For nogle år siden var jeg på kanalrundfart i København med tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen som turguide. Det var ikke for at se Den Lille Havfrue eller Amalienborg fra søsiden, men for at høre Kramer Mikkelsen fortælle om Københavns transformation. Det var under Kramer Mikkelsen, at København fik vendt skuden. Kramer Mikkelsen fortalte om det København, der var engang. En by, folk havde travlt med at komme væk fra. En hovedstad på fallittens rend. Der var ingen penge i kommunekassen, ingen penge at udvikle byen for. Og samtidig havde kommunen som den største besidder af lejeboliger et milliardstort vedligeholdelsesefterslæb. Tusindvis af lejligheder med bad i gården og toilet på bagtrappen, dårlig isolering, slidte vinduer. Hvis København skulle trækkes op af det sorte hul, skulle der private investeringer til. Kommunen solgte de gamle lejeboliger fra. By & Havn blev skabt, og retten til at bygge på mange af byens grunde blev solgt til private udviklere.
Det er på mange måder en fantastisk historie om en by, der er gået fra slum til i dag at være en af verdens bedste byer at leve i. Men det er på tide, at vi spørger os selv, om det, der trak København op af sølet, er den rigtige boligpolitik for hovedstaden i dag.
Københavnere betaler dyrt til udenlandske investorer
For balancerne på boligmarkedet er tippet. Det er absolut ikke en naturlov, at ejendomsinvesteringer skal være en så guldrandet forretning. Det er et politisk valg. Engang lå markedslejen tæt på den omkostningsbestemte leje. Det gør den ikke længere. Nu, hvor solen igen skinner på København, og ejendomspriserne er stukket af, så almindelige mennesker ikke længere kan være med, er det eneste ansvarlige at ændre spillereglerne på det københavnske boligmarked.
I dag står de private ejendomsudviklere for de største investeringer i den københavnske boligmasse. Fra 2009-2019 var halvdelen af alle nyopførte boliger i København privat udlejning. Engang var det pensionskasser og jyske byggematadorer, der var storinvestorer i København, men en ny undersøgelse fra det journalistiske samarbejde Cities for Rent, som Information skrev om den 21. maj, viser, at de udenlandske investorer i den grad har fundet vej til København. Som der står i artiklen, så har København »den næsthøjeste relative andel af udenlandske investeringer, kun overgået af Madrid«.
Noget tyder på, at Blackstone-indgrebet langt fra har været nok til at bremse den udenlandske investeringssult. København er et guldæg. Lejepriserne er eksorbitante. I undersøgelsen fra Cities for Rent har København det sjette højeste huslejeniveau kun overgået af Paris, Dublin, Oslo, Zürich og London. Det ved de udenlandske investorer godt. Og de eneste til at fylde investorernes lommer er københavnerne. Vel at mærke dem, der ikke kan få bankens velsignelse til at investere i en ejer- eller andelslejlighed eller står øverst på den almene venteliste. De må ud på det private udlejningsmarked.
Behov for huslejeregulering
I dag har kommunen få værktøjer i kassen til at tøjle det private marked. Faktisk er det kun på udbudssiden, at kommunen kan svinge hammeren og stille krav om 25 procent alment boligbyggeri. Men behovet for betalelige boliger er langt større. En løsning er selvfølgelig at skrue endnu højere op for det almene byggeri for på den måde at presse priserne på de private udlejningsboliger. En anden løsning er, at Christiansborg giver Københavns Kommune nogle flere værktøjer til at tøjle det private marked.
Første skridt er, at politikerne anerkender, at boligmarkedet ikke egner sig til fri markedsleje, hvis vi skal sikre blandede byer. Særligt ikke boligmarkedet i hovedstadsområdet, hvor det stort set er umuligt for udbuddet at følge med efterspørgslen. Det kalder på andre politiske svar. Det kunne være huslejeregulering, der sætter huslejelofter på dele af nybyggeriet.
Huslejelofter i alt det byggeri, der hidtil har været underlagt fri markedsleje, er ikke en mulighed. Det er erfaringen fra Berlin, hvor fastfrysning af leje blev dømt ulovlig. Men man kan sagtens gøre det på dele af nybyggeriet, hvis Christiansborg ændrer lovgivningen, for så kender investorerne betingelserne.
Eller man kan indføre et forhandlingssystem efter svensk forbillede, hvor huslejen fastsættes gennem kollektiv forhandling mellem lejerne og udlejerne ud fra det lejedes værdi. Kritikerne vil påstå, at det vil føre til kapitalflugt fra hovedstaden, men der investeres stadig milliarder i den svenske boligmasse.
Det kan ikke lade sig gøre at stoppe lejeprisernes himmelflugt uden huslejeregulering af det private nybyggeri. Det er markedskræfternes logik, og det er kun politikerne, der kan sætte en stopper for det. Det kan godt ske, at regulering vil sætte sig i lavere grundpriser. Men fred være med det. Det kan også ske, at nogle udenlandske investorer vil vende sig bort fra København. Endnu mere fred med det.