Indlægget blev bragt i Politiken den 5. april 2016
Den gigantiske sag om skattely er på alles læber i dag. Politikere og mange andre står i kø for at komme med udtalelser om, hvor forargeligt og anstødeligt bankernes deltagelse i skattesvindel er.
Og det er forargeligt. Men er det alene bankerne og de rådne æg blandt de rigeste, vi skal rette vreden mod?
Der findes skattely i Luxembourg, Lichtenstein, Schweiz, Gibraltar, Kanaløerne, Caymanøerne, Panama, Seychellerne og et hav af steder rundt om i verden.
De fleste større banker rådgiver om den slags, og det gør mange skatteadvokater, revisorer og så videre også. Det derfor usandsynligt, at det kun er Nordea og Jyske Bank, der har hjulpet danske kunder med at oprette selskaber i skattely.
Var afsløringerne kommet fra et andet land, havde det sikkert være andre store danske banker, der var i fedtefadet netop nu. Det er derfor ikke nok at pege fingre ad den enkelte bank.
Selvom det er helt på sin plads at være vred og forarget over, at bankerne hjælper deres mest formuende kunder med skattemæssige fiksfakserier, der er på grænsen af loven, er det i sidste ende lovgiverne, vi skal have i tale.
Det er nemlig den manglende vilje til at lovgive – og ikke mindst håndhæve lovgivningen – der gør, at vi igen og igen bliver præsenteret for skandalehistorier om skuffeselskaber og skattely.
Dermed peger pilen også på Folketinget, EU-institutionerne samt andre landes parlamenter og vores internationale samarbejdsorganisationer.
Vores politikere er ofte så ivrige efter at tiltrække virksomheder og velhavende menneskers økonomiske aktivitet, at de ser igennem fingre med, hvordan de indretter sig. Og nogle politikere mener jo endda, at erhvervslivet og meget velhavende mennesker har det for hårdt, og at man ikke må ‘drive klapjagt’ på den slags.
Der er desværre ikke noget nyt i, at der finder massiv skatteunddragelse sted, og at særligt internationale virksomheder gør hvad de kan for at bidrage så lidt som muligt til fælleskassen, med et virvar af holdingselskaber, transfer-pricing og lignende.
Det har de gjort længe. Der har løbende været historien om og beviser på det. Og en stor del af Folketinget mener sågar, at det aktivt at mindske sin skattebetaling, er en del af det at drive virksomhed.
Så det er ikke kun Nordea, der skal bebrejdes, selvom det oplagt er dem, der står i skudlinjen efter de sidste dages historier.
I realiteten bør vi også bebrejde os selv og de politikere, vi har stemt på. De har ikke turdet eller magtet at tage den nødvendige konflikt for at komme skattesvindel til livs. De har taget små skridt til at komme skattely til livs, men ikke taget et reelt opgør med dem og skattesvindelen.
Den er nemlig til gengæld kun steget over det seneste årti.
Hvis vreden og forargelsen skal have en effekt, hvis den skal være produktiv, må den derfor også rettes mod dem, der reelt kan ændre forholdene: politikerne.
Det er værd at have med i overvejelserne, næste gang vi skal til stemmeurnerne. For selvom ’Panama-papirerne’ sikkert er forsvundet fra de gule breaking-news-bjælker til den tid, må vi ikke glemme, at det i sidste ende er politikerne, der er ansvarlige for den lovgivning, som bankerne og alle andre navigerer efter.
