Større velstand kan sagtens finansiere både velfærd og mere fritid. Det viser historien.
Tror man på fortællingen om Socialdemokratiet som arbejderparti, ville man tro, at en bugnende økonomi ville betyde, at der kunne blive råd til mere frihed til de flittige danskere. Men spørger man statsministeren, er det ikke tilfældet. Tværtimod fastholder hun, at høj arbejdstid er nødvendig for at sikre velstanden i fremtiden: »Øget velstand skal ikke føre til øget fritid«, sagde hun på DI Topmødet tidligere i år. Det er vi uenige i. Selvfølgelig skal den øgede velstand komme arbejderne til gode – også i spørgsmålet om arbejdstiden.
Det er nemlig ikke en ny tanke, at en stærk økonomi rimer på mere tid uden for arbejdspladsen. Kigger man tilbage i historien, har mere fritid altid stået på arbejderbevægelsens ønskeliste. Derfor er det også lykkedes at nedsætte danskernes arbejdstid mange gange før. Siden de første overenskomster i 1899 er den aftalte ugentlige arbejdstid blevet reduceret fra 60 til 37 timer i 1990.
Alligevel kan man måske få indtryk af, at den udvikling stoppede dér. At arbejdsugen har ramt en nedre grænse, og at en 37-timers arbejdsuge er en ukrænkelig forudsætning for at sikre velstanden. Virkeligheden er dog en anden. Siden den 37-timers arbejdsuge trådte i kraft for 33 år siden, er arbejdstiden nemlig blevet nedjusteret ad flere omgange. Gennem progressive tiltag i overenskomsterne er det fortsat lykkedes at sikre danskerne mere fritid. Det skete både ved introduktionen af den sjette ferieuge i 2000, og da fritvalgsordningerne kom til fra 2007 og frem.
Det er gode eksempler på, hvordan man fortsat har givet danskerne mere fritid uden at køre Danmarks produktivitet eller konkurrenceevne i sænk. Historisk har det været muligt at nedjustere arbejdstiden samtidig med, at velstanden er vokset. Og der er ingen grund til at tro, at den udvikling stopper nu.
Den øgede velstand skyldes nemlig ikke flere timer på arbejdspladsen. I stedet vokser velstanden, fordi danskerne arbejder klogere år for år. Det vil sige, at vi producerer mere for hver arbejdstime, end vi gjorde tidligere.
Det skyldes især den teknologiske udvikling og det stigende uddannelsesniveau. Siden 1980, hvor vi har sat arbejdstiden ned i flere omgange, har det således kun kostet en sjettedel af stigningen i produktiviteten at mindske arbejdstiden. Resten er gået til øget velstand, herunder offentlig velfærd.
Når vi også i fremtiden bliver mere produktive, skal lønmodtagerne have en bid af kagen. Og mange danskere vil fortsat gerne arbejde mindre. Nogle undersøgelser peger på, at man nogle steder kan øge produktiviteten og få lige så meget fra hånden selv med en kortere arbejdstid. Men de fleste steder vil man nok skulle betale for den lavere arbejdstid med lavere lønstigninger. Ikke mindre løn, men lavere lønstigninger. Sådan har man gjort det historisk i Danmark og andre steder, når man har gennemført generelle, kollektive nedsættelser af arbejdstiden.
Uanset hvad, bør lønmodtagerne og deres organisationer selv kunne vælge, om en del af den øgede værdi, man producerer til sin arbejdsgiver, skal bruges på at gå ned i tid.
Konkret kunne det betyde, at man i stedet for 5 procent i årlig lønstigning vælger, at man hellere vil have en 2 procent lønstigning, mens man bruger den resterende pulje på f. eks. at arbejde en time mindre om ugen. I de kollektive overenskomster vil man kunne bestemme, om den lavere arbejdstid skal gælde alle, eller om man skal øge fritvalgskontoen og muligheden for at kunne veksle løn til mere fritid. Kampen om arbejdstiden handler altså ikke om, at alle, der arbejder fuldtid, skal gå fra 37 timer til 30 timer i morgen. Hvis det skal være holdbart, skal en reduktion af arbejdstiden ske gradvist og i forhandling med arbejdsgiverne, så den mindre arbejdstid betales med lidt lavere lønstigninger og med højere produktivitet.
Ser vi 10 år frem, er vi temmelig sikre på, at arbejdstiden for langt de fleste er lavere end i dag. Det vil kun være godt for både trivslen og for stressniveauet. Uanset hvad er det ikke op til statsministeren at beslutte. Det er lønmodtagerne og arbejdsgiverne og deres respektive organisationer, der skal bestemme, hvor meget lønnen skal stige, og hvor meget arbejdstiden skal sættes ned.
Selvfølgelig skal den øgede velstand komme arbejderne til gode – også i spørgsmålet om arbejdstiden.
Bragt i Politiken d. 30. oktober 2023.
