Indlægget blev bragt i Information den 21. juni 2016
Så kom Finansministeriet med en ny prognose for væksten i dansk økonomi. 1,1 procent i 2016 og 1,7 procent i 2017. De Økonomiske Råd fulgte op med deres, og vi kan glæde os over, at begge prognoser indikerer, at væksten fra 2018 og frem vil normaliseres. Det vil den sjovt nok altid, når man spørger makroøkonomer.
Det er prognoser, der får konsekvenser. For de lægges til grund for 2025-planen, som givet bliver en 2030-plan, så der er råd til skattelettelser nu og her. I de guldgravermodeller, Christiansborg baserer sin politik på, kan der altid findes penge – alt går op i en højere enhed, når man justerer mod det strukturelle niveau på lang sigt.
Det får selvfølgelig hverken politikere eller økonomer til at undre sig. Tværtimod tilrettelægger politikerne gladeligt deres politik for at imødekomme den politiske virkelighed, som modellerne skaber.
Af en fodnote på side 226 i rapporten fremgår det sikkert, at antagelser og beregninger vedrørende fremtidens økonomiske udvikling er forbundet med en ’vis’ risiko, men det vil næppe få mange til at løfte et øjenbryn.
Tilbage står diskussionen om de tal, der er gravet frem og spørgsmålet om, hvad vi skal gøre for, at tallene bliver til virkelighed. Rammerne for den diskussion er også fastlagt af teknokrater og økonomer i budgetloven og EU’s Stabilitets- og Vækstpagt. Underskuddet på de offentlige finanser må ikke overskride 3 procent af det danske BNP, og det såkaldt strukturelle underskud må ikke være højere end 0,5 procent, så vort politiske råderum og valg af instrumenter er, ja, forudbestemt.
Forudsigelige stød
Som IMF påpeger, er der tale om en af nogle økonomer vedtaget mekanisme, som er stærkt konjunktur- og kriseforstærkende. Krisen bliver nemlig dybere og længere af netop at søge balance i det strukturelle fantasifoster. En lang række årsager, som økonomerne ikke indregner eller direkte modregner, har nemlig store negative og langsigtede konsekvenser for væksten. Ét er, at modellerne og de politikere, der laver politik ud fra dem, i sig selv er en katastrofe, et andet og mere truende problem er, at modellerne er designet til at negligere virkeligheden, og derfor slår politikerne skævert på skævert.
Helt aktuelt er der to kendte forhold, som med et slag kan ændre udviklingen i økonomien betydeligt. Den første er Brexit-afstemningen, som finder sted i denne uge. I øjeblikket ligger ja- og nej-siden meget tæt i målingerne, og det gør situationen uforudsigelig. Men uanset resultatet vil de finansielle markeder reagere – også uden for Storbritannien, og erfaringerne fra 2007-2009 viser, at det kan få stor betydning for økonomien også på længere sigt. Så allerede mens regnedrengene hygger sig med uvirkeligheds- beregningerne frem mod 2030, kan de blive endnu mere uvirkelige, fordi virkelighedens hændelser overhaler dem indenom.
Den næste nære begivenhed er præsidentvalget i Guds eget land, USA. Det ser ud til at blive en kamp mellem Donald Trump og Hillary Clinton. Kommentatorerne fra den politiske elite, som bakker Clinton op, forudser hende som vinder. Men det er værd at huske, at de også langt ind i primærvalgkampen anså Trump for at være en joke. Nu er det Trump, der griner.
Trump har ramt samme nerve i befolkningen, som Hillarys demokratiske udfordrer, Bernie Sanders. De støttes af den del af befolkningen, som ikke gider flere teknokrater og levebrødspolitikere. Folk, der ikke vil finde sig i at måtte stå og se på, mens politikere spinner lort til kringle. Trump spiller det kort godt, og over for Hillary, som med hans ord er »ejet af banker og kapitalinteresser« og er personificeringen af det, lægfolk ikke kan lide, har Trump en chance for at vinde. Rykker Trump ind i Det Hvide Hus i november, vil det kaste ikke kun de finansielle markeder, men alt andet ud i uvished, og det vil få konsekvenser for økonomien. Så en måned efter vi har vedtaget næste finanslov på baggrund af de ’nagelfaste’ beregninger i Finansministeriet, kan vi stå i en ny situation … helt uforudset naturligvis.
Kinesisk nedtur truer
En tredje event, som er svær at give en præcis dato for, drejer sig om, at Kinas gældsfælde vil klappe – og den vil klappe hårdt. Priserne på ejendomme er på himmelflugt, men der bygges faktisk flere ejendomme, end der efterspørges. Samtidig er der enorme driftsunderskud i mange af de statsejede virksomheder – man kalder det ’investeringer’, men det gør ikke problemet mindre omfattende.
Når markedet først mister tålmodigheden, vil der ikke være nogen exit, der vil kun være nedtur tilbage, og det vil gå hårdt ud over den reale økonomi i hele verden. Det er som sagt svært at spå om, præcis hvornår udviklingen løber løbsk i Kina, men jeg tør godt smide penge på, at det sker inden 2020, og så står vi i en krise, som formentlig er dybere end den i 2009. Vi kommer til at ’redde’ bankerne endnu engang – det har flere finansforskere allerede gjort klart.
Foruden disse tre åbenlyse game changers er migrantstrømmene til Europa, terrorisme og især de politiske svar på begge udfordringer af fundamental betydning for økonomien i de kommende år. Et par tusinde flygtninge, som skal til lægen og i uddannelse, kan ende med at blive vort mindste problem. Hvis EU for alvor slår sprækker, og hvert land passer sit, vil det betyde usikkerhed på de finansielle markeder og for realøkonomien. Hvis svaret er, at EU bygger mere mur omkring sig selv og hårdhændet forsvarer sine grænser, er det svært at svare på, hvordan det vil påvirke den globale geopolitiske stabilitet. Resultatet er usikkerhed.
Rigtige løsninger
Så 2030-planen og det råderum, som makroøkonomerne graver frem, er værdiløst som politisk instrument. Og de politikker, som Folketinget kommer til at vedtage med udgangspunkt i beregningerne og antagelserne i de fejlbehæftede modeller, forstærker den kommende krise. Det kan godt være, at makroøkonomerne ikke finder det interessant, men vi kommer alle sammen til at leve vores dagligdag i skyggen af konsekvenserne.
Allermest frustrerende er det, at den økonomiske tågesnak forhindrer, at vi finder virkelige løsninger på vore udfordringer – løsninger, der rækker langt ud over vor økonomi.
For svarene er der. For det første skal den finansielle sektor reguleres og polstres. For det andet skal Danmark gå foran med at realisere de 17 verdensmål ved selv at investere kraftigt i dem både herhjemme og i udlandet for på den måde at vise vej og insistere på, at EU følger trop og bruger sin magt til at få resten af den industrialiserede verden med. Det vil skabe vækst på kort og lang sigt.
Men den slags tiltag strider mod de makroøkonomiske regnedrenges dogmer. Politikermod er ikke en faktor i deres modeller. Men som Nyrup sagde til vrangvillige dommedagsøkonomer, da han ville investere i det uddannelsesmæssige dobbeltløft: »Skulle vi nu ikke prøve alligevel?« Tænk, hvis det viste sig, at finanspolitiske investeringer i vækst og mennesker på sigt ikke fører til dommedag i virkelighedens verden.
