Cevea arbejder for at styrke og udvikle Danmark

Dansk indtræden i det styrkede, europæiske banksamarbejde kan betyde den særlige danske realkreditmodels endeligt. Regeringen bør forhandle klare aftaler med Bruxelles, før spørgsmålet sættes til folkeafstemning. Frederik Lasserre, analytiker, Tænketanken Cevea Skal Danmark tiltræde det styrkede, europæiske banksamarbejde, også kendt som bankunionen? Det er et spørgsmål, som man med fordel kan begynde at tænke over, fordi regeringen agter at lade det være op til danskerne før eller siden. Bankunionen er kort sagt et EU-samarbejde om tilsyn og krisehåndtering af penge- og realkreditinstitutter, som alle eurolande deltager i, og ikke-eurolande kan tilslutte sig. Spørgsmålet om dansk deltagelse bør interessere alle danske boligejere, fordi det kan påvirke den særlige danske realkreditmodel og dermed de fleste danskeres boliglån. Venstre og de Radikale har erklæret sig som entydige tilhængere af dansk tilslutning til bankunionen. Udmeldingen kom i kølvandet på en ny rapport fra en arbejdsgruppe under Erhvervsministeriet. Ifølge Venstres EU-ordfører, Jan E. Jørgensen, afliver rapporten bekymringerne for realkreditmodellens videreførelse inden for rammerne af bankunionen. Venstre har derfor »ingen betænkeligheder ved at gå med. Men rapporten er slet ikke så entydig, som EU-ordføreren fremstiller det. Den giver ingen garantier for, at realkreditmodellen, som historisk har sikret danskerne billige boliglån, kan videreføres inden for rammerne af bankunionen. Mange af de bekymringer, rapporten adresserer, forsøges aflivet med vurderinger, ikke nagelfaste fakta. Realkreditten er i farezonen, fordi den ikke passer ind i den standardmodel for bankvirksomhed, som myndighederne i bankunionen forvalter ud fra. Det er et problem, fordi bankunionen har til formål at harmonisere regler for, tilsyn med og krisehåndtering af banker på tværs af grænser. I flere EU-lande udbydes boliglån af universalbanker, og lånene finansieres overvejende ud fra bankens indlån. I Danmark udbydes boliglån hovedsagelig af specialiserede realkreditinstitutter. Lånene ydes med pant i fast ejendom og finansieres ved udstedelse af obligationsserier. Realkreditlånene prissættes solidarisk, så alle kunder betaler samme pris. Det gør boligmarkedet tilgængeligt for flere grupper i samfundet. Det betyder, at danske boligejere låner markant billigere sammenlignet med boligejere i udlandet, selv efter at bidragssatserne fik et stort nøk op i midt-10erne. Selvom nutidens realkreditgiganter i de finansielle storkoncerner er markant forskellige fra de oprindelige, foreningsejede kreditforeninger i 1800-tallet, er modellen stadig værd at kæmpe for. Måske synes du, at din bidragssats er høj, men det bliver endnu dyrere at være boligejer, hvis bankerne alene skal stå for boliglån, og realkreditsystemet ikke er der til at holde lånepriserne nede. Derfor er det urovækkende, når myndighederne i banksamarbejdet giver vage svar på centrale spørgsmål for realkreditmodellens fortsatte beståen i arbejdsgruppens rapport. De kan ikke »garantere«, at obligationsejere fortsat vil blive friholdt, hvis et realkreditinstitut kommer i økonomiske problemer og skal afvikles, som tilfældet er i dag, hvis Danmark tilslutter sig bankunionen. De er generelt tilbageholdende med at tage hensyn til forskellige typer af institutters særlige karakteristika, og de »forventes« ikke at ville justere sine regler for tilsyn for at kunne imødekomme dansk realkredit. Det kan heller ikke på forhånd afvises, at danske realkreditinstitutter pludselig vil stå over for markant højere kapital- og likviditetskrav. Til gengæld vil dansk tiltrædelse af bankunionen formentlig være et punktum for 220 års tradition for foreningseje i realkreditsektoren. ECB vil sandsynligvis skubbe foreningsejede Nykredit mod børsnotering, da ECB ikke har opbygget samme erfaring med robustheden af foreningseje som Finanstilsynet. Nykredit er den sidste bastion af foreningseje i realkreditsektoren. Overløbes den af aktionærer, er vejen banet for, at de store banker omlægger realkreditsystemet til noget for bankerne mere profitabelt. Der er altså meget på spil, og arbejdsgruppens rapport leverer ikke de entydige svar, som Venstre og de Radikale får ud af den. Regeringen bør strække sig langt for at forhandle klare aftaler om realkredittens vilkår med Bruxelles, før spørgsmålet om dansk tilslutning til bankunionen sættes til folkeafstemning, så borgerne kender de fulde konsekvenser af deres kryds.   (Indlægget er bragt i Berlingske d. 11. januar 2020)