Cevea masterclass

Cevea afholder i efteråret en Masterclass om Arbejdsmarkedspolitik og politisk indflydelse  for ansatte og politisk valgte i faglige organisationer. Vi har fokus på de store arbejdsmarkedspolitiske udfordringer, forhandlingsspillet, forskellige typer beslutningersprocesser og effektiv interessevaretagelse i arbejdsmarkedspolitikken. 

Cevea og en perlerække af oplægsholdere præsenterer ny viden om aktuelle udfordringer, og om hvordan vi politisk kommer igennem med vores mærkesager. I vil blandt andet møde professor Anne Binderkrantz, tidl. Venstre-minister Claus Hjort Frederiksen, og politisk kommentator, tidl. rådgiver i fagbevægelsen, Kristian Madsen.

Vi fokuserer bl.a. på disse spørgsmål:

  • Den danske model forudsætter, at parterne selv finder løsninger på arbejdsmarkedets udfordringer. Men hvad gør man, når det ikke lykkes?
  • Dagpenge er udhulede og den danske flexicurity model halter. Hvordan får vi genoprettet balancen?
  • Dem med de korteste uddannelser får også mindst efteruddannelse. Hvad gør vi? Er det kun et spørgsmål om flere penge?
  • Hvilke strategier kan sikre indflydelse? Kan man både gå i medierne og sidde med ved forhandlingsbordet? Kan man samtidigt?
  • Hvordan håndterer man politiske spørgsmål, der er tekniske og komplicerede? Og hvad kan man gøre, hvis et emne  allerede er politiseret og kører i medierne?
  • Hvordan vinder man indflydelse, hvis taberne blokerer? Kan man ændre det politiske spil, så alle kan se sig selv i et kompromis? Eller sætter man hårdt mod hårdt?

I jeres job, varetager i de faglige organisationers interesser i forskellige politiske arenaer. Masterclassen vil give jer et kompetenceløft og inspiration til, hvordan I kan blive endnu mere effektive og være på forkant i det politiske arbejde til gavn for medlemmerne.

 

SPØRGSMÅL
Spørgsmål kan rettes til Alexander Grandt Petersen på eller 41 40 00 33 eller Asbjørn Sonne Nørgaard på eller 21 72 54 13