Indlægget blev bragt i Berlingske den 11. december 2015
Det seneste årti har den ene reform efter den anden på det sociale område forsøgt at få folk væk fra kanten af samfundet og ind på arbejdsmarkedet ved hjælp af øgede incitamenter, hvad end det har været med pisk eller gulerod. Men des mere ressourcesvage borgerne er, des sværere har de ved at reagere på incitamenterne. For mange af dem, der har været i reformernes målgruppe, er løbet allerede kørt.
Til gengæld er der et stort potentiale i at forebygge, at folk i det hele taget havner uden for arbejdsmarkedet.
Centre for Economic and Business Research, CEBR, ved Copenhagen Business School har i den såkaldte Skandia-model vurderet, at 8,2 pct. af hver årgang i Danmark i løbet af deres liv bliver »socialt udsat«. Det betyder i denne forbindelse at være eller have været stofmisbruger, anbragt uden for hjemmet, have visse psykiske lidelser, visse livsstilssygdomme eller være på langvarig offentlig forsørgelse.
Den samlede omkostning for samfundet for hver af disse 8,2 pct. af en årgang beløber sig til svimlende 72,3 milliarder kroner.
Hver gang vi ændrer livsbane for en af de udsatte, sikrer vi ikke bare den enkelte et bedre liv, men får desuden den ekstragevinst, at samfundet sparer en masse penge på behandling og understøttelse.
Finanspolitisk holdbarhed
Det øgede fokus på reformer de senere år bunder i en bekymring for, om det danske velfærdssamfund kan balancere udgifter og indtægter i fremtiden. Særligt har der været opmærksomhed på, om der vil være underskud eller overskud på de offentlige finanser i år 2025 til 2045.
De økonomiske vismænd har afblæst holdbarhedsalarmen og konstaterer, at de offentlige finanser er langtidsholdbare. Ikke desto mindre vil der være en periode, hvor demografien er imod velfærdsstatens økonomi. Derfor er det interessant at se, hvor stor en effekt sociale investeringer kan have på samfundets økonomi.
Hvis vi fra 2015 og frem foretog sociale investeringer, der forhindrede, at knap halvdelen af dem, der forventes at blive socialt udsatte, bliver det, ville det lede til en budgetforbedring på mindst 0,5 pct. af BNP om året.
Sociale investeringer kan således hurtigt tjene sig selv ind igen. Desværre præges den politiske tænkning i dag dog oftest af udgiftsreduktion og overholdelse af budgetter på den korte bane.
Budgetlov og nulvækst dum forhindring
Den umiddelbart store udgift kan være det, der skræmmer kommunerne fra at arbejde med tidlige sociale investeringer. Det er særligt tilfældet, når kommunerne ikke bare er pålagt en ufleksibel og stram budgetlov, men samtidig over de næste fire år skal spare på de store velfærdsområder på grund af nulvækst i kommunernes budgetter.
Det kunne være en overvejelse at se på, om tidlige og sociale investeringer skal undtages de stramme budgetlofter. Eller om der kan skabes andre politikker, som gør, at vi ikke laver socialpolitik med hovedet under armen. For øgede sociale investeringer vil naturligvis udgøre en udgift til at starte med. Men den vil tjene sig selv ind igen i form af færre udsatte borgere.
Vi bør vende vores syn på en række sociale udgifter – særligt dem, der handler om en tidlig indsats – på hovedet, så vi i stedet for at se dem som en årlig udgift, ser dem som en investering.
Med målrettede indsatser er der nemlig meget, der tyder på, at vi kan investere os til en bedre og sundere økonomi. Og måske endnu vigtigere sikre, at vi får et samfund, hvor flere får en chance og bryder den negative sociale arv, de ellers er født med.
