God finanslov mere rød end blå

Trods enkelte blå aftryk glæder Tænketanken Cevea sig over en fornuftig rød finanslov, men ærgrer sig over manglende tiltag på arbejdsmarkedet og højrefløjens ensidige fokus på skattelettelser.

Ceveas direktør Kristian Weise:

"Vi har fået en finanslov, som – når alt kommer til alt – er en rød finanslov. Men det er ærgerligt, at aftalen bliver uden de gode forslag om højere fradrag på fagforeningskontingenter og krav om ID-kort på byggepladser. Tiltagene ville nemlig have styrket mulighederne for at organisere sig i rigtige fagforeninger, der forhandler overenskomster for deres medlemmer, samtidig med, at det ville sætte en kæp i hjulet for de fupfirmaer, der snyder med skat og dumper lønnen. Når det kommer til bekæmpelse af social dumping havde en aftale med Enhedslisten været bedre, men regeringen har fastholdt de rigtige skridt i en mere rød retning," siger Kristian Weise.
Han roser regeringen for årligt at afsætte mere end 70 millioner kroner til bekæmpelsen af social dumping, men havde gerne set en endnu mere ambitiøs finanslov på dette punkt.

"Regeringen og Enhedslisten stod med en kæmpe mulighed for tage hånd om en af vor tids største udfordringer: Et arbejdsmarked, der er under pres, og som risikerer at krakelere på grund af underbetalt arbejdskraft og ansatte uden overenskomster. Regeringspartierne står stadig tilbage med en stor udfordring om at fremtidssikre det danske arbejdsmarked og at levere politiske løsninger, der giver tryghed i arbejdslivet. Der har blå blok tydeligvis ikke været villige nok til at tage et medansvar," siger Kristian Weise.
Lavere skatter og afgifter gavner ikke Danmark
Med en forventet lavvækst for 2013, som vi kan håbe sniger sig op over én procent i 2014 og 2015, er det rigtigt at gå mere ekspansivt til værks. Men her har blå blok presset den forkerte vej med deres krav om endnu flere skatte- og afgiftslettelser, mener Kristian Weise.

"Når det handler om at skabe vækst og beskæftigelse i Danmark, er det tydeligt, at højrefløjen synger den samme gamle sang. Selvom vi i den grad har brug for en mere ekspansiv finanspolitik, der kan styrke forbrugertilliden og sætte gang i efterspørgslen, er vi skeptiske over for flere afgifts- og skattelettelser, som efterhånden virker som højrefløjens eneste redskab i værktøjskassen. Afgiftslettelserne ender i virksomhedernes bugnende overskud, og skattelettelserne forbruges i udlandet. Vi havde langt hellere set en lempelse af det kommunale anlægsloft, fremrykning af offentlige investeringer og mere langsigtet fokus på forskning. Det er vejen frem for dansk økonomi,” siger Kristian Weise.

For yderligere kommentarer, kontakt direktør Kristian Weise på 41 77 45 70 eller pressemedarbejder Christoffer Voss på 41 77 45 76.