikke her er man en god og specialiseret virksomhedsejer. Ejerskabet af statens ejerskab i danske virksomheder forvaltes altså typisk mellem to uhensigtsmæssige institutioner.
Det er på tide, at regeringen strammer op og laver et nyt departement, der kan varetage ejerskabet på komplicerede forretningsområder som staten driver.
Et nyt og specialiseret departement skal tage sig af statens ejerskaber, som samtidigt kan udvikle vores viden om både offentligt ejerskab, og hvilke typer af ejerskaber vi skal fremme i vores erhvervsliv for at få en bedre præsterende økonomi.
Salget af statens vaccineproduktionen var kun den nyeste sag, der viste problemstillingen meget klart. Overodnet har håndteringen af den del af statens Seruminstitut der producerede vacciner kostet Danmark mellem 1,3 og 1,8 milliarder kroner. Historikken er, at selve vaccineproduktionen havde givet underskud længe. Man troede at det var billigere at forsøge at sælge produktionen end at lukke den. Troede man. I realiteten udstillede forløbet de manglende kompetencer i Sundhedsministeriet som ejer af virksomheden.
Rigsrevisionen leverer en ødelæggende kritik af kompetenceniveauet i Sundhedsministeriet; hvor man hverken opererede med forretningsplaner eller underbyggede vurderinger af, hvad der var økonomisk hensigtsmæssigt. Da salget træk ud forsvandt nøglemedarbejderne, et særligt problem, fordi staten ikke som private virksomheder kan give kernemedarbejdere ejerandele for at blive gennem et salg. Hele salget blev grebet forkert an. Med tiden blev noget der var meget lidt værd endnu mindre værd, plus man skulle betale driftsunderskuddet løbende. Ikke kun Sundhedsministeriet ser inkompetente ud; også Finansministeriet spiller en uheldig rolle. Privatiseringen af vaccineproduktionen kommer på dagsordenen, som led i en sanering af økonomien i Det Kongelige Teater, hvor folketinget tog 72 mio. fra Seruminstituttets vaccineproduktion. Med den øvelse blev et frasalg/lukning af produktionen uundgåeligt: Med et slag, blev Seruminstituttet udstyret med et driftsunderskud. Frasalget blev besluttet, ikke af hensyn til Seruminstituttet, sådan er det jo med den slags rationaliseringer eller frasalg, men fordi der skulle skaffes nye penge til noget helt andet. Bundlinjen er, at beslutningen om at sælge blev truffet af forretningsmæssige forkerte hensyn, nemlig Det Kongelige Teaters behov –og ikke den virksomhed man ejede der lavede vacciner.
Der er mange sager, hvor politisk forhold har forkludret statens ejerskaber. Staten fik ikke bragt orden i sit ejerforhold af TV2. Man har givet ulovlig statsstøtte, stationen har misbrugt sin begunstigede position – alt sammen fordi man ikke har forstået at designe ejerskabet rigtigt indenfor EU-lovgivningen. Den inkompetente håndtering strækker sig tilbage til 90’erne, men det kommer til at spænde ben for dansk mediepolitik de næste mange år. Det helt absurde, men realistiske, scenarie har været, at TV2 skal betale kæmpe bøder, men ikke må kapitaliseres af sin ejer, fordi det er i strid med konkurrencereglerne. Altså at staten kunne blive tvunget til at lade TV2 gå konkurs.
Problemerne med at forstå EU’s rammer spiller også en central rolle i privatiseringen af Københavns Lufthavn. Her forsøgte man at sælge selskabet på en måde, så staten ville vedblive at være den dominerende ejer med en bestemmelse om, at alle andre aktionærer end staten ikke måtte have større aktieposter. Det design blev underkendt af EU, og pludselig stod man med en ufrivillig totalprivatisering af noget, man kun delvist ville lade komme på private hænder. Tilmed af det stykke infrastruktur der er mest kritisk for dansk konkurrenceevne. Av – en historisk brøler. Karakteristisk er intet ansvar blevet placeret. Man har i dag delvist nedlagt problemet, med en diskret gennationalisering for pensionsmidler, i det ATP er trådt ind efter kapitalfonden Macquarie. Men lufthavnen er afgørende for at tiltrække udenlandske investeringer, da mange af de vigtigste virksomheder for dansk økonomi ligger inden for en kort afstand fra lufthavnen. Derfor skulle den aldrig komme ud af offentlig kontrol – den er i princippet vores vigtigste infrastruktur.
Det mest giftige eksempel på kompetenceproblemerne er selvfølgeligt salget af en minoritetsandel af DONG til Goldman Sachs m.fl., der vel nærmest kostede den forrige regering sit genvalg, og som har givet næring til konspirationsteorier om både den tidligere finansminister og hans ministerium. Der er ingen grund til at hengive sig selv til konspirationer, men man kan gøre sig nogle helt grundlæggende overvejelser om, hvordan det ejerskab blev varetaget.
Bestyrelsesformanden i DONG gennemfører pludseligt en offentlig udrensning i direktionen af årsager, der siden er blevet sået grundigt tvivl om. Rabalderet bliver optakt til en proces, hvor en gammel hensigtserklæring om en børsintroduktion blev støvet af og aktualiseret, for at kapitalisere virksomheden. En politisk udpeget bestyrelse og ganske få personer med begrænset branchekendskab i Finansministeriet strikker en hastigt delprivatisering og finansieringsstrategi sammen, uden at Folketinget tager en reel diskussion af mulighederne, og uanset hvordan man end vender og drejer det, træder investeringsbanken Goldman Sachs ind på et tidspunkt, til en pris, der har gjort det til en af de mest betændte spørgsmål i nyere dansk politisk historie. Den amerikanske investeringsbank fik et afkast på omkring 12,4 mia. kr., eller 155 pct., på en meget kortvarig investering.
Ærlig talt har kritikken imod daværende finansminister Bjarne Corydon været urimelig. For hvad i alverden skulle han vide om at købe og sælge store virksomheder? Spørgsmålet er, om der var en kompetent forvaltning af så kompliceret et ejerskab på plads: Var det de rigtige mennesker, med den rigtige ekspertise der forvaltede vores allesammens ejerskab af energigiganten DONG, nu Ørsted? Man kan godt mene, at der skulle andre ejere med ind i DONG/Ørsted, mest af alt fordi forretningen nu var ved at blive en virksomhed der konkurrerede på verdensmarkedet med grønne energiløsninger, og de risici på markeder langt fra danske husstande er ikke nogen de danske skatteydere skal påtage sig: I hvert fald ikke alene. Men processen alene har ødelagt mere end et Finansministerium kan bære. Og professionalismen drages forståeligt i tvivl når Rigsrevisionen kritiserer, at der ikke findes nogen beregninger til grund for den for mange uforståeligt lave salgspris. Vi er nødt til at finde en stærkere model, der ikke kan efterlade så store sorte pletter, hvor mistro og konspirationer kan vokse frem. Det slider på vores institutioner og vores politikere. Vi skal have et departement til at eje vores statslige virksomheder, som er specialiseret i netop det.
Umiddelbart foran os, ligger der en række meget svære beslutninger. Man kan godt forestille sig, at en organisation som Sund & Bælt vil være interessant for danske pensionskasser at være med til at drive. Mest oplagte privatisering er Danske Spil, for ‘sportsbetting’ bare er svært at forklare som et offentligt anliggende. Den helt store gyser, der lover endeløse mængder af dårlig presse, er SAS, hvor nordmændene og svenskerne er stemplet ud. Engang stod SAS for ”Svensk Alt Sammen” – nu er det kun Danmark der står med en vilje til at være statslig medejer af SAS. Virksomheden har haft problemer med at forny sin flåde og få flere økonomiske og brændstofbesparende fly, og ejerskabet fremad ser ud til at hvile på et fortsat forsøg på at bringe medarbejderomkostningerne ned i nærheden af konkurrenterne. En gyselig opgave for en folkevalgt ejer – engang var de nordiske regeringer sammen om opgaven. Men svenskerne tænker åbenbart, at SAS fylder mest i Kastrup, og at svensk mobilitet er bedst tjent med at åbne svenske lufthavne og ikke give SAS samme privilegerede stilling som tidligere. Nordmændene har Norwegian at tage hensyn til, og som har kunnet mere for dem, end SAS har kunnet. Så nu står danskerne alene med et usikkert flyselskab i en blodig branche. SAS har fået sorte tal på bundlinjen, men ser dystopisk på fremtiden: Det er ikke til at afvise, at SAS’ fremtid er som del af en anden, større europæisk flyvirksomhed. Skal vi fortsat satse på at medeje og drive et flyselskab? For et land, der har en konkurrencefordel i Nordeuropa med en lufthavn med flere forbindelser, kan man håbe det kan lykkes med både at være medejer af flyselskab og lufthavn.
Og så er der PostNord: der er i problemer, fordi vi har digitaliseret meget i Danmark – men det er altså mærkeligt at PostNord kan drives i Sverige, hvor priserne er lavere og kvaliteten højere. I DSB har det statslige ejerskab og den politiske indblanding nærmest medvirket til at afkollektivisere transporten i et af verdens mest kollektive samfund. Ingenting har været en mere stedmoderlig ejer – med indblanding konstant fra politisk hold og med usikre økonomiske rammer. DSB bør trækkes ud af Transportministeriet, og ikke ejes af dem.
Ser man på en institution som DR, så er spørgsmålet om bestyrelsen og dens sammensætning er en del af virksomhedens problem. Og hvad skal man med en bestyrelse, når folketinget med en uhørt detaljegrad regulerer produktionen gennem public service-kontrakter, og selv beslutter hvor i landet børnefjernsynet skal filmes og hvad TV-serierne skal handle om? DR har brug for en bestyrelse der kan værne, forsvare eller hjælpe direktionen og virksomheden, men hvem af dem der sidder der, kan nogen af de ting? Det ville være en fordel for virksomheden DR at komme ud af Kulturministeriets ejerskab.
Vi bør også genoverveje selve den type virksomhedsform vi opererer med i staten; eksempelvis bør man overveje en fondskonstruktion til både TV2 og DR af forskellige årsager. Den første, fordi det er den eneste måde at bevare et public service-sigte i selve ejerskabet af TV2 gennem de ideologiske uenigheder der omgiver den virksomhed. Vi kan godt privatisere ejerskabet af TV2 til et fondsejerskab, og både højre- og venstrefløjens ønsker ville kunne tilgodeses. Det andet, fordi en voksende andel af landets politikere simpelthen ikke har format til et ejerskab af en selvstændig public service-institution, der skal bedrive fri journalistik og uafhængig medieproduktion. Skal public service overleve en politisk kulturkrig, der føres uden den mindste forståelse for pluralisme, har DR brug for en stærk, selvstændig og respekteret ejerstruktur – der også kan værne institutionen. I Tyskland, hvor man har ubehagelige minder om hvordan en stat kan beslutte at styre massemedierne, er der en mere uafhængig fondssats for public service man burde skele til i Danmark. Her vil en enhed, der skal designe de bedste typer af ejerskab for de offentlige virksomheder kunne designe en mere bæredygtig konstruktion.
I Danmark ligger de statslige selskaber spredt ud under resortministerierne. I både Norge og Sverige har man, for at få et stærkere og mere professionaliseret ejerskab, samlet statens ejerandele og aktieposter i en specialiseret styrelse; henholdsvis under nordiske pendanter til enten Finans- eller Erhvervsministeriet. Man bør rykke statens ejerskab væk fra for meget politisk indblanding, fra dobbelt ministeriel håndtering, og et overmatchet fag- eller finansministerium, og få designet nogle stærkere og mere selvstændige bestyrelser. I Norge forvaltes 21 af 26 offentlige selskaber i en særlig ejerskabsafdeling under det norske erhvervsministerium hvor man mener, at have entydige fordele af den professionalisering, en større og dygtigere ejerskabsintans har. I Norge mener man direkte, at det har øget tilliden til staten som ejer, at man administrativt har skilt statens roller ad: At det lovgivningsmæssige, regulerende og tilsynsførende er adskilt fra det forretningsførende. Netop det – en større tillid til at staten er en kompetent ejer af fælles værdier, mangler vi i Danmark. Samtidigt har stærkere bestyrelser øget ansvarligheden. Et departement for ejerskab, hvis ikke det får sin egen minister, bør ligge under eller sammen med Erhvervs- og Vækstministeriet. Finansministeriet har et udgiftspolitisk fokus, hvor man i Erhvervsministeriet er sporet mere ind på vækst og udvikling af Danmark.
Et departement for offentligt ejerskab kan specialisere sig i ejerskab og udvikling, og vil blive en autoritet, der kan designe bedre ejerskab i hele den offentlige sektor og i dansk erhvervspolitik. Der er også problemer i kommunerne, men de er mindre. Lidt sjovt er det at se forskellen på Metroselskabet og DSB, en kommunal og en statslig virksomhed. Den ene er et lysende eksempel på kvalitet og fornyelse i velfærdsstaten og den anden det modsatte. Men der er ting man godt kunne forbedre, også i det kommunale ejerskaber – og her vil et departement der fokuserer på bedre ejerskab af offentlig virksomhed være til gavn. Det er entydigt, at det er klogt at eje alt fra forsyningssektoren, til infrastruktur og til public service-virksomheder i fællesskab. Men vi kan godt blive bedre til det.
