Uafhængig viden om økonomi og samfund.
- Analyse
Hvor mange beskæftigede ønsker kortere arbejdstid?
I 2. kvartal 2026 ønskede cirka hver femte beskæftigede i alderen 15–64 år færre timer, viser Danmarks Statistiks AKU. Undersøgelsen måler ikke, hvor mange der ville vælge færre timer ved uændret indkomst.[1][2]
Senest fagligt revideret: 10. november 2026. Dette er en væsentlig omskrivning af et indlæg, der oprindeligt blev udgivet i 2025. Den tidligere, udokumenterede påstand om “hver anden” er trukket tilbage. Cevea.dk er et nyt, uafhængigt videnssite og ikke en organisatorisk fortsættelse af den tidligere tænketank.
Hovedfund
- I Danmarks Statistiks AKU250K svarede 612.000 beskæftigede i alderen 15–64 år, at de ville arbejde mindre end deres normale arbejdstid i 2. kvartal 2026. 284.000 ville arbejde mere, og 2.057.000 var tilfredse med deres nuværende arbejdstid. Tallene er afrundet til tusinder.[1][2]
- De tre opgjorte svar summerer til 2.953.000. Gruppen, som ønskede færre timer, udgør dermed cirka 20,7 procent af denne opgjorte gruppe — ikke halvdelen. Procenten er vores beregning på baggrund af afrundede tabeltal.[2]
- Spørgsmålet handler om ønsket arbejdstid i forhold til den tid, personen normalt arbejder. Tabellen spørger ikke, om vedkommende ville vælge færre timer, hvis økonomien tillod det. De to formuleringer kan ikke sidestilles.[1]
- Der er et dokumenteret brud i måden spørgsmålet blev indsamlet på fra 2. kvartal 2023. En lang tidsserie over ønsket om færre timer må derfor ikke fremstilles som direkte sammenlignelig på tværs af dette brud.[1]
Hvad er det faktisk, der er målt?
Arbejdskraftundersøgelsen (AKU) er Danmarks Statistiks kvartalsvise, stikprøvebaserede interviewundersøgelse. Den dækker beskæftigelse, ledighed og en række forhold ved arbejdet. AKU250K er en særskilt tabel over beskæftigedes ønske om mere, mindre eller uændret arbejdstid. Tabelvalget “alder i alt” her omfatter de viste aldersgrupper fra 15 til 64 år; det er ikke en optælling af alle voksne i Danmark.[1][3]
I 2. kvartal 2026 viser tabellen følgende for aldersgruppen samlet og begge køn:
| Arbejdstidsønske | Antal, afrundet |
|---|---|
| Vil arbejde mindre | 612.000 |
| Vil arbejde mere | 284.000 |
| Tilfreds med nuværende arbejdstid | 2.057.000 |
Rækkefølgen er ikke et spørgsmål om, hvad respondenterne kan gøre. At ønske kortere arbejdstid er hverken det samme som at have råd til den, at planlægge at skifte job eller at vide, at et konkret tilbud findes hos ens arbejdsgiver. Målingen beskriver et svar på et bestemt spørgsmål; den fastslår ikke årsagen til svaret.[1][2]
Ordet beskæftigede er vigtigt. Det er tabellens population, og begrebet er bredere end “lønmodtagere” alene. Når man omtaler tallet som et ønske hos lønmodtagere, ændrer man derfor den gruppe, som data faktisk beskriver. Det samme gælder, hvis man uden videre lægger aldersgrupper uden for tabellen til.[1]
Er det så forkert, at “hver anden” ville arbejde mindre?
Den tidligere artikel byggede sin centrale påstand på en betingelse: hvis økonomien tillader det. Den angav ingen verificerbar undersøgelse, formulering, målgruppe eller dato for denne påstand. AKU250K stiller ikke dette hypotetiske spørgsmål. Derfor kan AKU-tallet på cirka 21 procent ikke bruges til at bevise, at præcis 21 procent ville vælge færre timer med uændret løn — og heller ikke til at modbevise en anden, veldokumenteret undersøgelse med et andet spørgsmål.[1][2]
Den redaktionelt korrekte konklusion er snævrere: Vi kan ikke dokumentere den tidligere artikels “hver anden”-udsagn. Den tilgængelige officielle tabel viser, at omtrent hver femte beskæftigede i den beskrevne aldersgruppe ønskede færre timer, sådan som AKU-spørgsmålet blev stillet i 2. kvartal 2026. Derfor er både den synlige overskrift og indholdet omskrevet, mens den gamle URL bevares, så læsere og henvisninger stadig kan finde rettelsen.[1][2]
Hvad siger alderstallene — og hvad siger de ikke?
Tabellen kan opdeles på alder. I 2. kvartal 2026 optræder 28.000 i aldersgruppen 15–24 år med ønske om færre timer og 154.000 i aldersgruppen 55–64 år. Det er antal personer, ikke aldersgruppernes andele. Et højere antal i én gruppe er ikke i sig selv et bevis på, at personerne i den gruppe oftere foretrækker kortere arbejdstid; man må også medregne, hvor mange beskæftigede gruppen omfatter.[5]
Sådanne opdelinger kan være nyttige, når man diskuterer fleksible arbejdstider eller overgangen mod pension. De siger imidlertid ikke, om den enkelte respondent tænker på én time mindre om ugen eller en væsentligt kortere arbejdsuge. De fortæller heller ikke, om alder, arbejdsvilkår, indkomst eller familieforhold forårsagede svaret. For mere detaljerede konklusioner kræves spørgsmål og analyser, der faktisk måler disse forhold.[1][3]
Ønsker, trivsel og arbejdsmiljø er forskellige spørgsmål
Det kan være nærliggende at forbinde ønsket om færre timer med stress eller tid til familien. AKU250K indeholder imidlertid ingen forklaring på den enkelte respondents motiv. En anden dansk undersøgelse, Arbejdstilsynets NOA-L, undersøger lønmodtageres oplevelse af blandt andet psykisk og fysisk arbejdsmiljø og helbred. Det er ikke den samme stikprøve, den samme population eller det samme spørgsmål som AKU250K’s arbejdstidsønske.[1][4]
Man kan derfor ikke læse ud af de tre AKU-tal, at kortere arbejdstid i sig selv vil sænke sygefraværet, øge produktiviteten eller afhjælpe stress. Sådanne mulige virkninger kræver særskilte undersøgelser og afhænger blandt andet af opgaver, bemanding, løn, timetal og arbejdets organisering. Denne analyse måler ønsket, ikke resultatet af en politisk eller virksomhedsbestemt ændring.[1][3][4]
Hvad kan beslutningstagere bruge tallet til?
Tallet peger på, at arbejdstid er et reelt tema for en betydelig gruppe beskæftigede. Det giver en begrundelse for at undersøge ønsker og barrierer nærmere — ikke et færdigt mandat til én bestemt model. En arbejdsgiver kan for eksempel afprøve mere forudsigelige vagtplaner eller bedre mulighed for at tilpasse timetal; en offentlig debat kan skelne mellem valgfri deltid og generelt kortere normalarbejdstid. De løsninger har forskellige konsekvenser for løn, bemanding og tilgængelig arbejdskraft.
Et modargument er, at flere brancher allerede mangler hænder, og at kortere arbejdstid kan øge et bemandingspres, hvis opgaverne ikke ændres. Et andet er, at en mulighed for færre timer ikke er reel for alle, hvis den kræver et indkomsttab, man ikke kan bære. De bekymringer ophæver ikke svarene i AKU, men de viser, hvorfor både ønsker, økonomi og faktisk gennemførlighed bør undersøges hver for sig. Denne artikel estimerer ingen samlet økonomisk effekt.
Metode og begrænsninger
Tallene er hentet fra Danmarks Statistiks Statistikbank, tabel AKU250K, for 2. kvartal 2026, “alder i alt” og begge køn. Enheden er 1.000 personer. Vi har divideret antallet, der ville arbejde mindre (612), med summen af de tre offentliggjorte svar (612 + 284 + 2.057). Fordi de offentliggjorte tal er afrundede, er 20,7 procent en omtrentlig andel, ikke et eksakt befolkningstal. AKU bygger på stikprøveinterview, ikke et register over alle danskere.[1][2][3]
Tabellens obligatoriske note beskriver et spørgeskemabrud fra 2. kvartal 2023, især for kategorien “vil arbejde mindre”. Vi sammenligner derfor ikke 2026 direkte med en periode før bruddet. Artiklen vurderer hverken respondenternes hypotetiske valg ved uændret indkomst, deres motiver eller virkningen af færre arbejdstimer. En separat spørgeundersøgelse med klart dokumenteret ordlyd ville være nødvendig for at efterprøve den tidligere betingede “hver anden”-påstand.[1]
Læs videre på Cevea.dk
- Udforsk alle analyser
- Arbejdsliv og emner
- Danmark fastholder seniorer – men taber dem ved jobskiftet
- Når timerne ikke er garanteret: Det ved vi om usikre job i Danmark