Cevea-analyse: Danskerne har mistro til de folkevalgte


Politiken skriver i dag, at danskerne ikke tror på politikerne. Artiklen bygger på en analyse fra Tænketanken Cevea, der viser, at danskerne lovpriser demokratiet som styreform, men ikke har tiltro til de folkevalgte. Resultatet er mere demokratisk ulighed, mener Ceveas analysechef, Jens Jonatan Steen.

Læs analysen her

90 procent af danskerne føler sig forpligtet til at stemme ved valg, men kun hver femte føler, de har indflydelse på den politiske dagsorden. Og mere end hver tredje synes ikke, at politikerne beskæftiger sig med de emner, der er vigtigst for dem. Det er konklusionen i et nyt notat fra Cevea.

Analysechef Jens Jonatan Steen mener tallene er udtryk for en trist tendens og bebrejder ’nødvendighedens politik’.

"Vores demokratisk deprimerende undersøgelse viser, at danskerne føler sig afkoblet fra politikerne og det politiske system. Folk føler, politikerne taler over hovedet på dem. Tanken om 'nødvendighedens politik', mere markedsgørelse og øget teknokratisme giver ikke danskerne en følelse af, at politik handler om dem. Det er ren skrivebordsvælde,” siger han og kommer med en opfordring til magthaverne:

"Politikerne og embedsmændene er nødt til at forstå alvoren. Vores stolte demokratiske folkestyre er under afvikling, og den demokratiske deltagelse svigter. Magten hos teknokrater og embedsmænd skal begrænses. Og stemmeafgivelse hvert fjerde år skal suppleres med nye deltagelsesformer. Vigtige dele af vores levende demokrati kan meget vel være ved gå en decideret overlevelseskamp i møde."

Problemet bør være en af Folkemødets største diskussioner, mener Jens Jonatan Steen.

”Netop denne kamp for mere folkelig inddragelse bør være Folkemødets opgave nummer et. Hele mødets eksistensberettigelse handler om dets evne til at inddrage nye politiske stemmer, bekæmpe den stigende politiske ulighed og sikre, at politik ikke kun er forbeholdt eliten. Demokrati er en folkesport, ikke en elitesport.”


Kontakt Jens Jonatan Steen på 41 77 45 71 for yderligere kommentarer