Stort flertal af danske lønmodtagere vil have offentlig betalt tandlæge

I Danmark har vi generelt et offentligt sundhedssystem med lige adgang for alle uanset indkomst, hvor den enkelte ikke skal have tegnebogen frem for at blive behandlet. Sådan er det i hvert fald i det meste af sundhedssystemet, men ikke når det gælder tandplejen. Hvis man brækker en arm, så får du den nødvendige behandling dækket af det offentlige, men hvis det er en tand, der er knækket, må man selv til lommerne.

Med finansloven for 2022 blev det besluttet, at den offentligt betalte kommunale tandpleje skal udvides til også at dække 18-21-årige. Baggrunden var, at mange unge stopper med at gå regelmæssigt til tandlægen, når de selv skal til at betale.[1]

Spørger man de danske lønmodtagere, er det dog ikke tilstrækkeligt, at de unge får dækket tandlægeregningen af det offentlige. Et stort flertal ønsker, at ordningen skal gælde alle.

I denne analyse undersøger vi danske lønmodtageres holdning til, om der bør indføres offentligt betalt tandlæge for alle. Analysen er baseret på en repræsentativ spørgeskemaundersøgelse blandt 1.204 danske lønmodtagere i maj-juni 2023. For yderligere beskrivelse af data og metode henvises til afsnittet ’Metoden bag’.

Danske lønmodtagere er blevet spurgt, hvorvidt de mener, at der bør indføres offentlig betalt tandlæge. Knap tre ud af fire (70 pct.) er enten overvejende eller helt enige i, at det offentlige bør betale for, at tandlægebesøg bliver gratis for alle. Omvendt er hver fjerde (25 pct.) lønmodtager overvejende eller helt uenige i forslaget. De sidste 5 pct. har svaret ’ved ikke’ til spørgsmålet. Udelades ’ved ikke’ fra beregningen, er 73 pct. enige og 27 pct. uenige i forslaget.

Resultatet peger altså på, at et meget solidt flertal af de danske lønmodtagere mener, at adgangen til offentlig betalte sundhedsydelser også bør gælde for tandpleje.

Den store opbakning til forslaget er måske ikke så overraskende set i lyset af, at det også tidligere har vist sig at være en sag med stor folkelig opbakning. Blandt andet er det to gange tidligere lykkedes at samle mere end 50.000 underskrifter til borgerforslag, hvor det blev foreslået at indføre offentlig betalt tandlæge til alle.[2]

Opbakningen til offentlig betalt tandlæge er bred på tværs af forskellige lønmodtagergrupper. På tværs af både køn, alder, region, uddannelsesniveau, og lønniveau er der et massivt flertal blandt de adspurgte, som er enige i forslaget, jf. tabel A i bilaget.

Mest bemærkelsesværdigt er det, at opbakningen er næsten lige så stor blandt de højtlønnede (71 pct.) som blandt de lavtlønnede (79 pct.). Man kunne måske have forventet, at opbakningen ville være klart størst blandt de lavtlønnede, som i mindre grad har råd til selv at betale for tandpleje.

Ser vi på lønmodtagernes politiske overbevisning, er der også opbakning til forslaget på tværs af hele det politiske spektrum. Som det fremgår af figur 2, er der blandt vælgerne til alle de politiske partier et flertal, der er helt eller overvejende enige i, at det offentlige bør betale for, at tandlægebesøg bliver gratis for alle. Bemærk, at vi her har udeladt ’ved ikke’-svar fra beregningen for at gøre svarene sammenlignelige på tværs af partier.

Blandt regeringspartiernes vælgere er det omtrent 2 ud af 3 (68 pct.), der er enige i forslaget, jf. tabel B i bilaget. Blandt den blå oppositions vælgere er der ca. 7 ud af 10 (71 pct.), der er enige. Opbakningen er allerstørst blandt den røde oppositions vælgere, hvor 86 pct. er enige. Bemærk, at der er betydelig usikkerhed om estimaterne for de enkelte partier. Alle andele er vist med konfidensintervaller i tabel B i bilaget.

Brugerbetaling på tandpleje rammer socialt skævt og skaber en ulighed i danskernes sundhed. Derfor er dybt bekymrende, at brugerbetalingen er steget markant de seneste årtier.[3] Høj brugerbetaling er naturligvis især en barriere for personer med lave indkomster.

I hvert fald er der stor forskel på, hvor ofte danskere med høje og lave indkomster går til tandlægen, jf. figur 4. Blandt den fattigste fjerdedel af danske lønmodtagere er det kun godt hver tredje (36 pct.), der har været til tandlægen i 2022. Størstedelen i denne indkomstgruppe går altså ikke regelmæssigt til tandlægen. Ser man på den fjerdedel af lønmodtagerne, som tjener mest, så er det langt størstedelen (68 pct.), som har været til tandlægen mindst én gang i løbet af året.

Et tilsvarende mønster ses på det gennemsnitlige antal tandlægebesøg, hvor dem med de højeste indkomster har dobbelt så mange tandlægebesøg i gennemsnit som dem med lave indkomster.

Det er værd at bemærke, at sådanne forskelle mellem indkomstgrupper ikke ses i danskernes besøg hos almen læge, hvor der som bekendt ikke er brugerbetaling. Andelen med kontakt til lægen var i 2022 omtrent den samme blandt den rigeste og den fattigste indkomstkvartil (hhv. 83,6 pct. og 84,0 pct.).[4] Tidligere undersøgelser har også peget på, at indkomst har meget begrænset effekt på brugen af egen læge.[5]

Der findes ikke mange relevante videnskabelige studier af, hvordan brugerbetaling påvirker forskellige indkomstgruppers brug af sundhedsydelser. Ifølge en litteraturgennemgang foretaget af KORA er der dog flere (primært amerikanske) studier, der viser, at lavindkomstgrupper typisk reagerer relativt kraftigt på ændringer i niveauet af brugerbetaling.[6]

En spørgeskemaundersøgelse blandt medlemmer af 3F i 2018 viste, at hver fjerde af deres medlemmer, som typisk er ufaglærte eller faglærte, har undladt at gå til tandlægen på grund af deres økonomiske situation.[7]

Ifølge en gennemgang fra VIVE af tandplejeordningerne i vores nabolande betød indførelsen af et brugerbetalingsgebyr i Tyskland i 2003, at efterspørgslen faldt mest i lavindkomstområder.[8]

Der er altså flere klare indikationer på, at brugerbetaling rammer socialt skævt og især afholder personer med lave indkomster fra at bruge de pågældende sundhedsydelser, hvilket også svarer til forventningen i traditionel sundhedsøkonomisk teori.[9]

Hvis alle danskere skal have adgang til gratis tandpleje, så vil det naturligvis koste nogle penge for det offentlige. Det er svært at gøre op præcist, hvor stor udgiften vil være. Det skyldes, at brugerbetalingen formentlig afholder nogle fra at gå til tandlægen, og derfor vil antallet af tandlægebesøg sandsynligvis stige, hvis det bliver gratis for alle.

Ved behandlingen af det seneste borgerforslag om indførelse af offentlig betalt tandpleje vurderede Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at udgiften ville være mindst 8,3 mia. kr. om året.[10] Dette skøn var baseret på, at det netop svarer til den samlede brugerbetalingen på tandpleje i 2021, og der er således ikke indregnet adfærdsmæssige ændringer. Prisen må altså forventes at være højere, hvis afskaffelsen af brugerbetalingen medfører, at flere går hyppigere til tandlægen. Ifølge føromtalte litteratur-gennemgang fra KORA peger resultaterne i litteraturen overordnet set i retning af, at højere brugerbetaling har en negativ effekt på brugen af tandpleje, måske særligt for lavindkomstgrupper.[11] Dog fandt de ingen studier, der estimerede pris-elasticiteten, og dermed har vi ikke nogen viden om præcis, hvor meget efterspørgslen vil blive påvirket.

Hvis alle voksne danskere har lige så mange tandlægebesøg pr. år som den rigeste fjerdedel (dvs. 1 besøg pr. år, jf. figur 4), vil det samlede antal af tandlægebesøg være ca. en tredjedel højere end i dag. I det scenarie ville den samlede brugerbetaling således være en tredjedel højere end i dag, dvs. ca. 11 mia. kr., hvis gennemsnitsprisen for et tandlægebesøg forblev det samme. Dette beløb er nok et mere realistisk bud på, hvor stor udgiften vil være ved at sløjfe brugerbetalingen.

Selvom afskaffelsen af brugerbetalingen sandsynligvis vil medføre flere tandlægebesøg, så er det ikke nødvendigvis ensbetydende med tilsvarende højere udgifter på lidt længere sigt. Hyppigere tandlægebesøg vil sandsynligvis medføre bedre forebyggelse af alvorlige tandsygdomme, og en generel forbedring af sundhedstilstanden hos nogle af dem, som i dag ikke kommer til tandlægen. Det kan isoleret set føre til en besparelse, hvis man derved kan undgå dyrere behandlinger. Dette er i tråd med store dele af litteraturen om tandsundhed, som peger på, at det er langt mere effektivt at forebygge frem for at efterbehandle.[12] Af den årsag har man eksempelvis i Tyskland indrettet tandplejeordningen sådan, at brugerbetalingen på visse behandlinger er lavere, hvis man har passet det anbefalede antal tandlægebesøg.[13]

Udgifterne ved forslaget om at indføre gratis tandlæge afhænger også af, hvordan ordningen konkret udformes. For eksempel kan udgifterne holdes nede, hvis der sættes grænser for, hvor mange årlige besøg, der er dækket. Her kan man igen kigge mod Tyskland, hvor almindelig tandpleje er omfattet af den lovpligtige sundhedsforsikring og dermed nogenlunde ligestillet med andre sundhedsydelser. Her er der nemlig grænser for, hvor mange besøg og tandrensninger, som borgeren hvert år kan få betalt.[14]

Uanset hvad prisen præcist vil være, er der tale om en stor milliardregning, som man skulle finde finansiering til. En måde at finde finansiering, er ved at øge skatterne, og det er en meget stor del af de danske lønmodtagere faktisk villige til.

Lønmodtagerne i undersøgelsen er også blevet spurgt, om de vil være villige til at betale 1 pct. mere af deres indkomst i skat, hvis pengene går til at forbedre den offentlige velfærd. Her var hele 68 pct. enten helt eller delvist enige.[15]

Ser man på dem, der ønsker at tandlægebesøg skal være offentligt betalt, er langt størstedelen af dem (74 pct.) faktisk også villige til at betale mere i skat. Samlet set er der et flertal af de danske lønmodtagere (54 pct.), der ønsker offentligt betalt tandlæge, og samtidig er villig til at betale 1 pct. mere i skat, jf. figur 3.

Det er ikke nærmere specificeret i spørgsmålet, hvordan skattestigningen på 1 pct. af indkomsten præcist skal indføres, herunder hvilken skat der skal sættes op. To muligheder for, hvordan skatten bredt kunne øges med 1 pct. kunne være via bundskatten eller arbejdsmarkedsbidraget. Begge dele ville give et øget skatteprovenu i omegnen af 10 mia. kr. om året.[16] Som beskrevet tidligere er det uvist præcist, hvor meget finansiering forslaget om gratis tandlæge ville kræve, men provenuet vil altså kunne dække en stor del af finansieringsbehovet, hvis det er i størrelsesordenen 11 mia. kr. som skønnet ovenfor.

Den frie adgang til offentlige sundhedsydelser bør udvides til også at gælde for vores tænder. Derfor er vi enige med de danske lønmodtagere i, at tandpleje bør være offentligt finansieret for alle danskere.

En sådan udvidelse af tandplejeordningen vil kræve finansiering for et større milliardbeløb hvert år. Dertil kommer, at det kan blive en udfordring at møde en eventuel øget efterspørgsel nu og her med det nuværende udbud af tandlæge og tandplejere. Derfor kan det være nødvendigt at udvidelsen sker i etaper over en længere årrække. Til en start foreslår vi følgende:

• Egenbetalingen bør sløjfes for danskere med de laveste indkomster. Selvom blandt andre kontanthjælpsmodtagere kan få tilskud til tandbehandling, så er ordningen langt fra tilstrækkelig.[17] I et velfærdssamfund bør det ikke være pengepungen, der afgør om man får den nødvendige behandling, men det er desværre tilfældet i dag, hvor en tandlægeregning på flere tusind kroner kan være meget svær for de fattigste at betale.
• Der bør indføres et tilskud til danskere, som har tandsygdomme som bivirkning af medicin, som også Tandlægeforeningen foreslår.[18] Blandt andet medicin mod visse psykiske lidelser kan være årsag til tandsygdomme. Det er urimeligt, at patienter er overladt til sig selv, hvis behandling i den offentligt finansierede del af sundhedsvæsen medfører alvorlige sundhedsproblemer, som man selv skal betale for.
• Den øvre aldersgrænse for den vederlagsfrie børne- og ungdomstandpleje bør fortsætte med at stige fra de planlagte 21 år i 2025. Årgangen, der fylder 19 år i 2023, har som den første årgang adgang til gratis tandpleje. Men når de fylder 22 år i 2026, vil de med de nuværende regler overgå til brugerbetalt tandpleje. Det er oplagt at indfase fri og lige adgang til tandlæge for alle ved at lade de nye årgange beholde den gratis tandpleje i flere år, hvis man ønsker at indfase udvidelsen gradvist.

Datagrundlaget for analysen er en internetbaseret spørgeskemaundersøgelse blandt danske lønmodtagere over 18 år, der arbejder fuldtid. Det vil sige, at de har mindst 30 timers arbejde om ugen. Respondenter, som har angivet at have en gennemsnitlig arbejdstid over 48 timer om ugen, er også udeladt, da det er ulovligt ifølge EU’s Arbejdstidsdirektiv.

Dataindsamlingen er foretaget af Voxmeter i perioden fra den 26. maj 2023 til den 18. juni 2023. Der er gennemført 1.204 interview, og svarprocenten var på ca. 40.

Data er indsamlet efter nationalt repræsentative kvoter på køn, aldersgrupper og region. For at sikre en så høj repræsentativitet som muligt er svarmaterialet derudover vægtet efter køn, alder og region i forhold til den aktuelle fordeling i populationen af lønmodtagere, der arbejder heltid, jf. Danmarks Statistik (RAS305).

Den statistiske usikkerhed for alle estimater er vist med 95 pct.-konfidensintervaller i bilaget.

Spørgsmålene, som analysen primært er baseret på, fremgår nedenfor:

Nedenfor bliver du præsenteret for en række udsagn om, hvordan der bør prioriteres i den offentlige velfærd, herunder om flere velfærdsydelser skal være betalt over skatten. Du bedes angive, hvor enig eller uenig, du er i hvert udsagn.