Indlægget blev bragt i Politiken den 17. juni 2015
Et Danmark hvor vi vinder sammen, eller et Danmark hvor der er nogen, der skal tabe, for at andre kan vinde?
Fra Venstre, Konservative og Liberal Alliance er budskabet klart: nogen skal ned i løn, hvis væksten skal op. Og det sociale sikkerhedsnet skal svækkes, hvis beskæftigelsen skal op.
Derfor vil de reducere en række offentlige ydelser, ikke mindst kontanthjælpen, og gøre det muligt for billig udenlandsk arbejdskraft at konkurrere med danske lønmodtagere.
En stor del af danskerne vil tabe, hvis det er den vej, der følges.
I det samlede og sammenhængende Danmark vinder vi derimod sammen. Her skal dem med de laveste lønninger ikke bare have del i fremgangen. Nej, forbedringer af deres arbejde og arbejdsvilkår er en forudsætning for den fremgang, der skal være i økonomien.
Som land er vores velstand nemlig baseret på, at alle løbende udbygger deres kompetencer og at selv de job, der har de laveste lønninger, skaber mere værdi fra år til år. Det gør de ikke ved at blive presset på lønnen eller arbejdstiden, men ved at arbejdskraften brugere klogere.
Det synes de at have overset i Venstre, Konservative og Liberal Alliance. For de mener ikke, det er alle, der vil kunne opleve højere løn, bedre levevilkår og større økonomisk tryghed. Det sociale sikkerhedsnet forhindrer en gruppe af danskere i at komme i arbejde, er opfattelsen. Og ydelserne skal derfor forringes, for at Danmark kan opleve øget beskæftigelse, lyder det igen og igen.
Men vi vil ikke se den effekt af lavere kontanthjælp eller dagpenge, som højrefløjen ønsker sig, nemlig en større forskel mellem at være på kontanthjælp og i arbejde. På sigt vil lønningerne tilpasse sig det lavere kontanthjælpsniveau.
Det ved økonomer og arbejdsmarkedsforskere, og Cevea har ligeledes for nyligt vist, at niveauet for de sociale ydelser og de laveste lønninger følges ad.
Lavere ydelser og deraf lavere løn vil skabe et nedadgående lønpres for bestemte brancher på arbejdsmarkedet. Det vil i høj grad kunne mærkes i brancher med lav løn, lav organiseringsgrad og få eller ingen formelle uddannelseskrav. Det gælder blandt andet inden for transport, handel og industri.
I en analyse har Cevea kortlagt hvilke brancher og hvor mange lønmodtagere, der vil være truet af lavere løn, hvis ydelserne sænkes. Resultatet er ikke til at tage fejl af: Op mod 200.000 danske lønmodtagere vil være truet på deres løn, hvis de borgerlige får magt som de har agt.
Det vil hovedsagligt være personer, der har grundskolen som højeste uddannelsesniveau og arbejder inden for de lavest lønnede brancher. En geografisk fordeling af disse personer viser, at det især er i Region Sjælland og Region Syddanmark, at de udsatte lønmodtagere er bosat. Vi ved fra andre undersøgelser, at disse områder i forvejen er udfordret af økonomisk og social ulighed.
De knap 200.000 personer, der vil være truet på deres løn som følge af lavere ydelser og et svækket sikkerhedsnet, er dem, der arbejder til de laveste lønninger og i forvejen har de færreste ressourcer. Det vil skabe øget ulighed og fattigdom blandt i forvejen pressede børnefamilier.
Med andre ord vil det øge den opdeling af Danmark, som vi allerede ser, mellem dem der er på vinderholdet, og dem der ikke er.
Men Venstre, Konservative og Liberal Alliance skyder sig selv i foden, når de tror, de skal svække det sociale sikkerhedsnet for at få flere i arbejde.
For virkeligheden er en helt anden. De lande, der har de mest veludviklede sociale sikkerhedsnet har også flest i arbejde. I de lande ønsker flere folk også at arbejde, selvom de ikke har brug for pengene. Økonomisk tryghed – som vi får med ordentlige dagpenge og kontanthjælp ved arbejdsløshed – går således hånd-i-hånd med at have mange i arbejde.
Det er et uundgåeligt faktum, som højrefløjen alt for ofte overser.
På valgdagen er det vigtigt at huske, at vi kan vinde sammen. Og at det giver et meget bedre samfund, end hvis der er nogen, der skal tabe, for at andre kan vinde.
