EU’s næste skridt bør være en investeringspagt

Dagens investeringsplan fra EU bør følges op af en pagt, der forpligter EU-landene til at koordinere finanspolitikken og præciserer, hvordan der kan investeres i fællesskab. Samtidig bør den på nogle punkter fritage landene for finanspagtens regler om underskud, mener Tænketanken Cevea.

EU-kommissionens formand Jean-Claude Juncker præsenterede her til formiddag en ambitiøs vækstplan, der rummer store perspektiver. Det mener Tænketanken Cevea, der dog peger på, at planen, som den blev fremlagt, ikke er nok i sig selv. Derfor bør den følges op af en forpligtende fælles investeringspagt.

”Pagten skal forpligte til en højere grad af finanspolitisk koordinering landene imellem, så flere lande kan føre henholdsvis ekspansiv og kontraktiv politik, når det er påkrævet. Samtidig skal der opstilles mål for fælles investeringer, da en koordineret indsats har potentiale til at skabe millioner af job,” siger Kristian Weise, direktør i Cevea.

”En investeringspagt vil kunne ændre det ensidige fokus på offentlige underskud og statsgæld, der har præget den europæiske politik, og i stedet samle landene i en fælles ambition om at skabe vækst. På den måde vil EU-landene ikke gå i vejen for hinanden og bruge deres tid på at lege politimand over for hinanden, men rent faktisk kunne understøtte behovet for mere aktivitet og efterspørgsel i europæisk økonomi,” fortæller Kristian Weise.

En investeringspagt skal som minimum indeholde:

1. En forpligtelse til i højere grad at koordinere finanspolitikken på EU-plan, så ekspansiv og kontraktiv politik kan forfølges efter behov.

2. En anvisning af hvordan EU-landene i fællesskab kan investere. Det kan eks. være, når EU’s BNP-vækst i en treårig periode forventes at ligge på under én procent om året i gennemsnit.

3. En undtagelse fra finanspagtens krav til strukturelle og årlige underskud, der skal gælde for eks. investeringer i ny infrastruktur, ny teknologi, forskning og uddannelse.

4. En undtagelsestilstand for reglerne for budgetunderskud i perioder hvor lande oplever lav vækst eller faldende BNP. En treårig periode med en gennemsnitlig vækst på 0,5 procent eller derunder vil eks. kunne kvalificere som en undtagelse.