Børnepasning privatiseres især i yderområderne

Brugen af private dagtilbud er eksploderet siden 2007. Tendensen er især udbredt i yderområderne viser en ny analyse fra tænketanken Cevea. Udviklingen kan forstærke opdelingen af Danmark i et A- og B-hold, advarer Maj Baltzarsen, analytiker i Cevea.

Der kommer flere og flere private børnepasningstilbud i Danmark, viser en ny analyse fra tænketanken Cevea. Stigningen er især udtalt i udkant- og landkommunerne. De tre kommuner med størst andel private institutioner er Morsø med 57 pct. og Assens og Jammerbugt med 46 pct.

”Når vi ser en særlig koncentration i yderområderne, kan det være et udtryk for, at mange små, kommunale institutioner har måttet lukke de seneste år. Nogle kommuner har måske valgt at satse på større institutioner, hvilket kan have forstærket efterspørgslen efter private institutioner,” siger Maj Baltzarsen, analytiker i tænketanken Cevea.

Siden 2007 er antallet af privatejende institutioner fordoblet, fra 243 private institutioner i 2007 til 512 i 2014. Samtidig er brugen af offentlige og selvejende institutioner faldet med henholdsvis 20 og 40 pct. I yder- og landkommunerne er henholdsvis 25 og 19 pct. af institutionerne privatejede, mens det kun er 8,3 pct. i bykommuner.

”Private institutioner er ikke pålagt at tage et socialt ansvar som offentlige institutioner, og de kan selv vælge, hvilke børn de vil indskrive. Altså kan de i realiteten udvælge de børn, de helst vil passe. Teoretisk set har de private pasningstilbud et incitament til at fravælge børn fra ressourcesvage hjem, da de kræver flere ressourcer og vil være dyrere at passe” siger Maj Baltzarsen.

FOA viste for nyligt i ”Notat om private dagtilbud 2014”, at der er betydelige forskelle på forældresammensætningen i private og offentlige institutioner. Der er langt flere forældre med ingen eller kort uddannelse i de offentlige institutioner.

”Hvis udviklingen fortsætter risikerer vi at dele vores børn op i et A- og B-hold, hvor børn fra forskellige baggrunde ikke mødes. Der er fare for, at børnepasningens rolle som katalysator for social sammenhængskraft mindskes. Et socialt taxameter, hvor pengene fordeles efter, hvor der er mest behov for dem, kan være med til at komme problemet til livs,” slutter Maj Baltzarsen.

Læs analysen