Det havde ført til flere episoder, hvor trætte og stressede chauffører havde været tæt på at falde i søvn bag rattet, mens de kørte rundt med børn, syge og ældre på bagsædet.
Det er mildest talt forargeligt, at det offentlige de facto er med til at acceptere elendige arbejdsforhold, der er til fare for både chaufførernes helbred og passagerernes sikkerhed. Det er trafikselskaberne, som ejes af kommunerne og regionerne, der hyrer de private vognfirmaer gennem Flextrafiks kørselsudbud, dermed har de ansvaret for udliciteringen af flextrafikken.
Lige så kritisabelt er det, at det offentlige har forsømt at kontrollere arbejdsforholdene: Tre ud af fem af de regionale trafikselskaber, der driver Flextrafik, har ikke udført en eneste kontrol af chaufførernes arbejdsforhold sidste år, til trods for at de elendige arbejdsforhold har været en kendt sag for offentligheden i mange år.
Den manglende kontrol med de vognmandsfirmaer, der leverer Flextrafik-kørsel for det offentlige, er ikke udtryk for et enkeltstående tilfælde i kommunernes og regionernes udliciteringspraksis. Historierne om flextrafikken er et graverende eksempel på, at kontrollen ofte halter, når offentlige serviceopgaver udliciteres til private firmaer.
Det bekræfter en ny rapport fra Cevea. Den viser, at omkring hver anden medarbejder i kommunernes udbuds- og indkøbsafdelinger mangler tid og ressourcer til løbende opfølgning og kontrol. Hver fjerde føler ikke, at de har overblik over, om firmaerne opfylder alle kontraktlige forpligtelser. Og hver femte er ofte i tvivl om, hvorvidt et firma overholder kontraktgrundlaget. Ingen af de interviewede udbudskonsulenter i rapporten mener, at kontrollen fungerer lydefrit.
Kontrollen af kontrakterne handler ikke kun om arbejdsforholdene i de private firmaer, men eksempelvis også om, at firmaerne opkræver for høje timepriser, fakturerer for mange timer eller slækker på kvaliteten. Kontrollen halter mange steder.
Det varierer naturligvis fra forvaltning til forvaltning og fra kontrakt til kontrakt, hvorvidt de offentlige ordregivere foretager effektiv kontrol af de udliciterede opgaver. Men i de mest udfordrede kommuner og regioner er problemerne store.
I rapporten fortæller en af de interviewede medarbejdere om kommunens generelle arbejde med kontraktstyring: »Det er det rene cirkus. Når man indgår kontrakten, så lægger man den ned i skuffen. Der er slet ikke styr på hverken prisreguleringer eller helt almindelige tilfredshedsundersøgelser eller opfølgning på kvalitetsstandarder eller stikprøver eller noget som helst«.
Når kontrolindsatsen bliver tilsidesat, skyldes det bl.a., at det kan være både vanskeligt og dyrt at foretage løbende tilsyn med opgaveløsningen. Det er ikke altid lige let at få indblik i de private firmaers opgaveløsning, og det kan være forbundet med en del udgifter og administration.
Det gælder især, når man ikke kun er interesseret i, om den udliciterede opgave leveres til den rette pris, men også bekymrer sig om, hvorvidt opgaven løses på den rigtige måde. Løses opgaven eksempelvis under rimelige arbejdsbetingelser? Og udføres den sikkert og forsvarligt?
Derfor vil fordelene ved at udlicitere også være begrænsede, når opgaven er besværlig og dyr at kontrollere: Desto mere kontrol, desto mindre bliver de potentielle besparelser.
Alternativet er dog ikke at droppe kontrollen. For selv om kontrol er vanskeligt og dyrt, er det en afgørende forudsætning, hvis udlicitering af offentlige opgaver rent faktisk skal fungere efter hensigten.
Når kommuner eller regioner udliciterer en opgave til et privat firma, mister de den direkte styring med opgaven. Dermed opstår der usikkerhed om selve opgaveløsningen, og det åbner for opportunistisk adfærd fra det private firma. Firmaet kan eksempelvis tilbageholde vigtige informationer, snyde lidt på vægten eller ligefrem misligholde kontrakten.
Denne risiko bunder i den antagelse, at private firmaer grundlæggende er rationelle og økonomisk motiveret. Det er selve rationalet, som konkurrenceudsættelse hviler på. Derfor vil de forsøge at maksimere deres økonomiske udbytte af en given kontrakt, også selv om det måtte være til ugunst for det offentlige.
I Ceveas rapport fortæller mange medarbejdere i kommunernes udbuds- og indkøbsafdelinger, at de har dårlige erfaringer med svigefulde firmaer. En af dem siger ligefrem, at hver gang de dykker ned i kontrakterne, »så vælter skeletterne ud af skabet«.
I sagen om Flextrafik kunne sjællandske Movia – der som et af kun to regionale trafikselskaber havde ført kontrol – konstatere overtrædelser hos størstedelen af de vognmænd, der var udtaget til stikprøvekontrol. I et enkelt tilfælde var overtrædelserne så grove, at vognmanden blev opsagt.
Hvordan mon det ser ud i de regioner, som slet ikke har nogen kontrol?
Det er hverken let eller gratis at føre kontrol. Det kan endda blive så dyrt og besværligt, at udlicitering slet ikke kan betale sig. Men kontraktlige krav om pris, kvalitet eller arbejdsvilkår er kun noget værd, hvis det rent faktisk sikres, at de overholdes. Derfor skal offentlige ordregivere kontrollere de private firmaers opgaveudførelse – og sanktionere firmaerne i tilfælde af svig eller aftalebrud.
Det gælder i særdeleshed på markeder, hvor konkurrencen er så hidsig, at de private firmaer sælger sig selv for billigt for at være konkurrencedygtige. Her er der stor risiko for, at firmaerne faktisk ikke kan løse opgaven og derfor er nødt til at springe over, hvor gærdet er lavest, eller presse medarbejderne ud i urimelige og uhensigtsmæssige arbejdsforhold.
Meget tyder på, at det kunne være tilfældet i sagen om Flextrafik.
Bragt i Politiken d. 5-2-2022
