Indlægget blev bragt i Information den 5. april 2016
De såkaldte Panama-leaks vælter medierne i disse dage. Politikere raser, folk forarges. Herhjemme er især Nordea kommet i skudlinjen, da de flot har placeret sig som nr. 11 på skurkelisten over alle verdens banker ved at etablere 593 skattelyselskaber i Panama for de danskere, der har råd til alt andet end at betale skat. En del af disse selskaber har i øvrigt en afdød i bestyrelsen, som har skrevet under efter sin død … Men anyway, hvis man er i 10.000 bestyrelser ad gangen, er det nok lige meget, om man er død eller i live.
Det egentlige interessante i Panama-leaks er, at denne praksis faktisk går tilbage til 1977 – det vil sige, at den har stået på i 40 år i det enkelte selskab i Panama, som blot er et af mange i landet og et af endnu flere verden over.
Er det helt nyt for os i offentligheden? Nej, egentlig ikke. I Danmark er vi måske lidt mere opmærksomme end normalt, fordi det falder oven i udbytte-, svindel-, momskarruseller og et SKAT i knæ, men sagerne popper op fra tid til anden – som for nogle år siden med filen fra Schweiz, der fældede Bayern München-direktøren Uli Hoeness – og det er en udbredt praksis blandt velhavere.
Svindelshowet er rykket fra sidegaderne til hovedgaden og er en naturlig del af bankernes produktpalet til velhaverne. Tilbage i 1980’erne og de tidlige 1990’ere skulle man ind i sidegaderne til Amalienborg i København, hvor sidegadevekselererne holdt til, for at få disse ydelser. Her trivedes den mere ’innovative’ del af den finansielle og skattejuridiske sektor.
Det var her, man lavede kommanditselskaber eller investeringspuljer af mere eller mindre lødig karakter; her, man fandt pantebrevsselskaberne og de ’jurister’, der kunne hjælpe med skumle offshore-selskabskonstruktioner. Det var her, Gordon Gekko-yuppierne med greed is good på tungen trivedes.
Men i dag er denne samling af ’kompetencer’ samlet i bankernes såkaldte wealth management-afdelinger. Her ligger de store penge i den finansielle sektor. Det er kompetencer, der spænder fra traditionel og sund formuepleje til mere spicy, aggressive vækststrategi-puljer, derivathandel og andet junk. (Ja, det kører i bedste velgående igen, mens vi stadig slikker sårene efter finanskrisen.)
Og endelig er der altså rådgivning om selskabskonstruktioner, sådan at man ’hjælper’ kunden til at undgå at betale den forbandede skat. Det store øv for Nordea er, at de beviseligt har bedt om falske dateringer af dokumenter, hvilket tydeligvis var en del af ’serviceaftalen’.
Der ryger nok en partner
Nu kører pressen, og 107 medier samarbejder i 76 lande verden over om at grave i de 2,6 terabytes med 11,5 millioner dokumenter. De store banker, landets førende advokatselskaber og revisions- og skattehusene vil på skift i de kommende uger, mens sagen er varm, blive draget ind i dette globale svindelcirkus.
De vil hver og én bedyre deres uskyld – med solide forklaringer om, at de ikke ved, om en afdød kan passe sin tjans som direktions- eller bestyrelsesmedlem i 10.000 selskaber. Når det bliver helt uundgåeligt, som i sagen med Nordeas falske datering af dokumenter, ja, så ryger der jo nok endnu en partner eller to, ligesom der sikkert ryger nogle folk i bankernes wealth management-afdelinger.
Og alle de, der svindler – bankerne, juristerne og serviceselskaberne – vil uden undtagelse blot vente på, at stormen driver over for at kunne komme back to business. For deres praksis er ikke kun en central del af en big business, det er desværre også easy business, og alle led i kæden tjener store penge.
Listerne er fyldt med usual suspects. Putin syntes at have snydt med milliarder, men det har hans bank hurtigt benægtet. Han er flot flankeret af Assad, Mugabe, nogle formodede terrorister og mindst ét medlem af FIFA’s etiske komité, selvfølgelig – og, nå ja, en statsminister fra Island.
At værdierne er enorme, indikeres i en interessant opgørelse fra BBC, der viser, at halvdelen af husene i den dyre del af London, som i dag er elitens europæiske tilholdssted, er ejet af offshore-selskaber.
En vis diskretion
Det vides ikke, hvor meget vi går glip af i Danmark. Nogle mener, at danske penge i skattely over 10 år er vokset med 230 milliarder kroner. Og det store billede? Uofficielle tal siger 1.000 milliarder euro på EU-plan.
Det er med god grund, at vi forarges over, at vi i Danmark sikkert går glip af mere end en Femern-forbindelse årligt gennem forskellige former for skatteunddragelser; at diktatorer holdes ved magten; at korrupte politikere tager deres del osv. Men pointen er, at det ikke er en sag om Nordea, et afdødt bestyrelsesmedlem eller en håndfuld dokumenter, der forfalskes. Det er en ikke en sag om lyssky sidegadevekselerere eller et par smuttere.
Det her foregår ved højlys dag, på de bonede gulve i verdens banker, i skattehusene og er et alment produkt, som tilbydes til og anvendes af velhavere og magthavere verden over. Der er måske nok tale om den slags finansielle produkter, som alle involverede behandler med en vis diskretion, men det er sat i system, og der er udbydere af skattely nok at vælge mellem.
Og vi kan godt forarges over en eller to navngivne banker i Danmark, men til den virkelighed hører, at hvad man ikke kan få i den ene bank, kan man få i den anden. Så bankerne tilbyder en fuld ’produktpalet’. For det er ikke sjovt at miste en masse penge på en stor kunde, blot fordi man mangler et enkelt lille, måske nok lidt flosset, men dog alment anvendt produkt – bedre kendt som offshore-selskabskonstruktioner. Og via ’serviceudbydere’ undgår man at blive fanget med fingrene i kagedåsen.
Frit lejde
Så skal vi denne gang gøre andet og mere end forarges, skal vi spænde hjelmen, for det bliver en lang kamp. Det vil kræve, at medier verden over vedbliver med at grave i det, og at der frembringes flere læk fra andre advokater i Panama eller andre skattely, som tilbyder lignende ’serviceaftaler’ og ’selskabskonstruktioner’. Det skal ske for dels at lægge pres på politikerne, og dels for at undgå, at det kun er enkelte banker og nogle få skattejurister, som bliver hængt ud. Der er tale om dokumenter fra én enkelt udbyder, der er mange flere, og sagen er meget større – selv om Panama-leaks allerede er stor.
Politisk vil det kræve et stærkt internationalt pres på skattelylandene; det vil kræve skærpet lovgivning i EU; det vil kræve skærpet lovgivning i Danmark og myndigheder, der er villige til at gå langt for at finde og straffe dem, der svindler, og dem, der hjælper til. Videre skal der være en stærkere håndhævelse af det overordnede ansvar for at vide bedre i banker, jurist- og revisionshuse.
En mulighed er at give frit lejde i en periode til velhavere, banker og jurister, forstået som at vi i en periode vil nøjes med at inddrive den skat, der skulle have været betalt, og ellers lade retskrav og straf ligge.
Men det er selvfølgelig kun en mulighed, hvis man meget klart demonstrerer, at der er god grund til at benytte sådan en option.
