Cevea: Demokratiet ekskluderer de ledige

25 procent af de ledige overvejer at stemme blankt eller slet ikke at stemme ved næste folketingsvalg, viser en ny analyse fra Tænketanken Cevea. Det er en ond demokratisk spiral for de ledige og et alvorligt problem for folkestyret, mener analysechef Jens Jonatan Steen.

Læs hele analysen her

Tænketanken Cevea bringer i dag en analyse i Berlingske, der viser, at hver fjerde ledig overvejer ikke at stemme, når der næste gang er valg til Folketinget. De ledige føler sig hverken hørt eller repræsenteret af politikerne.

”Det er tragisk, at en så stor samfundsgruppe føler sig ekskluderet fra det danske demokrati. Det vidner om et samfund med stor politisk ulighed, hvor beslutninger og indflydelse rykker længere væk fra den enkelte dansker,” siger Ceveas analysechef, Jens Jonatan Steen.

”At netop de ledige føler sig afkoblede og afmægtige skyldes særligt højrefløjens meningsmaskineri, som har stigmatiseret de ledige som dovne. Det er politisk og demokratisk skammeligt, at vi underminerer enkelte samfundsgrupper. Alle fortjener en demokratisk stemme,” siger han og forudser, at problemet kan blive endnu større:

”Med det nuværende dagpengesystem og den nuværende reformkurs tyder meget på, at de ledige vil blive endnu mere afkoblede. Det er en ond spiral.”


For yderligere kommentarer kontakt Jens Jonatan Steen på 41 77 45 71.