Indlægget blev bragt på Netavisen Pio den 17. april 2020
Ingen er sin egen lykkes smed. Alle er vi totalt afhængige af hinanden. Fra den lille frisør på gadehjørnet til tøj-giganter på den jyske hede med fabrikker i Fjernøsten. Direktøren tjener ingen penge, hvis rengøringsassistenten ikke kan få lov til at gå på arbejde. Når pædagogerne sendes hjem, og skolelærerne må klare undervisningen over skype-forbindelsen, så falder aktiekurserne.
Alligevel prøver liberalistiske politikere og debattører krampagtigt at holde fast i en unuanceret, forsimplet og nu også forældet samfundsfortælling om, at den private sektor skaber værdierne, og den offentlige sektor klatter dem væk.
Staten spiller en helt afgørende rolle
Det kom senest til udtryk i Politiken, hvor Alex Vanopslag i indlægget ”Erhvervslivet skylder ikke politikerne noget for hjælpepakkerne” argumenterer for, at hjælpepakkerne mest af alt er en håndsrækning til velfærdsstaten, og at pakkerne i sidste ende er betalt af landets virksomheder gennem privat foretagsomhed. ”Det er den private sektor med hele værdikæden; investorer/aktionærer, ejere, direktioner, medarbejdere i top og bund, som finansierer velfærdsfesten i Danmark. ” skriver Vanopslagh.
Men velfærdssamfundet er ikke blot et gode, der er nice to have. Det er i den grad need to have også for en privat sektor, der er dybt afhængig af, at vi har en god, professionel og dygtig offentlig sektor. Corona-krisen udstiller, at den nyliberalistiske forståelse af værdikæden bygger på en fejlslutning om, at der ikke skabes værdi i den offentlige sektor. I den liberalistiske samfundsfortælling står den offentlige sektor i evig gæld til den private. Men det står med den nuværende krise lysende klart, at det er forkert.
Og det gælder ikke kun for de klassiske velfærdsopgaver som uddannelse, sundhed, pleje og pasning. Staten spiller lige nu en helt afgørende rolle i at understøtte virksomhederne gennem øget økonomiske aktivitet, kompensationer og lånemuligheder. Det er helt afgørende for medarbejderne, men også for ejerne.
Ville Vanopslagh turde gå den ideologiske planke ud
Heldigvis er det få erhvervsdrivende, der selv befinder sig helt ude på den liberalistiske højrefløj. Mange kan godt se, at de er dybt afhængige af det omkringliggende samfund. Særligt i et land som Danmark med mange små og mellemstore virksomheder. Lige fra den lille iværksættervirksomhed til Københavns Lufthavn med tusindvis af medarbejdere har velfærdssamfundet evnet at træde til og afhjælpe de økonomiske konsekvenser af corona-krisen.
Havde Mette Frederiksen været minimalstatsliberalist og laissez faire økonom, så havde hun nok afvist, at der skulle politiske initiativer til for at understøtte virksomhederne og skabe økonomisk tryghed. Spørgsmålet er om liberalister som Vanopslagh selv ville turde at gå den ideologiske planke ud og lade stå til, hvis han selv havde ansvaret, eller om også Vanopslag havde grebet til den samme socialdemokratiske værktøjskasse som Mette Frederiksen? Det er godt for Danmark, at vi aldrig får svaret på det spørgsmål.
Det handler ikke om taknemmelighed. Men hvis regnebrættet skal gøres op, som Vanopslagh foreslår, er det åbenlyst, at et sundt og levedygtigt erhvervsliv forudsætter en sund og stærk offentlig sektor.
