Trepartsforhandlingerne om ekstra lønmidler til offentligt ansatte er i fuld gang. Her blev der allerede i regeringsgrundlaget lagt op til, at lønnen i det offentlige skulle hæves ved øget brug af lokal løndannelse. Lokal løndannelse er dog ikke risikofrit. Det er nemlig i de lokale tillæg, at den største lønforskel mellem mænd og kvinder er. I stedet bør grundlønnen og de centralt fastsatte tillæg øges. De løndele har nemlig ikke en kønnet slagside. Hvis vi absolut skal have flere lokale tillæg, skal de hegnes ind og kriterierne være lysende klare, for ellers løber mændene med den største del af den ekstra løn.
Regeringen er sammen med arbejdsmarkedets parter i gang med at fordele 3 milliarder til udvalgte grupper af offentligt ansatte, som har store udfordringer med at rekruttere. Den højere løn skal øge rekrutteringen, sikre fastholdelsen og øge incitamentet til at offentligt ansatte vil arbejde flere timer. Flere lønmidler til de offentligt ansatte er gode takter i en tid, hvor særligt vores velfærdsfag skriger på arbejdskraft. Men de øgede lønmidler kan bruges på mange måder.
Det en dårlig idé, når regeringen både i sit regeringsgrundlag og i udspillet ved trepartsforhandlingerne har udtrykt ønske om at øge brugen af lokal løndannelse. Vi har i Tænketanken Cevea tidligere vist, at løngabet mellem mænd og kvinder, i samme stillinger og med samme anciennitet, er knap 1.000 kr. pr måned for ansatte i kommuner og regioner. Omtrent halvdelen af løngabet skyldes, at mænd løber med størstedelen af de lokale tillæg. Hvis brugen af lokal løndannelse øges, risikerer vi altså at øge løngabet mellem mænd og kvinder, fordi mænd får mest ud af de lokale forhandlinger. Mænd går nemlig til forhandlinger på en helt anden måde end kvinder.
Kvinder får generelt mindre ud af individuelle lønforhandlinger end mænd. Forskningen peger på, at det kan hænge sammen med, at kvinder ofte undervurderer deres egne kompetencer sammenlignet med mænd, og at spillereglerne er uklare, hvilket også vil komme til udtryk i den lokale lønforhandling. Det betyder altså, at Nikoline er dårligere stillet ved lokale lønforhandlinger end Nikolaj. Det gælder især, hvis der er meget spillerum og skøn i tildelingen af lokale tillæg. Og det er der.
I de gældende overenskomster kan man forhandle sig til lokale kvalifikationstillæg, hvis man f.eks. har erfaring inden for særlige områder eller er omstillingsparat. Det er ikke særlig veldefinerede kriterier, hvilket giver rum for selvpromovering og anvendelsen af vage subjektive kriterier, hvilket åbenbart er en fordel for mænd. Dermed kan lønmodtagerens køn indirekte spille en rolle i lønforhandlingen. Og køn er ikke et relevant kriterie for, hvilken løn man skal have.
I Cevea anerkender vi at rekrutteringskrisen i den offentlige sektor skal løses med bl.a. bedre løn- og arbejdsvilkår. Her bør fastholdelse af kvindelige medarbejdere dog være mindst lige så vigtig som fastholdelse af de mandlige. Parterne bør derfor bruge de 3 milliarder på grundlønnen og klart definerede ”skal-tillæg”, som ikke har en kønnet slagside. Og hvis regeringen og de offentlige arbejdsgivere alligevel insisterer på at bruge pengene på lokale tillæg – og det gør de nok – bør kriterierne for tildelingen hegnes betydeligt ind og gives efter objektive kriterier. For ellers løber mændene sikkert med den største del af de ekstra lokale lønmidler. For det gør de allerede i dag.
Bragt i Politiken d. 20. november 2023.
