Flere stemte ved kommunalvalget – men fremgangen skjuler en deltagelseskløft

Manchet: Valgdeltagelsen steg ved kommunalvalget i 2025 efter tilbagegangen i 2021. Fremgangen er reel, men et højere landsgennemsnit betyder ikke, at alle grupper har fået samme adgang til den lokale politiske samtale. Ny forskning peger især på tilbagevendte vælgere, mens forskelle efter uddannelse, alder og oprindelse fortsat kræver opmærksomhed.[1][2]

Fagligt opdateret 17. november 2026. Cevea.dk er et nyt, uafhængigt dansk videnssite og ikke en fortsættelse af den tidligere tænketank.

Hovedfund

  • Fremgang, men ikke tilbage på 2017-niveau. Danmarks Statistik opgør stemmeprocenten ved kommunalvalget 2025 til 69,21. Københavns Universitets forskningsoversigt angiver afrundet 69,2 procent mod 67,2 procent i 2021 og 70,8 procent i 2017.[1][2]
  • Tilbagevendte vælgere fylder mere end nye. Forskernes sammenstilling af geografiske og individbaserede data peger på, at flere af dem, der sprang 2021 over, stemte igen i 2025. Det er ikke i sig selv dokumentation for, hvilket bestemt tiltag der fik dem tilbage.[2]
  • Et landstal kan ikke beskrive den sociale fordeling. KU-analysen finder en forskel på cirka 24 procentpoint mellem vælgere med grundskole som højeste fuldførte uddannelse og vælgere med lang videregående uddannelse. Kvinder stemte 3,8 procentpoint hyppigere end mænd i forskernes opgørelse.[2]
  • Lokale kampagner skal måles, ikke bare tælles. Forskningen omtaler mange initiativer ved 2025-valget, men understreger, at deres individuelle effekt ikke blev systematisk undersøgt. En kommune kan derfor ikke udlægge en stigende stemmeprocent som bevis for sin egen kampagnes virkning.[2][5]

Hvad steg – og i forhold til hvad?

Kommunalvalg afgør, hvem der skal sidde i kommunalbestyrelsen. Den nationale stemmeprocent beskriver andelen af stemmeberettigede, der faktisk stemte; den beskriver hverken antallet af borgere uden valgret eller kvaliteten af den politiske debat. Danmarks Statistik angiver for 2025 en stemmeprocent på 69,21 og 4.784.749 stemmeberettigede. Opgørelsen bygger på valgresultater fra valgsystemet, ikke på et spørgeskema om politisk interesse.[1][3]

I sin 2026-analyse afrunder Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet tallet til 69,2 procent. Han sammenholder det med 67,2 procent ved 2021-valget og 70,8 procent i 2017. Forskellen fra 2021 er dermed cirka to procentpoint, ikke to procent af 2021-tallet. Fremgangen er væsentlig, men den sætter ikke punktum for det foregående fald. De to årsmål skal forstås som andele af de respektive valgs stemmeberettigede, ikke som en opgørelse over præcis de samme mennesker ved alle tre valg.[1][2]

Hvorfor interesserer det os? En kommune kan have en positiv udvikling i deltagelsen, selv om grupper med lav deltagelse ikke indhenter resten. Et gennemsnit kan stige, fordi tidligere aktive vælgere vender tilbage, fordi nye vælgere begynder at stemme, eller fordi vælgerkorpsets sammensætning ændrer sig. De tre muligheder har forskellige implikationer for, hvad man politisk bør gøre. Det ville være en for skråsikker fortolkning at læse landstallet som et bevis på en generel demokratisering.[2][3]

Danmarks Statistiks metodebeskrivelse er nyttig, fordi den adskiller den officielle valghandling fra forskningsspørgsmålene. Valgresultaterne offentliggøres kommunevis efter udtræk fra KOMBIT/Netcompanys valgsystem; de registrerede stemmer og den stemmeberettigede befolkning gør det muligt at opgøre deltagelsen. Analysen af hvem der skiftede adfærd på tværs af valg er derimod en særskilt forskningsopgave. Den officielle opgørelse identificerer ikke alene motiverne for at stemme eller blive hjemme.[1][3]

Hvem kom tilbage til stemmeurnerne?

KU-forskerens publicerede sammendrag beskriver fremgangen som især genmobilisering: vælgere, som ikke stemte i 2021, men som tidligere havde deltaget, kom tilbage ved 2025-valget. Det bygger ifølge sammendraget både på geografiske og individbaserede analyser. Nymobilisering fandt også sted, men fyldte mindre i forklaringen på den samlede stigning. Det er en vigtig skelnen: et godt valgresultat i en kommunes statistik siger ikke automatisk, at det lykkedes at nå mennesker, som aldrig før har stemt.[2]

Rapporten nævner coronapandemien som en mulig del af forklaringen på 2021-afvigelsen. Den slår ikke fast, at pandemien alene forårsagede faldet, eller at normalisering efter pandemien alene skabte fremgangen. Den beskriver også flere lokale mobiliseringsindsatser og større medieopmærksomhed som mulige bidrag, men understreger, at ingen enkeltstående forklaring er isoleret med sikkerhed. Derfor bør kommuner og medier være varsomme med at give én afsender æren for en stigning.[2]

Aldersprofilen er heller ikke en simpel fortælling om, at unge altid er fraværende. Ifølge forskningsoversigten er deltagelsen relativt høj blandt de yngste vælgere, som typisk stadig bor hjemme, falder i forbindelse med flytningen hjemmefra, stiger frem mod omtrent 75-årsalderen og falder derefter kraftigt. En indsats rettet mod »de unge« kan overse, at første møde med valg og overgangen til selvstændig bolig er forskellige situationer. Der er brug for mere præcise målgrupper end en bred aldersetiket.[2]

En national vælgergruppe kan samtidig se ens ud på papiret og være meget forskellig i praksis. Ministeriets valginformation gør klart, at valgret til kommunal- og regionalvalg ikke er begrænset til danske statsborgere. Betingelserne omfatter blandt andet alder, fast bopæl og i nogle tilfælde statsborgerskab eller en bestemt opholdsperiode. Derfor må man ikke behandle alle borgere uden dansk statsborgerskab som ikke-stemmeberettigede. Omvendt kan en analyse af stemmeberettigedes deltagelse ikke ukritisk overføres til alle personer med samme oprindelse i kommunen.[6]

Skævheden findes bag landsgennemsnittet

En af forskningsoversigtens mest markante observationer handler om uddannelse. Der er omkring 24 procentpoint mellem gruppen med grundskole som højeste fuldførte uddannelse og gruppen med lang videregående uddannelse. Det er en forskel i observeret valgdeltagelse mellem grupper, ikke et eksperiment, hvor uddannelsesniveau alene ændres for den samme person. Alder, indkomst, stabilitet i bopæl og andre forhold kan hænge sammen med både uddannelse og valgadfærd. Forskellen peger på et demokratisk fordelingsspørgsmål, men dokumenterer ikke, at en bestemt uddannelsesreform isoleret ville lukke kløften.[2]

Kønsforskellen er også tydelig: kvinder stemte ifølge forskningsoversigten 3,8 procentpoint hyppigere end mænd ved det seneste kommunalvalg. Forskeren beskriver, at forskellen er mere end fordoblet over mindre end tyve år. Det tal er en forskel i deltagelse; det fortæller ikke, hvem der blev valgt, eller om kvinder og mænd blev hørt lige meget i kommunalpolitik. Vores tidligere analyse af køn og adgang til debatspalterne undersøger et andet led i offentligheden og kan ikke bruges som forklaring på forskellen i stemmeafgivning.[2]

Rapportens generationsanalyse beskriver desuden meget forskellige mønstre efter oprindelse: for nogle grupper med vestlig oprindelse nærmer deltagelsen sig gradvist niveauet i den øvrige befolkning på tværs af generationer, mens det samme mønster ikke ses blandt de undersøgte grupper med ikke-vestlig oprindelse. Det er rapportens gruppeinddeling og gennemsnit, ikke en beskrivelse af enhver persons engagement. Sammendraget dokumenterer ikke en enkelt årsag til forskellen. Det ville være forkert at reducere den til »manglende interesse« hos en hel befolkningsgruppe.[2]

Geografien føjer yderligere et lag til. Forskningsoversigten peger på svagere fremgang i flere sønderjyske kommuner og større fremgang i København. Den nævner befolkningssammensætning som en del af forklaringen nogle steder, men også forskelle i, hvor meget den landsdækkende genmobilisering slog igennem. København oplevede ifølge rapporten en fremgang på 5,6 procentpoint, hvor vælgere med indvandrer- og efterkommerbaggrund bidrog til en betydelig del. Det er en analyse af det lokale udfald, ikke en rangliste over kommuners demokratiske kvalitet.[2]

Hvorfor er »en god kampagne« ikke nok som forklaring?

Et synligt valgarrangement, et digitalt brev eller en SMS kan være en rimelig måde at invitere flere til at deltage på. Men man må skelne mellem, at noget blev gennemført, og at det virkede. KU’s oversigt over 2025-valget beskriver mange lokale mobiliseringsinitiativer, men siger udtrykkeligt, at ingen af disse er blevet systematisk undersøgt for deres selvstændige effekt. En kommune med stigende deltagelse kan derfor have ført en god kampagne – men udviklingen kan også skyldes andre forhold, der skete samtidig.[2]

Et ældre KU-arbejde om 2021-valget viser en mere undersøgbar tilgang: Rapporten beskriver to randomiserede forsøg, dels et digitalt mobiliseringsbrev til unge vælgere i Roskilde, dels en plakatkampagne i udsatte boligområder. At forsøgene blev gennemført betyder ikke i sig selv, at deres effekter kan overføres til hele landet eller til 2025. Uden en gennemgang af forsøgenes resultater skal de ikke fremstilles som dokumenterede succeser. De illustrerer derimod, hvordan man kan tilrettelægge en vurdering, som går videre end en før-efter-sammenligning.[5]

Også praktiske barrierer bør med i debatten. Ministeriets vejledning om hjælp til at stemme beskriver hjælp ved stemmeafgivning, mulighed for at benytte hjælpemidler og mulighed for at stemme uden for lokalet, hvis særlige forhold hindrer adgang. Det er officielle muligheder, men det dokumenterer ikke i sig selv, hvor godt de er kendt eller brugt i alle kommuner. En lokal indsats kan derfor med fordel undersøge, om informationen når de vælgere, den er tiltænkt, uden at antage at enhver person med handicap har samme behov.[7]

To indvendinger: er tallene egentlig et problem?

»69 procent er en høj deltagelse; skævhed er uundgåelig.« Det første udsagn kan ikke afgøres uden en relevant sammenligning; det andet gør ikke gruppemønstrene ligegyldige. Når der er omkring 24 procentpoints forskel efter uddannelse, giver en samlet fremgang ikke svar på, om den politiske opmærksomhed fordeles lige. Der findes heller ikke én ideel stemmeprocent, som kan alene måle kvaliteten af en kommunal beslutning. Den mest nyttige opfølgning er at se på både niveau, fordeling og udvikling for de samme tydeligt definerede grupper.[1][2]

»Hvis deltagelsen steg efter kampagner, må kampagnerne have hjulpet.« Det er muligt, men ikke dokumenteret som eneste eller væsentligste årsag. Forskningen peger især på tilbagevendte vælgere; kampagnerne fandt sted samtidig med andre forandringer. Uden en sammenlignelig kontrolgruppe eller anden troværdig identifikationsstrategi kan man ikke tilskrive ændringen én afsender. Det er hverken et argument for at opgive neutrale oplysningsindsatser eller et bevis for at fortsætte alle aktiviteter uændret: det er et argument for at lære af dem.[2][5]

En tredje indvending fortjener opmærksomhed: Valgdeltagelse er kun ét mål for demokrati. Den, som stemmer, kan føle sig dårligt repræsenteret, og den, som ikke stemmer, kan være aktiv i foreninger, høringer eller borgersamlinger. Denne analyse handler snævert om brug af stemmeretten ved kommunalvalg. Den kan ikke alene udtale sig om alle former for lokal indflydelse. Netop derfor er det relevant at have adskilte mål for valgdeltagelse og deltagelse mellem valgene.[2]

Hvad kan kommuner og beslutningstagere gøre?

Mål skævhed ved siden af landstallet. Først kan en kommune sammenholde egne kommunale valgdata på tværs af valg og bruge forskningsanalyser af grupper som pejlemærke. Gevinsten er, at en lokal fremgang ikke skjuler vedvarende skævhed. Ulempen er, at nationale gruppemønstre ikke automatisk beskriver den enkelte kommune, og at en finmasket opdeling kræver forsvarlig databehandling og kan blive statistisk usikker. Offentliggør derfor definition, år, nævner og afgrænsning tydeligt; påstå ikke, at en kommunal stemmeprocent i sig selv afslører individuelle årsager.[1][2][3]

Test neutrale tiltag på en måde, der kan evalueres. En kommune kan afprøve forståelig, tilgængelig og partipolitisk neutral valginformation og på forhånd beslutte, hvad der skal måles. Fordelen er bedre viden om ressourceforbrug og mulige virkninger. Ulempen er, at et etisk og juridisk forsvarligt evalueringsdesign kræver planlægning og korrekt håndtering af personoplysninger; det er ikke et fripas til at profilere vælgere. Rapporter også nulresultater, så næste kommune ikke kun ser de vellykkede cases.[2][5]

Gør valgets praktiske adgang forståelig. Officiel information om valgret og hjælp til at stemme bør være let at finde og læse, både for første gang-vælgere og for personer, der har behov for bistand. En sådan indsats kan fjerne unødige informationsbarrierer, men dens konkrete effekt på valgdeltagelsen skal undersøges i stedet for at antages. Oplysning om stemmeret skal følge ministeriets aktuelle regler; det er ikke nok at skrive, at kun danske statsborgere må stemme lokalt.[6][7]

Supplér frem for at erstatte den almindelige debat. Tal om deltagelse kan vise, hvor kommunen bør stille flere spørgsmål. De kan ikke erstatte åben valgdebat, gennemsigtighed om kommunale beslutninger og adgang til indflydelse mellem valgene. En serie målinger kan gøre prioriteringerne bedre; den bør ikke bruges til at placere skyld hos vælgergrupper med lav deltagelse. Cevea.dk’s emneoversigt og analysekatalog samler andre indgange til at undersøge lokale beslutninger.

Metode og afgrænsning

Artiklen sammenholder Danmarks Statistiks officielle kommunalvalgstal og statistikdokumentation med det publicerede sammendrag af Københavns Universitets 2025-rapport.[1][2][3] Sammenfatningen af 2021-forsøgene bygger på den særskilte KU-publikations offentlige abstrakt.[5] Regler om lokal valgret og adgang til hjælp stammer fra Valgministeriets offentlige sider.[6][7] Vi har ikke kunnet gennemgå KU-rapporternes fulde PDF-tekst via det anvendte kildemiljø; gruppetal og fortolkninger er derfor begrænset til forskningsportalens offentliggjorte sammendrag.[2] Vi beregner ikke nye kommuneranglister, attribuerer ikke enkeltstående kampagners effekt og bruger ikke oprindelse eller uddannelse som bevis for individuelle motiver.

De 69,21 procent er Danmarks Statistiks kommunalvalgstal for 2025; de 69,2 procent er afrundingen i forskningsoversigten. Kommunalvalg, regionalvalg, borgersamlinger og adgang til debat er forskellige fænomener. En korrelation mellem deltagelse og uddannelse må ikke forveksles med et kausalt estimat af uddannelsens virkning.[1][2]

Læs videre

Kilder

Kilderne er officielle valgopgørelser, myndighedsvejledninger og forskningspublikationers offentlige sammendrag. De fulde KU-PDF’er var ikke tilgængelige i det anvendte kildemiljø.

Del analysen: