Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten Finans den 15. marts 2016
Når snakken falder på ulighed kommer det ofte som en automatreaktion fra højrefløjen, at det bare handler om misundelse. At dem, der problematiserer uligheden, misunder de rigeste den succes, de har. Men opmærksomhed omkring ulighed er ikke et spørgsmål om simpel misundelse. Det handler derimod om en udvikling, der kan medføre alvorlige økonomiske og sociale problemer.
Formuerne i Danmark koncentreres i stigende grad hos de rigeste. En ny analyse fra AE-rådet viser, at den ene procent af befolkningen, der har de største nettoformuer, i dag har en gennemsnitlig nettoformue på 14,6 mio. kr. pr. person. Samlet har de 10 procent rigeste knap halvdelen af den samlede nettoformuemasse. De resterende 90 procent af befolkningen har den anden halvdel.
Men det er ikke kun fordi de rigeste er blevet rigere. De fattigste bliver faktisk også fattigere.
I Cevea har vi ligeledes kigget på udviklingen i formuer fra 2004 til 2014. Familiernes formue er på landsplan på samme niveau som før finanskrisen. Men der er stor forskel på, hvordan udviklingen har været på tværs af landet. Den gennemsnitlige families formue er særligt vokset i de nordsjællandske kommuner, mens tendensen er lige modsat i Sønderjylland og Syd- og Vestsjælland.
I Halsnæs Kommune er formuernes størrelser eksempelvis faldet med 34 pct. Samme tendens ses i en anden sjællandsk kommune, Gribskov, hvor det tilsvarende fald i formuestørrelser er på 28 pct. Til sammenligning har nordsjællandske Rudersdal Kommune oplevet en stigning i de gennemsnitlige formuer på 43 pct. fra 2004 til 2014.
Den negative formueudvikling i store dele af landet har alvorlige konsekvenser for de enkelte familier. I mange tilfælde skyldes udviklingen fald i boligværdierne, og har som konsekvens, at flere bliver teknisk insolvente og oplever sig som stavnsbundet til deres bolig.
I fremtiden forventer de fleste, at vi får et mere polariseret arbejdsmarked, hvor en del af befolkningen vil arbejde til lønninger, der er afkoblet fra den generelle vækst og produktivitetsudvikling.
Derudover vil de senere års mange reformer på social- og beskæftigelsesområdet, senest Venstres kontanthjælpsloft, betyde at folk udenfor arbejdsmarkedet har færre penge at leve for.
Den økonomiske markedsudvikling – de teknologiske forandringer, globalisering, mulighederne for brug af udenlandsk arbejdskraft m.m. – øger i disse år uligheden. Politikkerne har muligheden for at trække i den modsatte retning, blandt andet ved ikke at svække det sociale sikkerhedsnet, men skubber for tiden kun yderligere til markedsudviklingen.
Danmark risikerer derfor at ende i en negativ spiral, hvor den stigende ulighed kun tager til. Det koster i forhold til sammenhængskraft, uddannelsesniveau og økonomisk udvikling.
