Med kontanthjælpsreformen bliver 10.000 udsatte unge fattigere, og der er ingen saglig grund til at tro, at de kommer i job af den grund.
Lige inden efterårsferien faldt den længe ventede aftale om kontanthjælpsreformen på plads. Regeringen indgik et bredt forlig med SF, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre. Aftalen har været længe undervejs, men kontanthjælpen ligger nu fast i flere år frem. Satserne kan nemlig kun ændres, hvis alle forligspartier kan blive enige. Det er uheldigt, for nedsættelsen af kontanthjælpen for udsatte unge under 30 år er en rigtig dårlig idé.
Den store gevinst ved reformen er en forenkling, må man forstå på regeringen. Og så ser regeringen det også som en gevinst, at reformen styrker incitamentet til at arbejde. Det skal kunne betale sig at arbejde. Derfor skulle ydelserne for udsatte unge under 30 år sættes ned. Men nedsættelsen af ydelsen til udsatte unge forenkler ingenting, og den får stort set ingen i job.
De negative konsekvenser af de nedsatte ydelser var der ingen, der talte om, da aftalen blev præsenteret. Det er nedslående, at ingen kerer sig om de 10.000 udsatte unge, som hver måned vil miste flere tusind kroner. Ifølge Beskæftigelsesministeriets egne tal vil 3.500 unge psykisk syge miste 2.000 kr. om måneden efter skat, 500 unge gravide vil miste 2.400 kr., og 4.000 udsatte unge mellem 25 og 29 år vil miste 1.400 kr. om måneden.
Problemet er, at incitamenter ikke virker for denne gruppe. De har så mange andre sociale og psykiske udfordringer, at de kun i meget begrænset omfang reagerer på den større gevinst, der er ved at tage et arbejde, når ydelsen sættes ned. Det er fint nok, at det skal kunne betale sig at arbejde. Men det forudsætter, at man kan arbejde, og at man har ressourcerne til at kunne reagere på incitamentet.
Reformkommissionen regnede på, hvor mange udsatte unge, man kunne få i arbejde, hvis man satte deres ydelse ned. I deres beregninger var der tale om en noget større reduktion i ydelserne til den præcis samme gruppe, og her mente kommissionen, at de lavere ydelser ville øge arbejdsudbuddet med 100 mennesker. Med de forringelser som ligger i aftalen, vil effekten være mindre. Måske 50.
Det betyder, at mere end 99 pct. af de udsatte unge, som oplever en markant nedsættelse af deres ydelse, bare blive fattigere. Under 1 pct. reagerer på det stærke incitament og får et job. Det er simpelthen en alt, alt for lille effekt i forhold til den store indkomstnedgang, som udsatte unge oplever.
Aftalepartierne ved godt, at de fleste udsatte unge ikke umiddelbart har udsigt til job eller uddannelse. For selv om de fjerner ét tillæg – aktivitetstillægget – indfører de et nyt, men lavere tillæg, et særligt ungetillæg. Det nye tillæg skal ifølge aftalen netop gives til de unge, »som har udfordringer ud over ledighed« og »som kommunen ikke mener kan blive selvforsørgende eller komme i uddannelse inden for en overskuelig periode«.
Ifølge Beskæftigelsesministeriet skal det ’nye’ tillæg gives efter præcis de samme kriterier, som i dag gælder for at opnå et aktivitetstillæg. Der er altså ikke tale om nogen forenkling, men bare et nyt navn for et gammelt tillæg – som altså skal sættes betydeligt ned.
Men hvorfor skal tillægget have et nyt navn? Og hvorfor skal det sættes ned, når det ikke har nogen effekt? Det er hverken behovet for forenkling eller ønsket om, at det skal kunne betale sig at arbejde, der kan forklare den store forringelse af ydelserne til udsatte unge.
Det er derfor helt uforståeligt, hvorfor 10.000 udsatte unge uden udsigt til job eller uddannelse skal have en betydeligt lavere ydelse end i dag. Det er en rigtig dårlig idé. Beslutningen er ulogisk og ubegrundet. Der er en ommer.
Bragt i Politiken d. 2. november 2023.
