Analyse

Borgersamlinger kan samle flere stemmer – men ikke af sig selv

Manchet: Kommuner kan give borgere indflydelse mellem valgene gennem borgersamlinger, borgerforslag og folkeafstemninger. En ny dansk undersøgelse viser stor opbakning til redskaberne, men også en vigtig begrænsning: Dem, der allerede følger lokalpolitik, er mest parate til at deltage. Repræsentativ deltagelse skal bygges ind i processen, ikke blot stå i invitationen.[1]

Hovedfund

VIVEs undersøgelse fra 2026 bygger på svar fra 2.030 borgere i sommeren 2025. Den belyser holdninger og selvrapporteret deltagelseslyst – ikke om konkrete borgersamlinger faktisk har ændret kommunale beslutninger.[1]
Borgerforslag og borgersamlinger har bred opbakning blandt både borgere og kommunalpolitikere. På bindende folkeafstemninger er afstanden mellem grupperne markant større.[1]
Ældre, længere uddannede og politisk interesserede udtrykker størst lyst til at deltage. Åbne invitationskanaler alene er derfor ikke dokumentation for, at nye deltagere bliver hørt.[1][3]
En proces kan forbedres ved at afklare formålet, rekruttere bredt, gøre deltagelse praktisk mulig og offentliggøre politisk opfølgning. Det er en anbefaling til design, ikke en påvist effektstørrelse for danske kommuner.[1][6][7]

Hvad er problemet mellem to kommunalvalg?

Lokalpolitik bliver ikke kun til på valgdagen. Placering af institutioner, lokalplaner og prioriteringer af kommunens ressourcer formes også i tiden mellem valgene. Borgere kan skrive til deres politikere, deltage i foreninger og høringer eller lade sig vælge til råd. De muligheder forudsætter imidlertid forskellig tid, viden og erfaring med at navigere i kommunen. VIVE beskriver derfor nye deltagelsesformer som et supplement til det repræsentative demokrati, ikke som dets erstatning.[1]

Et historisk pejlemærke er KU's kortlægning af kommunalvalget i 2021: Valgdeltagelsen var 67,2 procent. Blandt 21–29-årige var den omtrent 53 procent, mens den blandt 70–79-årige var næsten 80 procent. Tallene beskriver stemmeafgivning ved valget i 2021, ikke deltagelsen ved kommunalvalget i 2025 og ikke fremmøde til borgersamlinger. De dokumenterer, at borgergrupper ikke havde samme udgangspunkt for at blive hørt ved valg; de beviser ikke, at en bestemt form for inddragelse retter op på forskellen.[3]

VIVEs ældre borgerundersøgelse med 970 svar sammenlignede spørgeskemamålinger frem til 2017. Den pegede på, at lokalpolitik kunne opleves som kompliceret, og at kendskab til lokalpolitik havde betydning for deltagelse. Den kan bruges til at forstå en vedvarende problemstilling, men dens niveauer kan ikke omtales som en aktuel 2026-måling.[2]

Det er derfor for enkelt at spørge, om kommunen har borgerinddragelse. Spørgsmålet er, hvem der reelt kan bruge muligheden, hvilken beslutning processen vedrører, og om de valgte politikere faktisk svarer på input. En offentlig mødeindkaldelse kan være åben for alle uden at være let at benytte for alle.

Tre redskaber tjener forskellige formål

En borgersamling lader en udvalgt gruppe borgere drøfte et afgrænset spørgsmål over flere møder, få adgang til forskellige perspektiver og formulere anbefalinger. Dens styrke er pladsen til at lære og afveje argumenter; dens begrænsning er, at en lille gruppe ikke kan tale på hele kommunens vegne uden en gennemsigtig udvælgelse og rapportering. Den endelige politiske beslutning ligger normalt fortsat hos kommunalbestyrelsen.[1][7]

Et borgerforslag giver borgere mulighed for at rejse en sag, som politikerne skal behandle, hvis lokale betingelser er opfyldt. Det flytter dagsordensmagt, men den person, der kender systemet og kan samle støtte, har en fordel. Et forslag, der når behandlingsgrænsen, er ikke automatisk vedtaget; kommunen bør beskrive forskellen mellem behandling og vedtagelse, inden borgere bruger tid på indsamling.[1][6]

En folkeafstemning kan give bredere formel stemmeadgang i en konkret sag, men et ja/nej-spørgsmål kan skjule kompromiser, finansiering og afhængigheder. Det er desuden vigtigt at skelne mellem vejledende og bindende afstemninger. Indenrigs- og Sundhedsministeriets regeloversigt henviser for bindende kommunale folkeafstemninger til kommunal- og regionalvalglovens kapitel 11 a; en afstemning kan altså ikke bare etableres efter fri metode uden at kontrollere de gældende regler og sagens egnethed.[1][5]

Disse redskaber bør ikke rangordnes med én samlet score. Søger kommunen kvalificeret input til flere mulige løsninger, kan en samling være mere anvendelig end et binært spørgsmål. Søger den at lade vælgerne træffe en afgrænset beslutning efter de relevante regler, er samlingen ikke det samme som en afstemning. Søger den at lade borgere rejse uventede emner, er et forslag en anden mekanisme igen.[1][6]

Hvad viser den nye danske undersøgelse?

I VIVEs undersøgelse fra april 2026 svarede 26,8 procent af borgerne, at borgersamlinger er en meget god idé, og 39,9 procent, at de er en god idé. Blandt de adspurgte lokalpolitikere var de tilsvarende andele 28,0 og 32,0 procent. For borgerforslag lød tallene 43,3 og 37,6 procent blandt borgere, mod 32,0 og 26,9 procent blandt politikere. Hvis man lægger de to positive svarkategorier sammen, er borgernes opbakning til borgerforslag højere end til borgersamlinger i netop denne måling.[1]

Mønstret ser anderledes ud for bindende folkeafstemninger: 15,8 procent af borgerne svarede meget god idé og 28,1 procent god idé. Hos politikerne var de tilsvarende andele 6,0 og 8,5 procent. Spørgeskemaet har også en særskilt kategori delvist god idé, som ikke er medregnet her. Man kan derfor ikke uden videre omdøbe summen af de to første kategorier til et simpelt flertal for eller imod bindende afstemninger.[1]

Den væsentligste sociale skævhed ligger ikke alene i, om folk synes, et redskab er en god idé. VIVE finder, at ældre, længere uddannede, mere politisk interesserede og personer med højere politisk viden oftere siger, at de har lyst til at deltage. Det er også grupper, der i forvejen er mere aktive i lokalpolitik. Rapporten finder desuden større støtte til borgersamlinger blandt borgere med høj politisk tillid, mens støtten til bindende folkeafstemninger er stærkere blandt borgere med lav tillid og lav tilfredshed med lokaldemokratiet.[1]

Den forskel må ikke læses som bevis for, at selve redskaberne skaber eller fjerner politisk tillid. Det er sammenhænge i svar på spørgeskemaer; retningen kan gå begge veje, og forhold som interesse, erfaring og uddannelse kan spille ind. VIVE angiver selv, at rapporten ikke måler redskabernes faktiske effekter på politiske beslutninger eller borgere.[1]

Hvem mangler i lokalet?

En borgersamling, der alene annonceres på kommunens hjemmeside, risikerer at blive fundet af dem, der allerede følger politik. Omvendt er en tilfældig invitation ikke nok, hvis modtagere med skæve arbejdstider, omsorgsopgaver, transportproblemer eller sprogbarrierer oftere takker nej. Disse mekanismer er mulige forklaringer, ikke en kvantificeret effekt i den nye VIVE-undersøgelse. Kommunen må undersøge, hvem den inviterede, hvem der svarede ja, hvem der mødte frem, og hvem der faldt fra.[1][6][7]

OECD beskriver blandt andet et åbent opslag, en målrettet invitation og lodtrækning som forskellige rekrutteringsgreb. Den rigtige metode afhænger af formål og målgruppe. En tilfældigt udtrukket gruppe kan søges sammensat efter relevante kendetegn, men gruppens faktiske sammensætning afhænger af svarprocenter, frafald og muligheden for at deltage hele vejen. Repræsentativitet er således et målbart resultat af rekruttering og fastholdelse, ikke et løfte i projektbeskrivelsen.[6][7]

Et praktisk regnskab bør vise den inviterede population, svar efter centrale grupper, fremmøde ved hvert møde samt hvilke forslag deltagerne fremsatte. Fortrolighed og databeskyttelse sætter grænser for offentliggørelse af små gruppers detaljer. Det er især vigtigt, når en deltager repræsenterer en lille eller udsat gruppe, som ellers let kan genkendes.[6][7]

Forskelle kan også være geografiske: rejsetid til rådhuset kan betyde noget i store kommuner, mens ét emne kan berøre et lokalområde meget mere end resten. Her skal kommunen afklare, om målet er et miniaturebillede af hele kommunen, deltagelse fra direkte berørte borgere eller begge dele. Ingen af modellerne er automatisk mere legitim; de besvarer forskellige spørgsmål.[1][6]

Det stærkeste modargument: Kommunalbestyrelsen er valgt

Det første modargument er demokratisk: Kommunalpolitikerne står til ansvar ved valg og skal afveje hensyn for hele kommunen. En udvalgt gruppe kan ikke overtage det mandat alene ved at være trukket ved lod. Det gælder især, hvis den behandler et emne med store fordelingsvirkninger for grupper, som ikke sidder ved bordet. Derfor bør mandatet være præcist: Samlingen kan kvalificere muligheder og identificere konsekvenser; en beslutning kræver fortsat politisk stillingtagen, medmindre en lovligt afholdt bindende afstemning bestemmer noget andet.[1][5][7]

Det andet modargument er ressourceforbruget. En ordentlig proces kræver rekruttering, mødesteder, tilgængelighed, oplæg, neutral facilitering og tid til politisk opfølgning. De ressourcer kan også bruges på service eller allerede eksisterende høringskanaler. En stor proces om en sag, hvor alle centrale beslutninger i praksis er truffet, risikerer at bruge penge på skuffede forventninger. OECD anbefaler at fastlægge formål og ressourcebehov tidligt og evaluere processen, frem for at antage, at enhver ny inddragelsesform betaler sig selv hjem.[6][7]

Et tredje forbehold handler om måling. At deltagere efter et møde oplever sig hørt, er ikke det samme som bredere deltagelse i kommunen. Og at et forslag bliver vedtaget, viser ikke nødvendigvis, at processen var repræsentativ. Det er forskellige succeskriterier, der bør rapporteres hver for sig.[7]

En realistisk vej for kommuner

Begynd med en konkret beslutning og et ærligt mandat. Fortæl, hvad der endnu er åbent, hvilke økonomiske eller lovgivningsmæssige rammer der gælder, og hvem der til sidst beslutter. Et borgermøde om en allerede ufravigelig placering er ikke medbestemmelse; et tydeligt afgrænset rådgivende rum kan derimod have værdi, også når politikerne forbeholder sig beslutningen.[1][6]

Vælg rekruttering efter problemet. Hvis et udsnit skal afspejle kommunen, så dokumentér lodtrækning, invitationer og svar efter de relevante grupper. Hvis en afgrænset gruppe især påvirkes, så tilføj målrettet inddragelse og forklar, hvordan den vægtes i forhold til en bred samling. Gør deltagelse mulig på forskellige tidspunkter og undersøg transport, tilgængelighed og digitale alternativer frem for at vælge én kanal uden test. Ingen af disse tiltag har i det gennemgåede materiale en verificeret universel dansk effektstørrelse.[1][6][7]

Aftal politisk feedback på forhånd. Kommunalbestyrelsen bør offentliggøre, hvilke anbefalinger den følger, delvist følger eller afviser – og hvorfor. Den kan også redegøre for finansiering og hensyn til grupper uden for samlingen. OECD fremhæver den form for tilbagemelding som en del af at lukke kredsløbet mellem input og beslutning; den er ikke et løfte om, at alle anbefalinger vedtages.[6]

Evaluer den faktiske deltagelse. En lille kommune kan begynde med et klart afgrænset forsøg frem for et permanent apparat. Før næste runde kan den offentliggøre svarprocent, fremmøde, relevante skævheder, procesomkostninger og den politiske håndtering. OECD's evalueringsramme er nyttig til at undersøge, om processen var fair og gennemsigtig, men OECD understreger også behovet for mere forskning i langtidseffekter. Vurder derfor ikke forsøget alene på begejstringen i de første møder.[7]

Metode, afgrænsning og videre læsning

Denne analyse sammenholder VIVEs danske spørgeskema fra 2025 (udgivet 2026), deres historiske borgerundersøgelse, KU's 2021-valgdata, VIVEs barometer blandt kommunalpolitikere, ministeriets regeloversigt og to OECD-vejledninger. VIVEs nye borgerdata kommer fra et webpanel, sammensat omtrent efter køn, alder og uddannelse. Politikerdelen bygger på 602–610 svar på de enkelte værktøjsspørgsmål; det tilknyttede barometer havde 560 fulde besvarelser ud af 2.446 udsendte spørgeskemaer (23,1 procent). En analyse af registrerede bortfaldsforhold reducerer, men eliminerer ikke, usikkerhed om svarskævhed.[1][4]

Kildekritisk detalje: Metodeafsnittet i VIVEs 2026-rapport nævner Voxmeter som dataindsamler til borgerpanelet, mens enkelte tabelnoter skriver Epinion. Her bruges de offentliggjorte svar og stikprøvebeskrivelsen, men dataindsamlerens identitet angives ikke som afklaret. Holdninger til et tænkt redskab, erklæret lyst til at møde op og registreret faktisk deltagelse er forskellige størrelser. Analysen beregner ikke et nationalt antal afholdte borgersamlinger, en effekt på tillid eller en omkostning pr. deltagende borger, fordi de gennemgåede kilder ikke dokumenterer sådanne sammenlignelige danske tal.[1]

Cevea.dk er et nyt, uafhængigt videnssite, ikke en videreførelse af den tidligere organisation med samme navn. Her er konklusionen afgrænset: Flere kan få en kanal til indflydelse mellem valgene; om kanalen også udvider kredsen af deltagere, afhænger af design, rekruttering, tilgængelighed og politisk opfølgning – og må efterprøves i praksis.[1][6][7]

Læs videre på Cevea.dk

Senest fagligt opdateret: 20. oktober 2026.

Kilder

oktober 20, 2026

Del analysen: