Danskerne har kåret Årets Idealist2010

Endnu en gang har tænketanketanken Cevea og netavisen 180grader har spurgt danskerne, hvem de synes har kæmpet hårdest for sine idealer og stået mest fast på sine principper i 2010. Vinderen er direktør for Dannerhuset i København Vibe Klarup Voetmann, der har sat bekæmpelsen af vold mod kvinder på dagsorden.

”Vibe Klarup Voetmann er en idealist i ordets sande forstand, og derfor har hun om nogen fortjent denne pris. Hun kæmper dagligt med liv og sjæl for at få stoppet volden mod kvinder og børn. Men derudover har Vibe også på fornem vis fået sat samfundets svageste og undertrykte grupper på dagsorden. Hun har kort og godt gjort bekæmpelsen af vold mod kvinder til en folkesag. Vibe er den type af idealist, som de virkelig kunne lære meget af på Christiansborg,” siger Ceveas direktør Jens Jonatan Steen.

En meningsmåling foretaget for Cevea afslører, at hele 70 pct. af danskere mener, der er brug for mere idealisme i dansk politik. Derfor vil Cevea og 180grader med Idealistprisen fremhæve de stærke personligheder, som tør tage en chance og kæmpe mod det bestående:

”I dag fokuserer de politiske ledere næsten udelukkende på meningsmålinger, valgkamp og resultater, der kan ses her og nu i stedet for de langsigtede løsninger. Derfor kårer vi årets idealist, fordi vi gerne vil hylde de mennesker, der går imod strømmen og får sat en ny politisk dagsorden. Hvis ikke vi havde idealisterne, der kæmpede for deres idealer og stod fast på deres principper, så ville der ikke ske nogen udvikling i vores samfund,” siger redaktør for netavisen 180grader Ole Birk Olesen.

Prisen blev overrakt i dag ved en kåringsceremoni af den forrige vinder, udviklingsminister Søren Pind. Blandt de øvrige indstillede til Årets Idealist 2010 var bl.a. partileder Anders Samuelsen (LA), forfatter og journalist Flemming Rose samt hovedbestyrelsesmedlem i SF Mattias Tesfaye.