fbpx

Uorganiserede lønmodtagere og medlemmer af ”gule” fagforeninger er ikke modstandere af den danske model

I de fleste lande er det lovgivning, som regulerer løn- og arbejdsvilkår. I Danmark er det fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer, der regulerer løn- og arbejdsvilkår gennem kollektive overenskomster. Vi kalder det ”den danske model”. Modellen er anerkendt vidt og bredt for dens meritter, også internationalt. Kollektive aftaler mellem ligeværdige parter sikrer et smidigt og effektivt arbejdsmarked, og en høj grad af faglig organisering mindsker den økonomiske ulighed i samfundet.

Modellen forudsætter stærke parter på begge sider af forhandlingsbordet. Fagforeninger med høj organiseringsgrad og arbejdsgiverorganisationer, der kan samle virksomhederne bag sig. Ellers har modellen ikke legitimitet. På lønmodtagersiden er det de ”overenskomstbærende” fagforeninger, der er part og indgår aftalerne. De forhandler sammen med arbejdsgiverne løn- og arbejdsvilkår for mere end 8 af 10 lønmodtagere på det danske arbejdsmarked.

Det er derfor bekymrende, at organiseringsgraden på lønmodtagersiden har været faldende de seneste årtier. I perioden 2000-2018 faldt den samlede arbejdstagerorganisering fra 73 pct. til 64 pct. I samme periode faldt andelen af lønmodtagere, der er medlem af en traditionel overenskomstbærende fagforening, fra 69 pct. til 53 pct. Der er især to grunde til det faldende medlemstal.

For det første har de overenskomstbærende fagforeninger mistet medlemmer til de ideologisk alternative organisationer, de såkaldt ”gule” fagforeninger. Gule fagforeninger er ikke part ved forhandlingsbordet og indgår stort set ikke overenskomster på vegne af deres medlemmer. Dermed har de ingen – eller kun ganske få – udgifter til opretholdelsen af det kollektive aftalesystem. Det være sig indsamling og bearbejdning af løndata, udgifter til personale i forhandlingsafdelingerne, håndhævelse og kontrol af aftalerne mv. Af samme årsag kan de tilbyde medlemskab til en betydeligt lavere pris end de traditionelle fagforeninger. De bærer ikke omkostningerne ved det overenskomstsystem, som tilgodeser deres medlemmer.

For det andet er der flere lønmodtagere, som slet ikke er fagligt organiserede. Når virksomheder har overenskomst, gælder den for alle medarbejdere, også selv om de ikke er medlem af en fagforening. Mange uorganiserede har altså løn- og arbejdsvilkår, som følger af overenskomsterne, men betaler ikke til de organisationer, som også på deres vegne forhandler med arbejdsgiverne.

Når mange lønmodtagere har valgt de overenskomstbærende fagforeninger fra, kunne man tro, at det er, fordi de ikke bakker op om den danske arbejdsmarkedsmodel og de kollektive aftaler, der bestemmer deres løn- og arbejdsvilkår. Spørgsmålet er altså, om de helst vil skrotte overenskomsterne og klare sig selv? Det er slet ikke tilfældet.

En ny Cevea-undersøgelse viser, at der er meget bred opbakning til den danske model blandt lønmodtagerne. Ikke overraskende er opbakningen allerstørst blandt medlemmerne af de traditionelle fagforeninger: Knap 9 af 10 (86 pct.) er helt eller overvejende enige i, at løn- og arbejdsvilkår bør reguleres gennem kollektive overenskomster indgået af arbejdsmarkedets parter.

Men opbakningen er faktisk kun en smule lavere blandt medlemmerne af de ideologisk alternative fagforeninger og blandt de uorganiserede lønmodtagere. I begge grupper bakker det store flertal op om den danske model. 72 pct. af medlemmerne af de ideologisk alternative fagforeninger er helt eller overvejende enige i, at kollektive overenskomster bør regulere løn- og arbejdsvilkår. Blandt de uorganiserede er tallet 76 pct.

Tallene viser altså, at de lønmodtagere, som står uden for de traditionelle fagforeninger, holdningsmæssigt bakker op om den danske model, selv om de som uorganiserede eller gule medlemmer faktisk er med til at modarbejde den.

De bidrager ikke til at sikre den model, som de i stort omfang hylder og nyder godt af, for de er ikke medlem af en fagforening, der forhandler på deres vegne. Det er selvsagt en udfordring for modellen. Men det vidner også om, at der er et stort uforløst medlemspotentiale for de traditionelle fagforeninger. Afhængigt af årsagen til problemet er der to veje at gå.

Den ene vej er oplysningsvejen. Mange er sikkert ikke bevidste om, at det faktisk kræver stærke fagforeninger at sikre lønmodtagere – herunder dem selv – gode løn- og arbejdsforhold, når fagforeninger og arbejdsgivere forhandler overenskomster. Spørgsmålet er, om de forstår den altafgørende forudsætning for vores arbejdsmarkedsmodel, nemlig at det store flertal bidrager til dens opretholdelse. Og om de reelt set er klar over, at der er fundamentale forskelle på at være medlem af en ideologisk alternativ fagforening og en traditionel fagforening.

Hvis det er manglende viden, der er årsagen, ligger løsningen lige for. Så skal de traditionelle fagforeninger blive bedre til at forklare de lønmodtagere, som har valgt at stå uden for det overenskomstbærende fællesskab, hvorfor deres valg undergraver den danske arbejdsmarkedsmodel. De skal tydeliggøre værdien af en stærk faglig organisering. Og frem for alt skal de vise, hvad man får hos dem, som man ikke får hos de ideologisk alternative foreninger eller ved at være uorganiseret.

Men det er sikkert ikke kun manglende viden, der er problemet. Det kan også være manglende lyst til at betale prisen for at være medlem af en fagforening. Man kan måske ovenikøbet bilde sig selv ind, at lige mit medlemskab ikke betyder noget i det samlede billede. Jeg nyder jo godt af de goder, som de traditionelle fagforeninger har forhandlet hjem. Så bliver man gratist.

Hvis det er her, årsagen til fravalget af fagforeningen ligger, skal man gå en anden vej. Incitamentsvejen. Fagforeningerne skal fremhæve de fordele, der er ved at være medlem. F.eks. at de er der med hjælp og vejledning, når der er udfordringer på arbejdspladsen, eller når man skal videre og finde et nyt job.

Politikerne bør til gengæld overveje, om lønmodtagerne skal have samme fradragsret for fagforeningskontingenter, uanset om fagforeningen indgår overenskomster og bidrager til et fælles samfundsgode. Som det er nu, får medlemmerne af ideologisk alternative fagforeninger samme fradrag på deres kontingent som medlemmerne af de traditionelle fagforeninger. Måske er det rimeligt nok, at fradragsretten afspejler, at nogle fagforeninger løfter et stort samfundsansvar ved at forhandle, indgå og udbrede kollektive overenskomster, mens andre ikke gør?

Den danske model er ikke udfordret på legitimiteten. Blandt lønmodtagerne er der bred enighed om, at løn- og arbejdsvilkår bør reguleres mellem arbejdsmarkedets parter – selv blandt de uorganiserede lønmodtagere og medlemmerne af de ideologisk alternative fagforeninger. Men vi skal sikre, at flere danske lønmodtagere sætter handling bag ordene og bidrager til den arbejdsmarkedsmodel, som de holdningsmæssigt bakker op om.

There ain’t no such thing as a free lunch.

Bragt i Jyllands-Posten d. 21/3

FORFATTER(E)

Asbjørn Sonne Nørgaard
21725413
Simon Bruun

DEL INDLÆG: